Er clairvoyance objektiv? II af Asger Lorentsen Den gyldne cirkel © Copyright Asger Lorentzen

Stjerne- eller englemennesker som clairvoyante
En tydelig forskel mellem forskellige clairvoyante, der opererer fra de mentale lysplaner, er forskellen mellem stjernemennesker og englemennesker. Erfaringen viser, at en clairvoyant, der selv er på stjernemenneskelinjen, er dygtigere til at give clairvoyance til stjernemennesker, idet de har en større indre sans for stjernemenneskers udviklingsproblemer og indre vibrationstilstande. Samtidig viser erfaringen, at clairvoyante, der selv er stjernemennesker, kan have en meget ringe sans for englemenneskers indre vibrationstilstande, udviklingsveje og problemstillinger. Jeg har således gennem årene mødt mange englemennesker, der har været hos en mental clairvoyant, der er stjernemenneske, og har følt sig misforstået og/eller set ned på, på en måde, hvor den grundlæggende problemstilling er, at de ikke føler deres indre genkendt af den clairvoyante. Omvendt kan englemennesker som clairvoyante have en stærk udbygget sans for englemenneskers udviklingsvej og problemstillinger, men clairvoyante englemennesker kan mangle sans for nogle af de nuancer og tilstande, som er karakteristiske for mennesker, der udvikler sig fra planet til planet med udviklingsfaser, som ikke kan genkendes af den clairvoyante.

Man kunne da spørge, om ikke den clairvoyantes indre hjælpere kan afbøde den clairvoyantes egne begrænsninger. Problemstillingen er her, at som hovedregel hjælpes den clairvoyante af væsener, som tilhører den clairvoyantes egen gruppe eller udviklingsvej. Dette betyder, at selv om der hentes forståelser, informationer og perspektiver fra en indre gruppe, så har denne gruppe i princippet præcist de samme begrænsninger, som den clairvoyante selv har. Den indre gruppe kan være behjælpelig med at give adgang til nogle informationer. Den indre gruppe kan være behjælpelig med at skabe en lysforbundethed til at iagttage nogle tilstande og problemstillinger i den undersøgtes liv og bevidsthed, men den indre gruppe tilhører selv et begrænset vibrationsområde med begrænset kærlighed, begrænset visdom og begrænsninger i, hvad der kan genkendes og forstås i udviklingsveje, som medlemmer i denne gruppe ikke kender fra sig selv. Dette er ikke blot en teoretisk problemstilling, men en problemstilling der har stor praktisk betydning set ud fra hvor mange, der går til clairvoyance uden at blive helt forstået i deres indre essens og udviklingsvej.

At sortere i clairvoyancen
Clairvoyante opfatter som regel sig selv som ufejlbarlige, og de har vanskeligt ved at tage til sig, når mennesker, der har været i clairvoyance hos dem, ikke er tilfredse med clairvoyancen. Men når et menneske går til en ellers dygtig og anerkendt clairvoyant og får at vide, at han/hun helst skal skilles, og ægtefællen kort tid efter går til den samme clairvoyante og får at vide, at han/hun ikke skal skilles, så har vi et tydeligt eksempel på selv dygtige clairvoyantes begrænsninger. Og når mennesker går til to forskellige clairvoyante og får vidt forskellige forståelser, som undertiden er så mo
Disse problemstillinger omkring clairvoyantes manglende objektivitet betyder i princippet, at valget af en bestemt clairvoyant samtidig er valget af et bestemt perspektiv med dets fordele og ulemper og af en bestemt personlighed med dennes grad af kærlighedsevne. Når vi går fra en clairvoyance, må vi således være bevidste om, at vi ikke har fået en fuld sandhed, men at vi har fået en hjælp fra et bestemt perspektiv med større eller mindre begrænsninger i niveau, i personlig filtrering og i kærlighed-visdom. Derfor må vor egen skelneevne og vort eget valg af, hvad vi bruger de clairvoyante forståelser til, naturligvis altid spille ind, og autoriteten for vort liv må gå tilbage til os selv. Vi må således blot tage det til os, som vi føler er rigtigt og vedkommende for os lige nu, medens andet må vente indtil vi ser, om det er brugbart i vort liv.

Den højeste clairvoyance
Den højeste form for clairvoyance nærmer sig det buddhiske plans intuition. Denne form for clairvoyance er en begyndende visdom, som ikke nødvendigvis kommer fra en speciel clairvoyant evne, men som udgår fra en intuitiv opfattelse af et menneskes grundlæggende udviklingsproblemstilling. I denne opfattelse er den ”clairvoyante” sensitiv overfor mange inkarnationers guddommelige udviklingsplan for et bestemt menneske. Den ”clairvoyante” er sensitiv over for det enkelte menneskes indre identitet, og den ”clairvoyante” er især sensitiv over for selve problemstillingen om personlighed og sjæl.

For alle højere udviklede clairvoyante er det grundlæggende perspektiv hvordan det går med personlighedens gennemstrømning af sjælen og personlighedens absorbering tilbage i det guddommelige. Dette skyldes, at alle udviklingsproblemstillinger på den åndelige vej dybest set handler om, hvorledes personlighedens miniunivers kan forfines, nuanceres og opblødes på en sådan måde, at det bliver til størst mulig gavn for den højere bevidsthed og for selve det guddommelige liv. Højere udviklede clairvoyante interesserer sig således sjældent for de konkrete problemstillinger på anden måde, end hvorledes disse problemstillinger kan indgå i en reabsorbering i Det Ene Liv. Dette betyder, at en kombination af intuition og clairvoyance udgår fra sjælens og guddommens perspektiv, og den clairvoyante ser sig som en hjælper af Det Ene Liv og ikke af den personlighed, som ønsker hjælp. Problemstillingen er her, at mennesker først kan få gavn af dette perspektiv, når de begynder at blive indstillet på at give slip på selve personligheden med dens mange ønsker til livet.


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap