| "Ånderne i de " syge " af Søren Dreier Intuitiv.dk »Gud vender tilbage« lød det manende profetisk i en bogtitel for 15-20 år siden. I disse dage er det, som om næsten hveranden overskrift i avisen handler om nye, overrumplende sammenstød mellem religiøs tænkning og dét, vi plejer at kalde det moderne verdensbillede. I dag har B.T. således en beretning om djævleuddrivelse på københavnske hospitaler. En meget populær og spektakulær storfilm fra for flere år siden - »Eksorcisten« - kan stadig fremkalde billeder for det indre øje hos mange danskere: En 13-årig pige kaster sig med unaturlig kraft og på trods af tyngdekraft og andre naturlove på sengen, mens hun udspyr både de mest vulgære eder og tykke stråler af grønt, slimet opkast. Rystende og svedende ved sengen står den katolske præst, der med en overmenneskelig kraftanstrengelse løfter et krucifiks og befaler Satan at forlade sit offer! Præsten ved Bethlehemskirken i Vanløse, Erik Hviid Larsen, maner billederne fra filmen i jorden og understreger, at hans djævleuddrivelse foregår »uformelt« og ved stilfærdige bønner: En simpel udvidelse af kernebønnen: »Fri os fra det onde!«. Der er ingen tvivl om, at rigtig mange danskere er blevet mere åbne og accepterende over for religiøse og »spirituelle« fænomener og handlinger. Det vidner den enorme succes, som har ombølget TV-serier om ånder, clairvoyance og astrologi om Autoriteter i det danske samfund - som f.eks. seriøse aviser og public service-TV-stationer - har undertiden haft svært ved at finde en balance i omgangen med dét, man indtil for nylig meget bestemt kaldte overtro. Men overtro bør man ikke kalde djævleuddrivelsen på hospitalerne. Det smukke billede i eksorcismen er jo, at mennesker kan få hjælp til at befri sig fra det onde - selv om vi ikke ved, hvad det er. Masser af pålidelig forskning har vist, at syges menneskers tillid til, at de kan opnå helbredelse og oplevelse af, at de selv bidrager til at bekæmpe sygdommen, kan have afgørende betydning for helbredelsen. Og det gælder både fysiske - somatiske - sygdomme og psykiske lidelser. Derfor er der bestemt ingen grund til at stille hindringer i vejen for, at nødstedte mennesker kan få præsters hjælp til djævleuddrivelse. Naturligvis bør både lægelige og folkekirkelige autoriteter og tilsyn holde øje med, at denne assistance gives på en værdig og ordentlig måde, så lidende mennesker ikke ender i hænderne på afsporede fantaster, der måske »smitter« den syge med et fordrejet virkelighedsbillede. Men den ældgamle, kristne tradition for djævleuddrivelse rummer billeder og simple ritualer, der anvendt af ansvarsbevidste præster uden nogen tvivl kan være til stor gavn for mange ulykkeligt stillede mennesker. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

