Dødsstraf eller ikke? - af Manuela

Så blev fange nr. 1001 henrettet i USA, der siden landet ved hjælp af en højesteretsdom genindførte dødsstraffen i 1976.

Det er vel unødvendigt at gøre opmærksom på, at mord er en grusom forbrydelse. Enhver ved, at mord er en af de største synder, et menneske kan begå og meningerne er delte. Faktum er, når en far lige myrdet sine to mindre børn i DK som der skete for få dage siden, så kommer der igen gang i holdningerne omkring dødsstraf på de forskellige debatfora, også uden at debattørerne har sat sig synderligt ind i konsekvenserne omkring indførelse af dødsstraf. Men mange bliver følelsesmæssigt påvirkede, når det sker i vort lille land, og glemmer at der altid kan være et gran af tvivl, som til enhver tid skal komme den dømte til gode.

Som udgangspunkt, så er det faktisk ret sikkert og bevæge sig på veje og stræder i DK og så ikke at forglemme, at de fleste mord der bliver begået i DK, oftest sker imellem mennesker der på en eller anden måde kender eller har været i berøring med hinanden. Det er faktisk ikke så ofte, at der sker rovmord eller mord på uvedkommende mennesker. Faktum er jo, at vi alle på et eller andet niveau, har en potentiel morder i os, hvis vi bliver presset ud over hvad vi kan tåle, affektmord sker jo i sagens natur i affekt og er således ikke noget der er planlagt på forhånd.

Personligt tror jeg ikke, at nogen vågner op om morgenen og overvejer hvem de ”nu” skal slå ihjel selv samme dag. Jeg er bekendt med, at der findes en lille %-del som er udenfor det vi kan for pædagogisk rækkevidde eller dys funktionelle og indenfor kategorien psykopater. Men det er så lille en %-del af befolkningen, at det vil være ikke blot urimeligt og ude af proportionel hold i virkeligheden, at indføre dødsstraf for at hævne ofret og ofrets familie på grundlag af så lille en gruppe.

Mange argumenterer for dødsstraf, da de mener at det er vanvittigt, at samfundet skal bruge kr. ex-antal på at indespærre en morder resten af hans/hendes dage. Der er dog den mindre detalje, at faktisk er udgiften til en retssag med krav om dødsstraf og efterfølgende appelsager og henrettelse er 3-4 gange så høj, som udgiften til at fængsle vedkommende i de ca 40 år, som er den gennemsnitlige afsoning ved livsvarig fængsel.

Jeg tror som udgangspunkt, at vi skal være glade for, at vi har et andet retssystem i DK end i USA, hvor der er dødsstraf i 38 af de 52 delstater. Ligeledes er problemet, at loven er forskellig fra stat til stat, hvilket vil sige, at i nogle stater kan du risikere og få livstid, hvis du bliver taget 3 gange for en forbrydelse, som kan være så banal som tøj-tyveri, tv-tyveri, salg af crack etc. Så er man ikke egnet til at leve i samfundet og skal således fjernes fra gaderne, så den øvrige befolkning kan føle sig mere sikker. Man bliver resocialiseret igennem sådan en små 20 – 30 år og burde efterfølgende ifølge det amerikanske retssystem være forberedt på at leve ude i det pulserende liv.

Man kunne forledes at tro, at med så langvarige straffe samt udsigten til dødsstraf ville kriminaliteten være nedadgående, men den er jo faktisk neget opadgående, hvorfor vi således må konkludere, at lange straffe i sig selv ikke virker præventive.

I USA kan man risikere og komme rigtig galt af sted, ved at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Man er virkelig på spanden, hvis man pludselig står tiltalt ikke har et alibi. Tanken er i sig selv skræmmende, netop fordi, hvor ofte er vi mennesker ikke alene. Hvor tit har ingen noget alibi. Det betyder intet i vor hverdag, og intet menneske gør sig seriøst nogle tanker om det, men faktum er, at nogle mennesker bliver dødsdømt på så lille et grundlag i USA udover at man kan blive dømt på indicier.

Loven er ikke ens for alle i USA, idet, dem der har penge ofte får enten en lavere straf eller bliver frifundet i forhold til dem der modtager en beskikket forsvarer. En beskikket forsvar, som har bunker af klienter, som de får en meget lav timesats for at forsvare helt ned til et par hundrede kroner timen. De har får for lidt tid til at sætte sig ind i sagerne etc. og således kan man risikere og blive dømt for noget man ikke har gjort, se frem til en lang fængselsstraf eller endnu værre en dødsstraf.

Fængselsindustrien er for en stor del privatejet i USA, og der faktisk er ret mange penge i det. Aktierne har en høj kurs i de børsnoterede selskaber. Specielt de nyopbyggede højsikrede fængsler, hvor de ansatte faktisk ikke har fysisk kontakt med en fange, men alt foregår elektronisk og hvor ansatte bevæger sig rundt med våben overalt i fængslet. Mange fanger lever 23 timer i døgnet i en lille celle uden nogen fysisk kontakt med andre. De kan ikke kommunikere verbalt med øvrige medfanger, og besøg modtages med vindue imellem, så fysisk kontakt ikke er muligt.

Jeg tror at man må gøre op med sig selv, om man kan gå ind for dødsstraf. Erindre at dødsstraf er uigenkaldelig og kan ramme uskyldige, og det er aldrig bevist, at den forebygger kriminalitet mere effektivt end nogen anden straf.. Når man faktisk ved at systemer kan fejle jævnt og ofte og den indbyggede risiko for justitsmord burde i mine øjne være grund nok til ikke at have dødsstraf;.

I alt er 123 fanger undsluppet deres dødsstraf i USA siden 1973 - langt størstedelen er sluppet fri de sidste 15 år, hvor DNA-analyse er blevet udbredt. Netop ved indførelsen af DNA, er der i USA sket frifindelse af dødsdømte fanger, som har siddet op til 28 år på en dødsgang. Delstater har suspenderet dødsdomme for at gennemgå tidligere retssager, i det der sås tvivl om, fangerne har fået en fair rettergang eller om de måske slet ikke er skyldige, hvilket en gennemgang af beviserne således har vist efterfølgende. Det vil sige, at et menneske har fået taget mange år af sit liv, og selv nå de bliver fri

Personligt finder jeg det mildest talt bekymrende med et retssystem, hvor dommerne og anklagerne (i de fleste delstater) m.m. er folkevalgte, idet der ofte ses en markant stigning i straffene og straflængderne specielt omkring valgene. Og hvorledes kan man overhovedet tale om en fair rettergang, når en - neutral - jury skal tage stilling til ofrenes familiers lidelseshistorier, hvilket er anerkendt og brugt i det amerikanske retssystem. Man kan således også få den tanke, at den dømte bliver straffet 2 gange, først ind imellem helt op til 30 år på en dødsgang og endelig udførelsen.

Mange har den holdning, at øje for øje og tand for tand er rimelig i en mordsag, og man således udviser respekt for ofret og dennes familie. Personligt tror jeg under alle omstændigheder, at ofret er forholdsvis ubekymret, om morderen får den ene eller den anden straf. Ofret kommer i hvert fald ikke tilbage. Familier kan "føle" en - måske - berettiget trøst ved det og være hævngerrige, men det er ligeledes set i USA, at det har givet større psykiske problemstillinger efterfølgende, som familien ikke var bekendt medville forekomme, når ofrets familie f.eks. har overværet selve henrettelsen af den dømte.

Der er for mig og se, mange ofre i en mordsag. Det er ikke kun ofrets familie der føler en stor sorg, morderens familie lider også og er ligeså overvældet af sorg og skyldfølelse. Jeg tror blot, at mange ofte glemmer, at ens sorg bliver ikke mindre, fordi man påfører andre mennesker sorg ved udførelsen af en dødsdom.

Endelig bør man have i erindring, at de fleste som har myrdet i affekt, aldrig efterfølgende har begået noget mord eller andet kriminelt, og faktum er, at når man er dømt og har taget sin straf, så bør det være således at et menneske får muligheden for at leve sit liv på samme vilkår som andre.

Uanset hvad, så skal de dømte leve med deres gerninger resten af deres dage.

© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap