| Mobningens anatomi af Søren Dreier Intuitiv.dk Der kører og heldigvis for det, en heftigt debat om mobning i skolerne. Problemet er, at mobningen ikke rigtigt hører op, der kommer flere og flere historier op til overfladen, som det kræver et stærkt hjerte at fordøje. Jeg kunne mene, at en af grundende til at man ikke rigtigt finder “ løsningen “ ( for så vidt den eksisterer ) er at man sigter forkert. Man sigter på mobberne og de krænkede. I mine øjne er det ikke så smart, af flere grunde som jeg vil komme ind på her. Jeg har en hvis erfaringen med at coache arbejdspladser i voksenmobning. Ofte gør man her mobningen til et problem to mennesker imellem og det er helt galt. Mobningen er mod HELE arbejdspladsen og en krænkelse af de almindelige samfærdselsregler man har, som sociale individer - der har arbejde, dels for at få nogle kroner i kassen og så alle de mindst ligeså vigtige årsager : det sociale samvær, muligheder for personlig vækst, at have sit netværk og så videre. Det er ofte en forfejlet politik på disse mobningsramte arbejdspladser at stirre sig blind på : krænkeren ( mobberen ) og den krænkede ( det såkaldte offer ), da man hvirvles ind i en masse uoverskueligt fikumdik a`la : “så sagde den og så gjorde den” og videre i den dur. Det er meget mere effektivt at sige : “ hvis du krænker een af os - så krænker du alle “. Vi er blevet så behandligsnavleskuende forvænte at vi bruger timer, uger, år på at finde årsagssammenhænge der stort set bare er pseudoterapeutiske og som giver mobberen en masse opmærksomhed. Vi søger efter årsag og sammenhænge, hvor der dybest set ikke er nogen. Det kan koges ned til en ting : kan du ikke opføre dig ordentligt - så er du ikke den vi har brug for. Fordi du krænker vores samværskultur ! Måske vore skoler kunne lære noget her, eller bare finde inspiration. Nu er det jo desværre ikke sådan på alle arbejdspladser. Der sidder gerne en psykolog i hjemmestrik eller en hændervridende girafsprogsterapeut og knokler løs for at finde “ psykosociale sammenhænge “ i de “ mellempersonalelige interaktioner “ som dybest set ikke er tilstede. Visse vasse - Allan Olsen kalder den slags brækposepædagogik - og jeg er enig med Allan. Men det gir masser af arbejde til disse mennesker så på den måde er det smart nok. Man taler problemerne større end de er ! og det er spild af tid. Det samme gør skolerne. Om man har bevæget sig for meget fra en indlæringspædagogik i skolerne til en behandlerpædagogik skal jeg lade være usagt, men jeg har en mistanke. Skolerne kunne lave en rammeaftale med forældre og elever. Denne rammeaftale kan indeholde de “ færdselsregler “ man som skole ønsker at have. Vi vil ikke have at I driller. I skal tale pænt. Vold er forbudt. Og videre. Og den skriver man under på. Som det kører nu rundt omkring har man mere en “ individuel frustrations skala “ og den foregår med nogenlunde samme klarhed og målrettethed som et 200 meters hækkeløb for mennesker uden retningsans. Den ene forældres jammer er den andens livsfilosofi. Lad mig give et eksempel : Jeg greb ind overfor noget mobning sidste år og talte med denne her forældre som sagde : “ Det er jo sådan på skoler og i samfundet at den stærke overlever “. Tak skæbne. Det er jo Darwin kogt ned i 3. klasse. Fascismens grundpille. Et uhyggeligt standpunkt. Så er problemet, at hvis disse forældre der har disse holdninger og dem må de have i fred, skal intervenere i mobning, vil det ske ud fra denne filosofi. Jeg står ikke der, men har jo min gang på samme skole og mener egentligt at alle har fortjent at overleve. Det giver skolen et problem - hvis man skal forene disse to holdninger og gøre dem synlige i hvad man kan kalde en aktiv mobbepolitik. Det kan ikke lade sig gøre og jeg mener at man kan spare sig anstrengelsen på forhånd. Skolen har flere hundrede forældre med ligeså mange holdninger og tak for det. Men behøves man at forene disse - hvilket man pt. forsøger mange steder for at komme mobningen til livs ? Mit svar er et klart nej ! Hvis skolerne turde tage et voksenansvar eller virksomhedsansvar og det mener jeg ikke at de gør, de fimser rundt i stedet og prøver at gøre alle tilfredse, men tager de dette ansvar og gennemdiskuterer skolens sociale værdigrundlag ud fra de mennesker som de er, som lærere, som ansatte, som ansvarlige en meget vigtig periode i vore børns liv, så ville det være nemmere for alle at orientere sig : Både skolen, forældrene og rollingerne. Jeg mener 10 klare regler eksempelvis : Ikke slås, ikke drille, ikke psykisk terror, plads til alle og så videre, det må de selv finde ud af. Så var der ikke så meget tvivl hverken hos lærere, børn eller forældre. Hvis man ikke kan lide skolens regler - er man velkommen til at finde en anden skole. De fleste skoler har regler omkring lektielæsning. Det ville være kikset hvis man som forældre er modstander af lektier at sende sit barn derhen så. Man skal oven i købet have tasker og penalhuse med i skolen, er man modstander af det - så skal man finde en hvor det ikke er et krav, Og så mener jeg egentligt at skolen kan tælle til 3. Hvis du overskrider vore sociale værdier så har du 3 chancer. Går du videre end dem - så er det ud ! Mit ønske og mine børns med er at skolerne TØR tage ansvar og ikke overlade mobbepolitiken til en slags situationspædagogik, hvor det er mere eller mindre tilfældigt hvad der bliver grebet ind overfor. Gider skolerne det - eller lider de af panisk forældreangst og berøringsangst for i det hele taget at tage nogle kollektive beslutninger og stå ved dem. Et sidste eksempel : en dreng havde fået tæv af nogle elever der var meget større end ham selv. En lærer spørger Gudhjælpemig den tævede om han skal skælde voldsmanden ud ! Det skal læreren ikke spørge om af flere grunde som du sikkert kan regne ud. Han skal bare reagere og tage voksenansvar uden at inddrage offeret i det. Bag om gardinet er sådan en episode meget sigende for, at han ikke et øjeblik tager ansvar over mobningen på denne skole hvor dette forgik. Gider I godt komme i gang derude ! |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap