| Kiromanti I - af Søren Dreier Intuitiv.dk Kiromanti eller håndlæsning er formodentlig af samme alder som astrologi, det vil sige en flere tusind år gammel måde, at tolke et menneskes personlighed, fortid, nutid og fremtid på. Jeg skal kort, beskæftige mig med nogle grundbegreber indenfor kiromantiens kunst og jeg vil give et par tips fra mig. Husk at dette er et seriøst "håndværk", men alligevel skal det tages fra den uforpligtende side idet jeg ikke kan vise hele billedet af håndens univers her, men måske en anvendelig ramme til at forstå sine egne hænder i. Hænderne Når vi læser hænder er det vigtigt at forstå, at der er stor forskel på venstre og højre hånd. Højre Hånd: I denne hånd gemmer sig fremtidens gåde. Højre hånd viser os hvilken vej det er sandsynligt, vi vil tage gennem livet. Højre hånd rummer også det fysiske immunforsvar. Det er også den fysiske hånd, det vil sige hånden der viser, om vi er gode til at føre vore planer praktisk ud i livet. Venstre Hånd: Venstre hånd er en vidunderlig hånd, fordi den rummer så meget. Den rummer den tidlige barndom. Den rummer, den talentbeholder vi er født med og som vi forhåbentligt anvender. Den rummer billeder fra nutiden. Den drømmer og ofte spinder den guld og glimmer for os, men så sørger højre hånd for, at vi bliver realistiske. Venstre hånd viser det psykiske immunforsvar og som følge heraf viser den vort personlige overskud, her og nu. Håndforme: I håndformen læser jeg et menneskes umiddelbare væsen. Håndformen fortæller sin egen klare historie om det menneske, der bærer på disse hænder. Håndformen forandres gennem hele livet, således at vi i kraft af vor livskvalitet eller livsopgave her og nu, kan skaffe os den håndform til, som passer bedst til den givne situation. Vi kan godt, være spartelhåndede som udgangspunkt, men måske er der lavvande i kassen og så har vi brug for en firkanthånd til at strukturere indtjeningen for os. Vi kan også skaffe os en cirkelhånd på halsen, det er som regelen ikke så spændende, idet vi så er meget følelsesmæssige klemte. Håndformen ses: Når vi "klipper" fingrene af. Så ser vi fra håndleddet og ud mod knoerne. Så vil hånden danne én af disse former: Firkanthånden: Sidder på et menneske der er glad for struktur. Her skal der helst ikke ske noget uforudset alt for tit, der kan firkanthånden ikke lide, så skælder den ud og siger : at verden er sandelig gået af lave. Firkanthånden kan godt lide at tage fat i arbejdsopgaver som kan være rutineprægede. Firkanthånden er ofte meget kontant, både god til indtjening men slider for det, men også meget kontant med snakketøjet. Hvis vi skal skælde firkanthånden ud, så må det være fordi den kan være noget så pertentlig. Den har det ikke godt med, at efterlade et rodet køkkenbord eller et arbejdsbord der ikke er ryddet ved fyraftenstid. Spartelhånden: Sidder på et menneske der er glad for alt andet end struktur. Okay, tænker spartelhånden, jeg kan da godt lige strukturere mig lidt, men det jeg skal over 15 gange det har en vis herre skabt ! Spartelhånden er opfindsom, og har sine små fingre i alt hvad der rører sig på arbejdspladsen og på vejen hvor den bor. Den er så nysgerrig og videbegærlig, at den må se den film og den må til den koncert, ellers kan den jo ikke snakke med. Spartelhånden sidder ofte på mennesker der er meget kreative, som rejser meget og som ofte kan være forud for deres tid. Ideer det er den god til at få og den er også god til at realisere dem. Cirkelhånden: Har det ikke nemt. Den er stille, lidt forsagt og synes undertrykt af livet. Den har ligget under for alle mulige andre mennesker, været en stille undseelig tjenende ånd og nu er den træt af det hele, så nu kan det rende og hoppe. En cirkelhånd ved nemlig godt at den er gal og det er det heldige for den. Så en cirkelhånd er ved at rejse sig til oprør og så vil den forandre sig til en firkant- eller en spartelhånd. En cirkelhånd kan også være et udtryk for dyb sorg. Man har mistet én man holder af eller man ved man er meget syg, eller at den på enden måde er galt fat. Skålhånden: Er hjælperens hånd. Den kan bare ikke sige nej til at gøre tjenester, men modsat cirkelhånden så synes skålhånden, at det er dens kald her i livet, at ofre sig for andre mennesker. Den arbejder på sygehuse, i daginstitutioner og allevegne i det hjælpende system. Skålhånden ses anderledes end de andre håndforme. Den ses ved, at hænderne danner en skål, når de bliver lagt på et bord med håndfladen op ad. Hundehvalpe, kattekillinger, posedamer og sliksyge børn går ikke forgæves til en skålhånd. Fts. ©Søren Dreier |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

