| Frygten af Ladybird fra Deja Vue copyright Ladybird 2004 Den største hindring i vores liv er frygt. Vi har en frygt for at vise hvem vi er og hvad vi tror på. Vi frygter at andre er bedre end os. Vi er bange for at andre skal dømme os. I frygten skaber vi afstand til andre. Så længe vi ikke viser vort sande jeg, kan andre ikke opdage det og såre os. Vi har lært at der er grund til at være bange lige fra vi var børn, men for at vokse må vi slippe frygten. Den er en hindring for vores videre udvikling. Et skridt på vejen til at slippe frygten vil være at se den i øjnene. Så snart man mærker den, så kan man stoppe op og se på den. Spørge sig selv: ”Hvorfor gør dette mig nervøs eller bange?” Prøv at se årsagen til at den dukker op. Hvilke overbevisninger dækker den over og hvor kommer de fra? Det kan være, at du altid har fået en over næsen, når du har været modig og har sagt din mening. Det kan være, at du altid blev drillet i skolen fordi du ikke var lige så god til at læse som de andre. Måske kan du huske, at andre vendte dig ryggen og kaldte dig for dominerende eller bedrevidende sidst du udfoldede dig. Der er mangfoldige muligheder, for vi er alle sammen blevet drillet eller holdt nede på et tidspunkt i livet. Hvis du stadig ikke kan se hvor den stammer fra, så prøv at meditere over det. Når du har set hvor frygten kommer fra kan du også overvinde den. Det sværeste er at identificere den, at fjerne den er lettere. Fortæl dig selv, at dette ligger i fortiden. De mennesker, der engang dømte dig gjorde det af uvidenhed og af deres egen lave selvfølelse. De var selv bange. Bange for at du skulle være mere end dem. De forstod ikke, at ingen er mere end andre. Vi er alle lige og alle en del af den samme kilde og denne kilde er en del af os alle. Derfor er der ikke høj og lav. Det handler om at gå fremad, at komme videre ikke stå i stampe eller gå tilbage. Vi går alle på den samme vej, nogle tager en sti til højre, andre en til venstre og nogle en omvej men det ender alligevel på den samme vej. Et andet af frygtens ansigter er frygten for det der er fremmed for dig. Mange oplever en frygt for mennesker af udenlandsk oprindelse. Når du ser en kvinde der er indhyllet i slør, hvad går da igennem dit hoved? Tænker du måske noget om hende som er negativt? Så stop dine tanker. Se på hendes ansigt, se på hendes øjne. Hun er et menneske ligesom du, med de samme sorger og glæder, den samme frygt og det samme mod. Spørg i dit indre…hvem er du? Hvordan bor du? Hvad tænker du? Hvordan er dit liv? Smil til hende. Du vil opleve at denne åbenhed vil glæde hende og igen glæde dig selv. Du kan vælge at sige hej, eller blot smile og gå videre. Mennesker fra andre kulturer har også noget at give os hver især. De har også behov for accept ligesom du selv har. Ved at give accept vil du også møde accept. Forsøg at acceptere det du ikke forstår. Det kan være andres måde at leve på eller den måde de ser ud på. I stedet for at dømme dem kan du ved at acceptere dem, give dem plads til at være dem de er, og derved kan du få den plads du skal have til at være den du er. Det du har brug for skal du give andre. Accept, kærlighed, frihed, ro, glæde, tryghed, varme, eller fred…..eller hvad det end er, du har brug for. Giv det til alle du møder og du vil snart opdage at du selv får det. Husk også at give det til dig selv. Nægt ikke dig selv at have det godt. Du er aldrig alene Til at overvinde frygten kan det også hjælpe dig at vide at du aldrig er alene. Der er altid hjælpere omkring dig. Du kan altid få hjælp fra din skytsengel eller ledsageengel. Han/hun følger dig af samme grund. Der er også andre hjælpere, ligesom du kan bede Kristus, Maria og de andre mestre om at støtte, beskytte og hjælpe dig. Der er ingen grænser i universet og de kan høre dig, hvor du end er. Du kan måske endda mærke dem, når de kommer. Jeg mærker det som regel som en stærk kærlig energi i hjertet, som giver ro med det samme. Nogle gange kan jeg mærke dem i hele kroppen eller som en brise ved den ene side. Giv dig tid til at mærke efter. Stol på dine fornemmelser. Senere vil du måske kunne høre, hvad de har at sige, enten fysisk eller via dine tanker. For at det kan ske må du dog først lære at være stille. At være stille betyder ikke kun at tie stille, men også at være stille i dit sind. Hvis du allerede bruger en meditationsform der virker for dig så fortsæt med den, ellers kan du bruge en af dem jeg skriver her. Meditation til at opnå stilhed og ro. Start med at sikre dig at telefonen ikke ringer og at du kan sidde i fred for resten af familien uden at blive afbrudt. Sæt noget behageligt musik på og sæt dig godt til rette i en stol eller læg dig ned, hvis du har det bedre med det, blot du ikke falder i søvn. Luk øjnene. Læg mærke til de farver du måske ser med det samme. Ellers observer blot hvad der sker i kroppen eller i dine tanker. Hvis dine tanker flyver af sted, så lad dem gøre det et stykke tid. Prøv at observere dem uden at bedømme dem. Bliv ikke irriteret over dem, men lad dem blot komme. Når du har observeret dem et stykke tid, vil der typisk komme et tomrum, hvor du bare er stille. Dette er et punkt, hvor du bare er til. Det er væren eller nærvær og nøglen til bevidsthed. Hvis du ikke kommer til denne stilhed, kan du i stedet koncentrere din bevidsthed om din krop. Mærk hvordan du har det i kroppen. Følg din vejrtrækning. Føl kroppen efter fra tæerne og helt op til hovedet. Når du koncentrerer dig om kroppen og mærker hver en celle vil du også lige pludselig være i stilhed. Du har simpelthen indstillet tankerne for at kunne mærke i stedet. Fortsæt med at være i denne tilstand et stykke tid. Hvis tankerne melder sig igen, så gør du ligesom før. Når du har denne stilhed kan du bede din skytsengel om den hjælp du har brug for. Bed din skytsengel komme og læg så mærke til hvad der sker. Du kan måske mærke din skytsengel, eller se vedkommende. Det kan også være at du får en klar tanke, som fortæller, at nu er han / hun her. Du kan bede din skytsengel om støtte til at overvinde din frygt. Du kan sidde og mærke energien fra din skytsengel. Du modtager måske en healende energi eller får beskeder i form af billeder, symboler eller tanker. Giv dig god tid. Når du kan mærke at du har fået det du skal bruge, kan du langsomt vende tilbage til og åbne dine øjne. Stræk dig og sid stille lidt endnu, og lad det du har oplevet bundfælde. Hvis du har set eller oplevet noget, så skriv det ned. Hvis du ikke har, kommer det nok næste gang eller næste gang igen. Det er ikke fordi du gør noget galt, men det tager bare lidt længere tid for dig at give slip. Hovedformålet med denne meditation er også at opnå ro i sindet og i følelserne. Det andet er en slags sidegevinster. Af Ladybird |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

