Paradoksernes Tid - af Søren Dreier Intuitiv.dk

Vi havde engang et socialt system vi kunne være stolte af. Et socialt system der opstod fra tanken om at samfundet, skulle værne om sine svage. Børn som voksne. Samfundet satte hjertet i højsædet, mens det undfangede ideen og byggede dette system op.
Men så skete der noget uforudset. Dette smukke system blev indtaget af hjerteforladte systemryttere, da vi ramte lavkonjunkturen i 70` erne.

Næstekærligheden, for at bruge et udtryk der er blevet forblommet, men ikke burde være blevet det, fik taget sin mødom og de golde øjne stirrede på klienterne og begyndte, at sige nej - begyndte at kontrollere, begyndte at herske, over borgerne, de svageste af os - de begyndte at kalde os klienter og vi underkastede os, vi var gået hen og blevet afhængige.

Pludselig stod behandlerne som præsenterede systemet, i et selvvalgt modsætningsforhold til dem man havde bygget systemet op for og til, nemlig samfundets svageste. Systemet blev sig selv nok og systemer der er blevet sig selv nok - bør væltes - og deres eksistensberettigelse med dem.

Nu taler det sociale system om at folk skal tage ansvar for deres liv.
Det har vi andre vidst ville være en god ting i mange år.
Men jeg giver ikke en bragende høstfis for den snak. Det er mere sådan en ny ting - en trend - systemet finder på - for at være, som sagt lidt trendy og lidt politisk korrekt.

Hvis man mente det, måtte man jo nødvendigvis også give folk rammer at være ansvarlige i og det gør man jo ikke. Man kontrollerer jo stadig i hoved og røv. Og den endegyldige kontrol og herredømme er fængselscellen.

Man laver handleplaner og aktiveringspladser. Alene ordvalget. Ordene stammer fra børnehavepædagogikken og ordene viser med alt tydelighed, hvad men mener om os og vor egen evne til at tage et initiativ ( Gud forbyde det ).
Som det nyeste har man indført straksaktivering. Hvilket stort set går ud på, at man fra dag et på bistandhjælp skal sættes i sving. Man bliver så visse steder hentet af en bus, der kører ud på en eller anden tilfældig arbejdsplads, hvor man så kan sidde og halvsove i et hjørne indtil man skal hjem igen. Klienterne er det ikke godt for, de mister deres værdighed og selvforvaltning. ” Arbejspladsen ” synes den er helt fjong, der følger nemlig et ikke helt beskedent beløb med til den gode arbejdgiver, der ligger matrikel til et sådant aktiveringscirkus. God borgerlig politik.

Enhver med en smule omtanke, ved i virkeligheden at det ikke er arbejdet der er problemet her. Arbejdspladsen findes nemlig ikke i virkeligeheden. Den er kunstigt lavet. Det der er det virkelige problem er uddannelse. Giv dog disse af naturlige årsager søvninge bistandmodtagere noget uddannelse, så de finder deres værdighed og kvalificerer sig til noget så kriminelt i systemets øjne : som i virkeligeheden interesserer dem. Væk med topstyrede, gennemkontrollerede daghøjskoler hvor selvforvaltningen langsomt siver ud af folk og ind med de tiltag og daghøjskoler, og der har et menneskesyn der siger : værdighed, selvforvalting og reel uddannelse. Mange tror desværre, at hvis man ved hvor en harddisk sidder på en pc – så er man bedre stillet, bare man ved hvodden man tænder skidtet – så går det nok – det er latterligt.

Vi vil ikke have handleplaner – vi kan selv handle
Vi vil ikke have skånejobs - med mindre det ligge i Sverige.
Vi vil ikke aktiveres - det kan vi selv, må vi også få lov.

Vi har et samfund, hvor ingen må kede sig eller føle sig til overs. Der må være nogle der mener dette er skadeligt. Nogle lider af kaos - angst, hvis det er tilfældet, så må de jo søge behandling, hos sig selv.
Nuvel, nogen gange skal man have følt sig tilovers - for at kunne gøre sig gældende og nogle gange, skal man have kedet sig, før man gider lette sig. Og ofte skal man lave ulykker eller gå forkert for at finde den rette vej.

Vi må starte et sted og det kunne være hos børnene.
Lad dog børn være børn og dagdrømme tiden væk - så ville de være mindre aggressive. Mange af de unger jeg har passet, har været aggressive og nogen børster. Men den udløsende faktor har været utilstrækkelighedsfølelse over alle eksperternes krav om aktivitet - aktivitet - aktivitet og et rimeligt fastlåst miljø at opholde sig i. Institutionerne har ikke formået at tilpasse sig brugerne. Jeg troede inderst inde også, at det måske var institutionerne og systemerne der skulle tilpasses brugerne, men denne tro er da gjort til skamme.

" Vi gider ikke lave noget i dag " - det burde være en fast dag om ugen i vore vuggestuer - børnehaver- skoler - dagcentre - ældrecentre - AMU centre og alle vore syge og misforståede :
" holde ensomhedens ulv fra døren - ved at holde os rørige " tiltag.
Det er det rene kaptajn Jespersen i 2002 sprog.
Problemet ligger for mig at se mere i hvem der har magten i dette land - sådan den indirekte magt - men, stadig den direkte magt - sådan hals, ret og hovedmagt, ligesom i de gode gamle dage.

Jeg har arbejdet i det sociale system siden 89. Jeg har arbejdet med samfundets svageste. Børn der blev tvangsanbragt uden for hjemmet, narkoprostituerede børn, med mere.

Jeg har gennem de mange år - ikke mødt - et eneste menneske, der arbejde med hjertet og ikke med hovedet.
Jo, ved nærmere eftertanke mødte jeg to - der arbejde med hjertet - men, de er startet op i andre brancher, i dag. Jeg har tværtimod mødt, gold kærlighed til økonomien, forvaltningsinternt fikumdik ud over alle grænser og decideret modvilje mod klienter, sådan luftet når de var skredet.

" Nej, du - klienter, de faeme besværlige - og den her mor, hun skal ned med nakken, du - hun kværulerer ".
Og senere : på denne her skole du – der er vi nødt til at have de skide bistandsklienter.

Vi har en temmelig magtfuld klasse herhjemme Denne magtfulde klasse har bredt sig til hele vort hjælpeapparat og i stedet for at løfte klienten ud af hans armod, så opretholder denne klasse af harmonikaspillende psykologer, udpinte socialrådgivere og stressede støttepædagoger, klienten i sin offerrolle overfor samfundet , alene fordi fantasien ikke er til andet og trangen til kontrol over andres liv bliver en anelse for fristende for alle de selvbestaltede autoriteter.
Giv en m/k med mindreværd magt og du møder en potentiel fare og sikkerhedsafstanden til disse små konger m/k vil jeg vurdere til en hensigtmæssig afstand af cirka 500m.

For de vil dælme da ikke overflødiggøres - så kræver det klienter - alle steder alle vegne.
Man ser måske i virkeligheden gerne at de sådan kommer igen og igen, når de først har fået foretaget det hvide kontrolsnit. Så har man det at leve af, jo.
Så kom ikke og hold os for nar - at tage ansvar mine damer og herrer - kræver frihed - giv os den eller rend og hop.

Jeg synes det er tankevækkende - at vi i dag har en stor almen psykologisk viden allesammen.
For bare 15 år siden var denne viden forbeholdt en lille elite. I dag ved næsten alle noget om psykologi. Og alle ved hvad der er godt for børn, medmindre man er dum – det kan man ikke gøre for. Vi fjerner børn fra hjemmet fordi forældrene spærrer dem inde – det gør forældrene ikke fordi de er dumme – men fordi de er magtesløse – skulle vi andre så også blive det ? Og vore børn har aldrig haft større problemer og alle mulige andre klienter for dens sags skyld. Underligt?.

Nej, jeg synes ikke det er specielt underligt. Vi har jo et samfund der prioriterer en ting meget højt, nemlig viden. Man skal vide ikke tro. Man skal vide; ikke føle.
Vi har så et samfund der ikke prioriterer vort følelsesliv særligt højt.

Jeg talte forleden med en mor til en autistisk pige. Hun havde fået det råd af psykolog og sagsbehandler, at pigen skulle sove alene ovenpå, ellers tog hun magten fra sin mor - i sovesituationen, hedder det vist i forvaltningssprog. Vi andre kan nøjes med at ligge os lidt.

Pigen er 2 år og river sig selv til blods og sover ikke ind før efter 3 timer med blod på hovedpuden. Psykologen sagde det, støttepædagogen sagde det, socialforvaltningen sagde det.

Jeg siger det er ukærligt. Så det fik vi ændret, mor og mig imellem - sådan uden de ved det.. Moderen sagde sgu tak for lov. Tænk sig - at man er så klientgjort af dette system - at man føler, man skal have lov til, at gøre noget kærligt overfor ens barn og dermed sig selv og ovenikøbet føle, at man skal sige tak for det !!!.

Havde de nævnte eksperter fået ret som det havde magt - jamen, så havde de i denne pige haft en klient i mange, mange år. Ekspertguf - kalder jeg sådan en af systemet selvskabt langtidsbruger.
Ikke nok med at de lusker - de er også smarte. Gad vide hvordan en 11 – årig i spjældet vil restituere sig og gad vide hvor mange psykologer det ville kræve at lukke sårene igen. Hvorfor flytter Pia ikke til Burma !

Jeg tror vi kommer til at opsætte en ny formel for hvad vi vil finde os i. Jeg giver ikke en potte pis mere for mennesker - der er sat til at passe eller at værne om andre - der ikke kan forlade deres høje post og vise medfølelse. Og det er det der er galt mine damer og herrer. Medfølelsen er væk. Den forsvandt i borgmesterens valgtaktik. Den forsvandt i intriger på socialkontoret. Den forsvandt i alle de skjulte dagsordener - vi ikke kender til. Den forsvinder i ulogiske og ukærlige regler i den sociale forvaltning.

Den er væk i alle de indviklede regler som skal værne systemet mod dets brugerne.

Tiden er nu inde til, at tage det store hovede under armen og forlade den opbyggede viden og prøve at være lidt enfoldige og sige : " Hvad har i brug for ? ” – i stedet for i forvejen at mene hvad der er godt for små folk og store folk.

Tænk, vi er nået dertil vor systemet skal værne sig mod børnene. De brugere og de børn systemet selv har opflasket, til at stå i et afhængighedsforhold til samme, nogenlunde som små hundehvalpe ved sin magtfulde herres hånd.

© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap