Håndlæsning / Kiromanti - af Manuela

Jeg har for nylig fået foretaget håndlæsning også kendt som Kiromanti. Havde fået en aftale med Søren Dreier fra Intuitiv.dk og tog køreturen til Fyns lands. Da det er en lidt længere tur, i hvert fald fra København havde jeg allieret mig med min datter, så jeg kunne få selskab på turen og hun også kunne få en håndlæsning.

Vejret var med os, solen skinnede fra en skyfri himmel og turen på 180 km gik forholdsvist hurtigt. Vi ankom til Sørens hjem, et vidunderligt stråtækt bondehus som ligger i de mest idylliske og romantiske omgivelser, man følte sig nærmest hensat til en Morten Kock film., hvor vi blev modtaget af Søren.

Jeg var den første der fik foretaget håndlæsningen, som foregik i en vidunderlig stue i lyse farver og møbler som er fint afstemt til huset, man kan kun befinde sig afslappet og tryg der.

Vi satte os ved spisebordet, båndoptager blev sat i gang og tjekket så det hele kunne komme på bånd, og så startede Søren læsningen:

For dem der ikke er klar over hvad håndlæsning/Kiromanti går ud på, kan jeg kort fortalt oplyse, at håndanalyse er en videnskab og en kunst. I vores håndflader er der et kort over vores liv - vort potentiale - fortidige hændelser - fremtidige hændelser - og over vor fysiske og psykiske tilstand. Foruden linierne i hænderne, skal håndens form, fingrenes udseende og huden også tages med for at kunne give en fyldestgørende analyse. Håndlæsningens oprindelse kommer fra østen og det er stadig der, den har sit hjem. Et af de ældste manuskripter på håndlægning der er fundet, stammer over 4000 år tilbage og er skrevet at den legendariske Valmika Maharishi, som fik sin viden fra en åbenbaring fra det guddommelige. Valmika Maharishis værk, som er skrevet som poesi, anses for at være det mest omfattende materiale der er skrevet om kiromanti.

Søren tilbyder at der læses nutid - udfordringer her og nu fremtid - de næste 5 - 8 år i hovedtræk og jeg skulle lægge hænderne på bordet med håndryggen opad og slappe af, hvorefter han gik i gang med at læse i mine hænder, og tegne på dem med tuschen. Han gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle rette ham, hvis han sagde noget vås eller noget som jeg ikke kunne genkende overhovedet.

Hvad han nærmere kom ind på, hører ind under privatlivets fred, men han ramte forbløffende tæt adskillig gange, og jeg fik svar på nogle af de spørgsmål som jeg havde på hjertet, samtidig med, at han sad med en tusch og tegnede på indersiden og ydersiden af mine hænder så det var rene kunstværker. Jeg må indrømme det var dybt fascinerende og jeg følte mig berørt flere gange, ikke mindst fordi nogle ting kom i perspektiv - nærmest sådan lidt som en ahaoplevelse.Jeg blev klogere på mangt og meget og oplevede også at meget af det Søren fortalte mig var helt korrekt, bl.a. nogle ting omkring mit helbred som jeg aldrig har nævnt for ham. Jeg fik svar på alle mine spørgsmål ligesom en masse oplysninger, jeg ikke havde fantasi til at spørge om.

Selve læsningen tog ca. 1 times tid og jeg kunne beundre de færdige kunstværker på begge hænder som lignede små kinesiske skilderier. Søren intimiderer ikke ens person ved at bruge en masse - efter min mening meget intetsigende - spirituelle floskler om energiniveauer, åbenhed, og og modtagelighed (hvilket vel er indlysende og ret logisk. at man er åben, når man faktisk har betalt penge for læsningen), lys og kærlighed, ligesom han heller ikke gik i trance for at demonstrere at han havde kontakt til de højere magter, hvilket - efter min erfaring at bedømme - tit er et udtryk for, at behandleren ikke ved hvad de skal sige og ikke har kontakt til noget som helst.

Jeg kan anbefale en håndlæsning, hvis man gerne vil have svar på nogle ting og gerne vil vide noget om fremtiden - for lidt nysgerrige, er vi vel altid -. Endvidere er det vigtigt for mig at pointere, at alt foregik i en tryg, rolig og behagelig stemning uden at humoren blev glemt. Om så alle svarene er korrekte det kan kun tiden vise, men det ser i hvert fald på nuværende ud til at blive meget spændende.


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap