Manuela.dk - Kunsten at bliver inspireret I

Kunsten at bliver inspireret af Mikkel Urup Urup.dk

Hvordan opstår inspiration?
Det at være inspireret er en produktiv tilstand for en kunstner. Som kunstner har jeg observeret nogle tilsyneladende lovmæssigheder omkring den ellers lidt flyvske muse's væsen.

Det følgende fremsættes ikke som et absolut postulat men mere som mine egne arbejdsnoter. Uden mad og drikke dur helten ikke. Uden inspiration dur kunstneren heller ikke. For at udvikle sig kunstnerisk er det essentielt at man inspireres. Dette gør følgende spørgsmål centrale: Hvad er musens væsen, hvor færdes hun, hvordan påkaldes hun og hvor er det helt sikkert at hun aldrig nogensinde vil dukke op?

Lad os først slå fast at man ikke bliver inspireret hvis man forholder sig uengageret/uinteresseret til de indtryk man får igennem livet. Man skal allerede under "fordøjelsen" af indtrykkene investere noget af sig selv, noget liv. Man skal opleve, føle, mærke... Man skal mentalt være til stede, det er ikke nok mekanisk som en computer at arkivere indtrykkene, man skal "rammes" af oplevelsen - Jo mere des bedre.

En helt dagligdags oplevelse kan være en fantastisk inspiration - men kun hvis man virkelig intenst oplever den. Omvendt kan en oplevelse af fuldstændig usædvanlig karakter være fuldstændig uinspirerende hvis den ikke "rammer" en. Maleren Paul Klee fortæller i et foredrag fra 1920 er lignelse hvor kunstneren er et træ der trækker kraft fra sine rødder til at skabe sin krone, rødderne er livets oplevelser og kronen er hans kunstneriske skabelse.

En næsten matematisk ligning synes at være gældende: Livskraft (ikke nødvendigvis ens egen) + indtryk = inspiration Denne inspiration kan så oplagres til senere eller udnyttes med det samme til frembringelsen af et levende udtryk.

Sagt lidt endnu mere kompakt: Liv + indtryk = Liv + udtryk.

Hvis man undlader "liv" i ligningen får vi blot en mekanisk spejlning af indtryk på linje med hvad et videokamera uden kameramand ville gøre. Når vi tilføjer et levende væsen som en kameramand der forholder sig til det vedkommende ser, får vi et levende udtryk bagefter at kigge på.

Denne lille "ligning" er mit redskab til at undgå at være uinspireret, for at undgå at få "malerarm". Det bliver nemlig betydeligt nemmere at se hvilke situationer der ikke er frugtbare. For en maler er det mest uinspirerende nok et hvidt lærred, for en forfatter ville det vel være et tomt stykke papir. Disse tilstande kan som kviksand drukne ens kunstneriske visioner. Undtagelsen er selvfølgelig at man i sit møde med "tomhed" lader tidligere indtryk udkrystalliseres. Man kan sige at tomheden godt kan fungere som en katalysator for at indtryk man har fået tidligere i sit liv svømmer op til overfladen af ens bevidsthed.

For det meste er tomheden det hul der ingen bund har.
Jeg kender en kunstmaler som tog fri for sit almindelige arbejde for rigtig at have god tid til at male. Til sin rædsel fandt han ud af at han nu pludselig var helt uinspireret og intet fik fra hånden, mit råd var at han hurtigst muligt skulle genoptage sit arbejde. Dette hjalp pudsigt nok.

Sanseindtryk er tilsyneladende modgiften mod en uinspireret sindsstemning. Mangen en kunstner sidder i et tomrum uden inspiration og forsøger at tvinge noget ud - Det er at sammenligne med at gå på toilettet uden grund. Man er bange for at gå i gang, bange for at lave en fejl, det skal nemlig være perfekt fra starten af. Jeg har selv døjet en del med dette: En dag fik jeg en af mine største kunstneriske erkendelser: Man skal aldrig være bange for et hvidt lærred, jo større respektløshed des bedre.

Det er en utrolig lettelse at opdage, at det at starte den kreative proces temmelig uinspireret, meget ofte kan sætte gang i inspirationen. Det at der pludselig er en stor grim klat maling på det store tomme hvide lærred kan sagtens opleves inspirerende. To store grimme uopfindsomme klatter er utrolig meget mere inspirerende end det tomme nøgne jomfruelige lærred. Før man ved af det, er man pludselig i fuld sving med den kreative proces. Man skal lige spille sig varm. Sceneskræk kureres nemlig ikke i kulissen, det kureres altid på scenen.

Rent filosofisk er det et spændende spørgsmål om det rent faktisk kan lade sig gøre at skabe noget uden nogen forudgående inspiration overhovedet. Jeg tror at svaret er ja, men jeg tror kun at det gælder for den første streg man placerer på lærredet. Den næste stregs placering vil være inspireret af den første stregs placering. Man kan altså have at inspirationskilderne holdes indenfor lærredets fire vægge. Dette er jo nok typisk for abstrakt kunst hvor man kan tilstræbe et udtryk der er helt uafhængigt af vores normale hverdag.

Fts.

Udskriv denne side