Manuela.dk - Åndelig ensomhed I Ved Asger Lorentsen

Åndelig ensomhed I - af Asger Lorentsen Den gyldne cirkel © Copyright Asger Lorentzen

Åndelig ensomhed er den form for ensomhed, hvor vi føler os isoleret som mennesker i et åndeligt vakuum, medens vi savner en dybere hjertekontakt.

Kender du den situation, hvor du er omgivet af mennesker, som du har let ved at kommunikere med, samtidig med at du føler dig ensom? Kender du den situation, hvor du måske har et godt parforhold, og alligevel føler dig ensom? Har du prøvet at sidde sammen med gode venner og pludselig opdage, at du har en form for indre tomhed og ensomhed, som disse venners selskab ikke kan dække over? Kender du den smerte i hjertet, som både fortæller dig, at du er isoleret og alene, og som samtidig giver dig en længsel efter en udefinérlig indre fylde og kærlighed? Kender du den desperation i hjertet, hvor du ser i øjnene, at du måske aldrig vil kunne opleve den kærlighed, der skulle afsluttet hjertets ensomhed? Har du af og til set en film, hvor hovedpersonerne i den lykkelige slutning får hinanden, samtidig med at du tænker, at selvom du fik en tilsvarende partner, så ville det ikke dække over din indre ensomhed? Hvis du kan svare ja til de fleste af disse spørgsmål, så kender du den åndelige ensomhed fra dit eget liv.

Når jeg har talt med åndeligt indstillede mennesker omkring den åndelige ensomhed, så har jeg lagt mærke til, at mange bliver forbavsede over at de ikke er alene om denne ensomhed. De troede, at det var dem, der var umulige eller mislykkede, eller som stillede for store krav, således at de ikke kunne tilpasses menneskenes verden. De havde med forbavselse lagt mærke til, at de ikke længere kunne bruge de måder, som andre anvender for at få afhjulpet ensomheden eller få en indre form for lykke og glæde. Samtidig var det gået op for dem, at selv om det hjælp med den indre tomhed, når de beskæftigede sig med det åndelige verdensbillede, så kunne de alligevel ikke finde en løsning, som kunne afhjælpe deres grundlæggende ensomhedsproblem.

Denne tilstand af at være fastlåst i den åndelige ensomhed kan således nemt give en fornemmelse af at være mislykket og utilpasset: "Det må være mig, der er noget i vejen med, siden jeg hverken kan tilpasses menneskenes verden eller Guds verden". Derfor kan det være en stor lettelse at opdage, at en sådan tilstand er meget udbredt blandt åndeligt indstillede mennesker.

At være et åndeligt indstillet menneske betyder i virkeligheden, at vi har forladt den form for gruppebevidsthed, som er herskende i menneskerigets nuværende udviklingsstadium. På det nuværende udviklingsstadie lever hovedparten af menneskeheden i en form for gruppeidentitet, der skaber en grundlæggende tryghed i livet. Denne gruppeidentitet kan være den snævre families identitet; det kan være lokalsamfundets, landsbyens eller stammens identitet, og i vore dage kan vi søge at få en tilsvarende identitet og gruppetryghed i en form for storfamilie, kollektiver eller tættere nabofællesskaber. I en større skala findes gruppetrygheden ved sportsbegivenheder og nationale begivenheder, som kan hjælpe mennesker med at undgå følelsen af ensomhed og isolation. Stærkest kommer gruppetrygheden naturligvis igennem i parforhold, som bl.a. har den store psykologiske funktion at hjælpe mennesket med at undgå ensomhed.

Udskillelse fra gruppetryghed
Den åndelige vejs første trin betyder i virkeligheden, at vi begynder at skille os ud fra den gamle gruppeidentitet. Det svarer til drengen i H.C. Andersens eventyr om klokken, der som den eneste i landsbyen hører, at der er en klokke ude i skoven, som han må følge, selvom han derved må gå vejen alene. Problemet med den åndelige ensomhed er, at den åndelige vej grundlæggende kun kan gås alene. Den åndelige vej vil derfor i en vis forstand altid være ensomhedens vej. I den første del af ensomhedens vej føler vi især ensomhed som dette ikke at kunne forbinde os med de sociale sammenhænge i menneskeheden. Ensomheden består da i, at gruppe- og familielivet virker for tomt, samtidig med at vi ikke kan finde en erstatning for dette.

Den største ensomhed fra dette stadie kan i virkeligheden bestå i, at vi tilsyneladende har et godt familieliv, og alligevel føler vi hjertets smerte over at være alene. Her kan vi opdage, at vi er 100% alene, til trods for, at vi må ske er tæt sammen med et andet menneske. Det største problem med denne form for ensomhed er, at vi ikke kan kommunikere den videre til andre. Den ligger som en indre smerte i hjertet, der kan forværres af, at den hele tiden minder os om, at vi ikke er som de andre, og at vi ikke passer ind i menneskeheden.

Accept af at være alene
I den næste fase har vi mere eller mindre opgivet at få dækket ensomheden igennem andre menneskers selskab. Måske håber vi stadig på, at den eneste ene kan vække os ud af den grundlæggende ensomhed, men i så fald er vi bevidste om, at den eneste ene skal være en frelsende engel eller en rytter på en hvid hest. I begge tilfælde skal den mulige partner komme fra himlen – dvs. fra vort hjemmeunivers. Vort håb kan således være, at Gud sender en dual fra vort eget hjemmeunivers, som har indbygget i sig, at han eller hun forstår os, og at han eller hun kan fylde den smerte ud, som gnaver i et tomt rum i hjertet. Måske vil vi på dette stadie stadig blive mindet om, at vi er mislykkede i den almindelige familie- og gruppesammenhæng. Men vi er nået til den erkendelse, at vi ikke kan vende tilbage til gruppetrygheden, og at vi må finde en anden vej. Vi er således bevidste om, at vi skal gå fremad og ikke tilbage.

Vejen fremad kan vi da finde ved psykologiske teknikker, hvorved vi eventuelt kan få bearbejdet nogle af ensomhedstraumerne og nå frem til den grundlæggende erkendelse, at vi står alene i tilværelsen, og at vi tør virkeliggøre os selv som individuelle mennesker, selvom dette indebærer større risici for at være alene om tilværelsen. Til vor store forbavselse kan vi da opdage, at selv efterhånden som det lykkes at realisere os selv som individuelle mennesker, så kan ensomhedens smerte gnave videre i hjertet.

Fts

Tilbage

Udskriv denne side