Nydansker eller indvandrer? - Af Asger Lorentsen Den gyldne cirkel © Copyright Asger Lorentzen

Folketingsvalget i Danmark satte fokus på de nationale danskeres holdning til flygtninge og indvandrere. Og den nye regering har valgt en kurs, som betyder, at den samlede U-landsbistand sænkes, medens Norges og Sveriges regering har valgt at lade deres landes bidrag stige. Samtidigt har den danske regering fremsat et meget kritiseret lovforslag, der giver flygtninge en usikkerhedsperiode på hele 7 år, før endelig afklaring af fremtidig status.

Den nye regerings kurs er mest økonomisk begrundet, samtidigt med at den udtrykker befolkningsflertallets holdning om ikke at ”nasses på”. Der har fra humanistiske kredse været stærk kritik af, at et velstående land med så lange humanistiske traditioner som Danmark i indvandrerproblematikken pludseligt er blevet et af de mest konservative og nationalistiske lande i Europa.

Hvis vi udover denne kritiske reaktion på de nationalistiske toner inddrager et åndeligt perspektiv i problemstillingen, kan vi forestille os følgende holdning til dem, der vil flytte til Danmark som flygtning eller i forbindelse med familiesammenføring.

1. Mennesker, der kommer fra udlandet, bliver fra starten betragtet som et medmenneske, der har et liv og en samfundsopgave. Et ophold i Danmark vurderes derefter ikke bare ud fra de nuværende kriterier, men også ud fra hvor det pågældende menneske kan gøre mest gavn: I hjemlandet eller i Danmark? Danmark skal således ikke medvirke til hjerneflugt fra fattige lande, der har mere brug for uddannede intelligente mennesker, end vi selv har. EU bør derfor medvirke til, at højtuddannede mennesker kan få jobs i egne hjemlande, f.eks. ved gældssanering til fattige lande og ved at placere ordrer i eller ved øget samhandel med disse lande.

2. Når et menneske har fået permanent opholdstilladelse i Danmark, bydes han eller hun officielt velkommen som en værdifuld medborger i landet. Dette skal ske fra statens side, fra kommunens side og fra lokale beboergruppers side. Holdningen kan her være:

• Du er lige så værdifuld som andre, der bor i landet.

• Du har samme rettigheder som andre, der bor i landet.

• Hvad kan vi hjælpe dig med?

• Og hvad kan du hjælpe os med

• Du er en af os.

• Vi er glade for, at du er her, for du er en ressource for landet. Du er med til at sikre mangfoldigheden og farverigdommen i landet. Du er med til at modvirke snæver nationalisme og ”vi-er-de-bedste-i-verden-mentalitet”. Du er med til at sikre, at befolkningstallet ikke går tilbage. Du er med til at sikre fremtidens velstand ved hjælp af din arbejdskraft.

• Vi stoler på, at du vil være med til at gøre vort fælles land bedre.

• Vi stoler på, at du vil søge at tilegne dig universelle værdier som f.eks. ligestilling mellem kønnene, trosfrihed og tolerance.

• Vi stoler på, at hvis du yder en indsats for fællesskabet. f.eks. via arbejdsmarkedet, så vil du også blive værdsat af øvrige danskere, og du vil finde din ligeværdighed på lige fod med andre, der bor i landet.

3. Ud fra den beskrevne holdning er det samfundets og arbejdspladsernes ansvar at gøre alt, hvad der er muligt, for at finde et job til den nyankomne. Som Farums ellers super-liberalistiske borgmester Peter Brixtofte har udtalt: ”Jeg er dybt uenig med mit partis indvandrerpolitik, for der er intet integrationsproblem, hvis blot nydanskere får jobs.” Det er jobbet, der giver selvrespekt, værdighed og respekt blandt andre danskere. Det er jobmulighederne, der fjerner den negative tankeform om, at indvandrere er en omkostning for samfundet.

Ved den danske dronnings nytårstale var der en mindre ”opsang” til danskerne over en for afvisende holdning til nydanskere, men jeg savnede, at hun føjede til: ”Jeg vil gerne sige til alle, der har fået lov til at blive i vort land: Velkommen til Danmark. Du er nu dansker lige såvel som andre danskere. Vi glæder os til det, som du kan tilføre vort fællesskab fra dit hjemland. Og vi stoler på, at du sammen med os andre vil vær-ne om vore humane værdier og om vort land.”


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap