| Indersiden af sjælen - af Søren Dreier Intuitiv.dk Rumi den persiske digter siger : strangers who approach me, can no longer threaten me. Altså : fremmede som kommer mig i møde, er ikke længere en trussel !! Dette er faktisk essensen af vor rette åndelige tilstand. I vor rette åndelige tilstand er vi omgivet af elskere og elskende, ikke sådan i duskeforstand, men mere som en tilstand af kærligheden uden betingelser, hverken fysiske, følelsesmæssige eller mentale betingelser. Dette er ubegrænset kærlighed. Universets Lim. Essensen af vor sjæl. En tilstand af total accept og en dyb respekt for andre menneskers udviklingsbetingelser. Folk er der hvor de er ! Kan man bevæge dem, eller flytte dem er det okay, men bevægelsen kommer af accept og ikke modstand. Og vi er dumme. Vi tror, at vi er i modstanden, kampen hvor de instinktive reaktioner er flygt eller kæmp. Det vil sige, at mange af vore forhold også dem vi ikke fik, blev baseret på angst og ikke tillid. Baseret på kamp, forskruethed, fordomme, løgne, had, jalousi og misundelse. Inde bag dette rum, bor der en anden tilstand, som ikke er et udtryk for en passiv laden stå til filosofi, overhovedet ikke, men mere et udtryk for : Hmmmm, hvor interessant, nu møder jeg et menneske der er ude på at nakke mig, ude på at få mig til at føle skam, skyld eller tvivl. Gider jeg hoppe på det ? De fleste gør, da de ikke ved hvor ellers de skal søge hen. Vor rette åndelige tilstand ligger ikke i disse projektioner. De ligger bagved. De er betragteren. Det tavse vidne. Det er der man skal gå hen ind til indersiden af sjælen. Det tavse vidne, som vi ofte overhører. Lad mig komme med et eksempel. Man kan give sine unger en hammerrygende skideballe, så ørevoksen klasker op af Peter Pan lamperne. Under sådan en salve og indrøm det nu bare jeg gør det jo gerne, kan` der komme en lille stemme i en der siger : Helt ærligt , syns du ikke du skulle skrue ned for blusset nu og se, ungerne de er jo hvide i hovedet af skræk og i grunden elsker du dem jo, det er det tavse vidne der taler. Man kan så vælge at fortsætte sin skrækkampagne eller man kan vælge at lytte til den lille stemme og sige : Ved I hvad unger, det må I undskylde, jeg er gal, ja, men jeg tror at I har fattet det og foretage et strategisk tilbagetog, sætte sig ned og tænke : Uppps, hvor kom den impuls fra. Hvis man er moden til det gør man den slags, hvilket medfører at man bliver bedre og bedre til at betræde dette stille rum på indersiden af sjælen. Der hvor man er modstandsløs og forsvarsløs. Nåe, skal vi nu til at være de rene helgener af tilgivelse. Nej da, du skal bare finde dig selv og inde i den tilstand, vil du vide at der ikke er noget at tilgive ! Der er ikke nogen modstand der i bund og grund er værd at gå ind i. Se på naturen ! En bæk på vej ned af et bjerg og som rammer på en stor klippe, bruger da ikke tid på at forcere klippen - den løber da udenom. Ikke som en flugtreaktion, men som en ganske praktisk reaktion. Bækken løber bare. Den er god til at være en bæk. I taoismen kigger man faktisk på de principper og har pudsigt nok, det stille princip som det mest effektfulde. Man siger : se på vandet, blidt skyller det mod kysterne og påvirker klipperne der. De er ikke påvirkede i dag måske, men i det lange løb bliver de runde og milde. Og ind imellem forsvinder der en halvdyr sommer parcel ved den jyske vestkyst i samme princip. Det tavse vidne, har været der siden du var lille. Det kiggede sig i spejlet og tænkte : okay nu er du syv år. Det samme vidne ser nu i spejlet, at du er blevet ændret. Du ser anderledes ud, men det er den samme kilde der ser og kan konstatere : ja, jeg er ubestandig og bestandig. Bestandig, fordi jeg betragter mig selv og ubestandig, fordi det jeg betragter er under forandring og hvis der er noget der er under forandring så er det alt. Alt, undtagen dette vidne fra sjælens stille rum, som skyller dig igennem tidsaldrene, udødelig i sin form, tilgivende i sit væsens kerne og gjort af et stof : kærlighed til alt som ånder og røres. Vi tror vi har mistet vor rette åndelige tilstand. Det har vi ikke, vi leder efter den igennem æoner af tid. Vi tror vi er mennesker, som skal blive til spirituelle væsener. Det er vi ikke !!!! Vi er spirituelle væsener, der øver os i at blive mennesker. Guddommelige, da vi har fået kærligheden serveret på et sølvfad og kærlighed er hvad der bliver tilbage, når alt andet hører op. © Søren Dreier |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap