Manuela.dk - Psykologisk I - af Benita Holt Rasmussen

Psykologisk forståelse af spirituel udvikling I - af Benita Holt RasmussenDen gyldne cirkel © Copyright Benita Holt Rasmussen

Igennem længere tid har jeg arbejdet med problematikken omkring det ”at skulle miste sig selv”. Det har provokeret mig, både som privatperson og i en psykologfaglig sammenhæng. På det faglige område tog jeg udfordringen op og gik i gang med at skrive speciale på psykologistudiet, både fordi det har min store interesse, men også for at forsøge at bygge bro mellem den etablerede, akademiske psykologi og en mere spirituel forståelse af mennesket og dets udvikling.

Denne skriveproces har så vist sig også at have påvirket mig som privatperson, og det er denne dobbelte proces, jeg gerne vil viderebringe her. Det, der i første omgang motiverede mit speciale, var som sagt en provokation i forhold til at tale om udvikling som en proces, hvor man skal ”miste sig selv”. På det faglige område blev jeg glædeligt overrasket over, at der findes en forholdsvis ny gren indenfor psykologien, der beskæftiger sig med spirituel udvikling, og derved tager fx nærdødsoplevelser og mystiske enhedsoplevelser alvorligt, og ikke som tegn på psykisk sygdom. Det er den såkaldte transpersonlige psykologi, der fortrinsvis stammer fra USA, men som endnu er ret ukendt i videnskabelige sammenhænge i Danmark.

Problemer i forhold til ”miste-metaforen”
For de læsere, der har været tilknyttet Den Gyldne Cirkel og/eller Order of the Golden Grail igennem længere tid, er det velkendt at tale om det at skulle ”miste sig selv” eller at blive ”gennemsigtig” som led i den spirituelle udvikling. Egoets smuldren er en problematik, som hører hjemme op til, og under den 2. indvielse (A. Lorentsen, ”Gralsvejen og indvielse” s.24), i hvert fald for de mennesker, der er koblet ind i gralsstrømmen.

Som psykolog, (med et ego), provokerer denne ”miste-metafor” mig, hvilket der er flere grunde til. Den primære grund er, at ved at bruge en ”miste-metafor” for udvikling, da lægges vægten logisk set på den del af processen, hvor man må give afkald på noget, og der kan være en tendens til at glemme at fokusere på det, der vindes. Som A. Lorentsen skriver i artiklen ”Grader af åndelig frihed” (NS. nr. 4 2003) så vindes der i den spirituelle udvikling stadig større grader af frihed. Så man kan sige, at der er nogle ting, der må gives slip på, men fordelene er mange, og den frihed og indre livsglæde der vindes, er med til at opveje den modstand, der kan være i forbindelse med at slippe centreringen på personligheden.

De andre indsigelser, jeg har i forbindelse med ”miste-metaforen”, er sekundære i forhold til det ovenfor nævnte, og i stor grad følger heraf: I unuanceret form er ”miste-metaforen” problematisk, fordi den bruges overfor en gruppe mennesker, der i overvejende grad er kvinder. (Og i forhold til Den Gyldne Cirkels regi er en stor procentdel af disse kvinder såkaldte deva-engle mennesker, der i forvejen har/ kan have et svagt jeg, se evt. NS nr. 1, 2003 ).

Grunden til at jeg synes, at ”mistemetaforen“ er problematisk i forhold til specielt kvinder er, at kvinder generelt har et lavere selvværd end mænd. Man har måske i store dele af sit liv følt sig ubetydelig, af ringe værdi, ja måske endda at man egentlig ikke har ret til at være her i verden. Ikke ret til at tage sin plads, fylde sin plads ud, og gøre andre mennesker opmærksom på de evner man har.

Eller man har defineret sig selv i forhold til fx sin mand, er blevet omtalt som fx ”Fru Holger Nielsen” i stedet for ved sit eget navn. Når man så endelig er begyndt at finde sin egen styrke og indre værd, er det en stor kamel at sluge, at man som led i udviklingsprocessen skal miste sig selv, eller blive ”ansigtsløs” igen.

Den sidste indsigelse går på, at „miste-metaforen“ kan være svær at bruge, hvis man som spirituelt menneske ønsker at forklare sine medmennesker, hvad det er, man går og laver. Dvs. forklare det til mennesker, som umiddelbart ikke har den indre forståelse eller fornemmelse af, at det ikke er negativt at skulle miste sig selv. Løsningen bliver så måske at fortælle så lidt som muligt. Men på den måde når vi jo ikke uden for vores egne rækker, så at sige, det bliver sværere at påvirke andre, som måske er nysgerrige, men alligevel ikke tænker spirituelt. Grundet disse problematikker mht. at tale om udvikling som en misteproces synes jeg, det er nødvendigt at supplere med en transpersonlig udviklingsforståelse.

Fts.

Tilbage

Udskriv denne side