| Psykologisk forståelse af spirituel udvikling II - af Benita Holt RasmussenDen gyldne cirkel © Copyright Benita Holt Rasmussen Transcendens og inklusion: En transpersonlig udviklingsforståelse. Jeg har i forbindelse med mit speciale, der hedder ”Selvoplevelsens Transpersonlige Udvikling”, beskæftiget mig indgående med, hvordan ens oplevelse af hvem man er, uddybes eller udvides i takt med den transpersonlige/ spirituelle udvikling. Indenfor den traditionelle psykologi stopper selvets udvikling ved en oplevelse af, at man er et separat individ, med en stor grad af fri vilje og modet til at tænke selvstændigt. Imidlertid har psykologer så som Roberto Assagioli og Robert Kegan, samt andre transpersonlige teoretikere som fx Ken Wilber anfægtet denne ”separatisme”, idet de samlet hævder selvets mulige fortsatte udvikling. Både Kegan og Wilber forklarer udviklingens rytme som transcendens (overskridelse) og inklusion: Udviklingens rytme eller logik består af kvalitative skift, gradvis over en periode, hvor den gamle oplevelsesmåde transcenderes og inkluderes i en ny og større selvoplevelse. Wilber forklarer, at alt her i universet består af holoner, hvor et holon defineres som et hele, der samtidig er en del af en endnu større helhed (Wilber 2000). Fx er et atom en helhed i sig selv, men samtidig del af en celle. Cellen er tilsvarende en helhed, men også del af et organ, som…osv. På den måde opstår der altid større helheder/dele, som transcenderer og inkluderer de mindre holoner, som de består af. En mere dybdepsykologisk tilgang til denne udviklingsforståelse findes hos Assagioli.Ud over at være psykolog var Assagioli også teosof og nær ven af Alice Bailey. Hans ”psykosyntese” passer derfor som hånd i handske i forhold til teosofien, idet de teosofiske begreber er oversat til psykologiske ditto. Assagioli forstår udviklingen som en disidentifikationsproces, hvor man disidentificerer sig med alle de tanker og følelser, som førhen har kontrolleret én. Dvs. på ét udviklingsniveau er man helt identificeret med en bestemt oplevelsesmåde, men efterhånden som udviklingen skrider frem, begynder man at dis-identificere sig med denne oplevelsesmåde, disse følelser og tanker. Man kan efterhånden begynde at forholde sig objektivt til disse sider af én selv, og dermed også opnå en vis kontrol over dem. Denne forståelse svarer til at begynde at have en forældrerolle i forhold til egoet (A. Lorentsen ”Gralsvejen og indvielse“ s.26). Sagt på en anden måde handler spirituel udvikling ud fra en psykologisk synsvinkel altså om, at den separate selvoplevelse transcenderes og inkluderes i en større oplevelse af at være et Selv (med stort S), hvilket svarer til at være sjælsgennemstrømmet, at identificerer sig med et større hele, der er universel af natur. Det , der sker, er altså, at man begynder at opleve sig selv som værende større end det separate jeg, at ens egentlige jeg, den man egentlig er, er et væsen langt større end det jeg, der lever i en ret begrænset verden. Så i stedet for at tale om at miste sig selv synes jeg, der er fordele ved at tale om at få en dybere selvoplevelse, hvor man ser verden fra et større perspektiv. Det er et niveau, hvor man kognitivt er i stand til at forholde sig til stadig flere faktorer, sådan at det ikke kun er hensynet til nærmiljøet man kan overskue, men også hvordan dette eller hint passer ind i forhold til verden og menneskeheden som sådan. Dvs. et universelt perspektiv. Denne forståelse er i overensstemmelse med, at jeg´et bliver et tjener-jeg, der er underlagt herren i huset, dvs. sjælen. Et muligt kompromis Der er perspektiver og problemer forbundet med enhver måde at tænke udvikling på, og det mest begrænsende er vel at tro, at man har fundet den endegyldige sandhed. Alle tankeformer skal derimod tages med et gran salt i en ydmyg forståelse af, at vi (jeg) på nuværende tidspunkt i min egen udvikling kun formår at rumme en begrænset del af sandheden. I forhold til at tænke udvikling giver det for mig dog mere mening at tale om transcendens og inklusion: at fokusere på de grader af frihed der vindes både fra kroppens begær, materialisme, og senere hen også fra følelsernes dominans. Men jeg er også godt klar over, at udvikling reelt kan opleves som en miste-proces. At livet lærer en at give slip på de indre mekanismer, der begrænser ens liv, og at denne proces kan være meget smertefuld. Så vidt jeg kan se, er det specielt overgangen fra et niveau til det næste, der er angstfyldt og gør ondt. For det er her man må give slip på det gamle og velkendte, endnu før man har opnået en vis form for ligevægt og integration, livsglæde og større frihed på det højere niveau. For mit eget vedkommende skaber det en ro på det mentale plan at fokusere på den frihed, der vindes, og jeg kan mærke, at denne ro smitter af på mine negative følelser og modstand, der er forbundet med udviklingsprocessen. Dvs. den modstand jeg har oplevet i forbindelse med at skulle miste mig selv, blive ansigtsløs osv., er overvundet ved en større fokusering på alt det, Psykologen Roberto Assagioli |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap