| Skelneevne på den åndelige vej II af Asger Lorentsen Den gyldne cirkel © Copyright Asger Lorentzen Den ultimative skelneevne De fleste ønsker at få den ultimative skelneevne, og de tiltror sig ofte evnen til både at kunne skelne og at kunne dømme ultimativt! Men den dybeste evne til at skelne mellem virkeligheden og uvirkeligheden, mellem den rene kærligheds-visdomsvibration og den farvede kærligheds-visdomsudstrømning, kan ikke forventes før ved den tredje indvielse, hvor den hører naturligt hjemme. Hvis vi for tidligt bliver sat i den ultimative afprøvning af denne skelneevne ved at møde Guds-rigets vibration uden nedfældning, må vi forvente, at den vibration vi møder vil være så intens, så levende og så kraftfuld, at vore personlighedslegemer ville have vanskeligt ved at klare mødet med Virkeligheden. Dette betyder i praksis, at vi skal være glade for at møde enhedens liv i afdæmpede former, der er farvet af forskellige nedfældningsprocesser. Det store udvalg af åndelige bøger, åndelige lærere og åndelige grupper viser da også, at langt de fleste af os er tilfredse med udgaver af det guddommelige, som er tilpasset personlighedens univers, som ikke er for konfronterende i forhold til vort nuværende verdensbillede, og som ikke stiller de ultimative krav om at ”sælge hvad vi ejer, give det til de fattige og følge Jesus”. Et liv, der er præget af en undervisning i den ultimative skelneevne, vil hyppigt være et liv, hvor vi føler, at næsten hver eneste spirituelle bog vi læser indeholder en støj, en farvning eller en forvrængning. Det kan være et liv, hvor vi kan møde hundrede verdenskendte åndelige lærere og kun kunne klare at lytte til tre af disse. Og det kan være et liv, hvor vi kun interesserer os for en åndelig teknik, der går på den simplest mulige levendegørelse som en absorbering ind i den rene væren/kærlighed. En sådan inkarnation er en afkaldets inkarnation over for alt, hvad det fysiske liv indeholder, fordi den ultimative skelneevne er baseret på en mæthed af alt, hvad der ikke vibrerer og lever af Det Ene Liv. Skelneevne over for åndelige grupper Den skelneevne, som har mest værdi i praksis, er en skelneevne overfor om den udgave af spiritualitet, som vi studerer eller som vi tager del i, svarer til det vi søger i den nuværende fase af vor udviklingsvej. Ofte vil vor skelneevne fortælle os, at den åndelige gruppe, undervisning eller udviklingsteknik er lige præcist, hvad der klinger rigtigt inde i os. Undertiden vil vi finde, at der er noget, der ikke klinger rigtigt i forhold til vores åndelige mål. I disse tilfælde får vi en periode, hvor vi skal skelne mellem hvilke personlighedsmekanismer og tankegange, vi har brug for hos os selv eller i gruppen, fordi det måske er det, vi er i gruppen for at lære. Når det er lært, får vi måske en længere periode, hvor vi opdager de dybere vibrationer og undervisninger i det pågældende univers. Undertiden vil en mislyd i forhold til vor åndelige længsel eller indre skelneevne blive en stadig påmindelse om, at vi skal nå frem til at forstå, hvad i det pågældende univers, der er i disharmoni med det, vi søger. Det er netop her, at livets undervisning i skelneevne kommer ind, for ofte viser det sig, at det er en overordentligt langvarig og vanskelig proces at nå til en sober og objektiv forståelse af, hvad præcist i den pågældende gruppes, litteraturs eller lærers univers, som ikke svarer til det, vi søger. En sådan læreproces er overordentlig værdifuld, og jo længere tid den tager, og jo mere smertefuld den eventuelt måtte være, jo større værdi har den som en undervisning i den åndelige vejs mangfoldighed, som vi kan tage med os som en indbygget erfaring. Næsten alle åndelige lærere, inspiratorer, bøger og grupper anvender udtryk som lys, kærlighed og visdom på måder, så vi umiddelbart tror, at de taler om det samme. Men ved at bevæge os ind i de forskellige universer, afprøve dem som energier i sit eget system, vil vi efterhånden konkludere, at der bag ordene kan gemme sig vidt forskellige vibrationer, vidt forskellige forståelser og vidt forskellige mål. Jo længere vi er kommet i vores skelneevne overfor hvad, der gemmer sig bag linjerne, jo hurtigere gennemskuer vi, hvad der passer til vores næste trin i udviklingen, og hvad der ikke passer. Derved bliver vi også bedst til at gennemskue hvilken grad af farvning, det pågældende univers har i forhold til et univers, hvor ord som kærlighed, visdom og universalitet med rette hører hjemme. Problemet er, at som hovedregel har vi kun skelneevne frem til det niveau af åndelig udvikling, som vi selv repræsenterer. Vi har hver især en række erfaringer med skelneevne bag os, som repræsenterer forskellige åndelige universer, som vi har været igennem i denne inkarnation og i tidligere inkarnationer. Derfor kan vi hurtigt gennemskue en række udgaver af udviklingsvejen, som er for primitive, for lukkede, for glamourøse, for illusoriske, for naive eller for personlighedsfarvede i forhold til vores nuværende udviklingstrin. Men vi kan ikke forvente, at vi kan skelne mellem måske tyve forskellige udgaver af den åndelige udviklingsvej med tilhørende deluniverser, som vi skal afprøve i de kommende inkarnationer. Problemstillingen er her, at den skelneevne, der læres i disse måske tyve forskellige udgaver af den guddommelige vej, indeholder nogle forfinede nuancer, som for os stadig er for subtile til, at vi har evnen til at skelne mellem dem på nuværende tidspunkt. Midt imellem fortidens og fremtidens områder af livets undervisning i skelneevne, har vi så de måske 5-10 ”åndelige universer”, som vi lige nu er i berøring med, og hvori vi lige nu træner i at forstå forskellene i vibrationer, i de bagvedliggende livsforståelser, og i hvor de fører mennesker hen. De artikler, der findes i denne udgave af Nordens Stjerne, er set som en hjælp til at genkende forskellen mellem forskellige universer inden for det bevidsthedsfelt, som vi hver især er optaget af nu, og hvori vi søger åndelig viden eller inspiration. Artiklerne og uddragene fra forskellige kilder om emnet skal således ses som en støtte til at genkende, hvad vores voksende indre sans er begyndt at fortælle os. Og jo mere vi får en klarhed over det univers, som vi har fokus på, jo hurtigere kan vi se klart, drage vore konklusioner og eventuelt gå videre på vor åndelige vej til det næste område af udforskning og guddommelig inspiration. Når jeg selv har stået i situationer, hvor jeg har lært skelneevne over for en bestemt gruppes eller inspirators vibration, indre livsforståelse og åndelige mål, har jeg undertiden tænkt: Bare dog alle mennesker var clairvoyante, så de kunne se energierne i stedet for at skulle bruge flere år til at opdage disharmonien mellem den vibrationsmæssige virkelighed og de ord og forståelser, som udtrykkes i det ydre. I en vis grad har jeg stadig dette ønske, men dels er den clairvoyante evne fejlbarlig helt frem til mellem den tredje og den fjerde indvielse, og dels ville en sådan form for clairvoyant evne jo fratage os de mere personlige og derfor mere dybtgående og vedvarende erfaringer, som opstår netop ved, at vi er for blinde for den vibrationsmæssige virkelighed, der skjuler sig bag ordene. Så lad os vandre videre, teste vor skelneevne gennem fejlagtige vurderinger, lære af vore erfaringer og dernæst besøge det nye område på vor vej. Lad hjertevarme, levendehed, universalitet og altomfavnende kærlighed være den tone, der leder vor vej, men lad os ikke fordre denne tone af andre end Gud. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

