Depressioner en ond cirkel af Psykiater Bjarne Hansen

Flere og flere berøres af depression. Men hvad skal vi stille op med et medmenneske, der søger hjælp mod tristessen, men bagefter stormer destruktivt videre på jagt efter anerkendelse?

Kronikken
Depression er noget de fleste kender og har en mening om. Ofte er der stor afstand mellem befolkningens syn på depression og lægevidenskabens:
Lægevidenskaben definerer depression udfra operationelle kriterier og opdeler fænomenet i lette, middelsvære og svære tilfælde, idet der ikke findes et enkelt (patognomonisk) tegn, som afgør tilstanden.
Befolkningen i øvrigt opfatter tilstanden intuitivt i et kontinuum fra at være ‘lidt ked af det‘ til at have opgivet livet.
Ofte hører vi, at det lægevidenskabelige syn på sygdom er reduktionistisk. Sådan bliver det i hvert fald ofte, når man graver sig for meget ned i detaljen og mister overblikket.
I sundhedsvæsenet ser vi de sværeste tilfælde, og ofte behandler vi dem med medicin eventuelt kombineret med psykoterapi og miljøterapi. I vores samfund er det tilsyneladende nødvendigt at bruge disse behandlingsmetoder, og hvilke, der vælges er i høj grad
politisk bestemt. Ofte vil folk helst have psykoterapi, mens politikerne ser en fordel i at vi har en pille, som kan løse problemet let og billigt. Psykoterapi er dyrt – i hvert fald på kort sigt, og en ændring af vores levevis synes uoverkommelig.
Den lette depression kræver måske ikke lægens indsats, men går over med tiden, med omgivelsernes omsorg. Den middelsvære behandles oftest succesrigt med medicin og/eller psykoterapi. Det sværeste tilfælde kræver ofte indlæggelse, da det kan være livstruende:
Patienten ligger måske hele dagen i sengen, er holdt op med at spise og drikke, har dystre og urimelige tanker, som ikke kan korrigeres, f.eks. tanker om død og selvmord, for at komme væk fra
sine lidelser og måske fordi hun eller han »ikke fortjener at leve«. Indlæggelse sikrer patienten ro fra sine mere og mindre rimelige forestillinger om omgivelsernes krav. Medicinsk behandling og/eller elektrostimulation redder patientens liv og genopretter patientens livskvalitet – i hvert fald for en tid.
Depression er en taknemmelig tilstand at behandle – ikke mindst med elektrostimulation, som på få uger får patienten fra en dødlignende til en glad og smilende tilstand fuld af håb og tro på fremtiden.
Det er sådan, vi som læger ofte møder den deprimerede patient. Men forud for dette er der gået lang tid, hvor patienten er gået fra at være i sin normale tilstand til den syge tilstand. Ingen bliver deprimeret fra den ene dag til den anden, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor der skal gå så lang tid før der bliver taget vare på tilstanden, og at patienten når at blive så syg.
Dette skyldes dels omgivelsernes manglende opmærksomhed, dels patientens ønske om at skjule eller benægte problemerne, da samfundet kræver at man er effektiv hele tiden.
Depression kan være et enkeltstående tilfælde, men ofte har patienten gennemgået flere depressive perioder, som er »gået over af sig selv«. Ved gentagne depressioner er der ofte sket store skader af social og uddannelsesmæssig karakter før patienten endelig kommer i behandling.
Den medicinske behandling bedres heldigvis hele tiden med præparater, der har større effekt og færre bivirkninger. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at medicinen går til ondets rod. Snarere griber medicinen ind ét sted i en lang kæde af biologiske reaktioner, som vi rent faktisk ikke kender den eksakte natur af. Men den virker og det er nyttigt og ofte også nødvendigt.

Stress-diatese-modellen udsiger at visse mennesker er mere følsomme, og derfor lettere udvikler depression ved uhensigtsmæssige ydre påvirkninger. Og vi skal vel alle have lov til at være her og yde efter formåen og allerhelst det vi er bedst til, hvilket ofte også er det, vi interesserer os mest for, og det som giver vores liv bedst mening.
I vores kultur er kravet om at være effektiv mere og mere overvældende og vores fokus på vores psykiske indre og medmenneskelige relationer synes at lide tilsvarende. Vore familier er blevet splittede, vi bor langt fra hinanden, har alle sammen travlt og mangler tid og rum til at tage os af hinanden.
Det er blevet umuligt at trække sig væk fra ræset, når det bliver for meget og vi har behov for at finde os selv igen. I andre kulturer er det stadig acceptabelt at trække sig, når kroppen eller sindet trænger til ro, og det er muligt at indrette sig efter sindets og kroppens behov i familien og arbejdslivet. Når vi i vores kultur ser flere og flere tilfælde af depression bør vi overveje om vi har indrettet os hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med vores natur.
Vi har i den grad brug for at genskabe den dybe samtale og respekten for hinanden, vores forskel-ligheder og forskellige ønsker til livet, og ikke stille større krav til hinanden og os selv end vi kan leve med.
Ofte ser vi at den deprimerede efter en ‘veloverstået‘ depression falder tilbage i de gamle mønstre, bliver meget aktiv og sætter mange projekter i gang for igen at imponere omgivelserne og opnå den anerkendelse, han måske aldrig fik af forældrene i barndommen.
Det fører uvægerligt til, at han igen knækker sammen under presset og bliver deprimeret igen. Sindet og kroppen skal nu engang have ro engang imellem – især når man ikke er sig selv tro.

Den aktive tilstand efter depression bør ikke forveksles med mani, som er en sjælden tilstand og tilsyneladende uafhængig af samfundsforhold.
Vi skal støtte den deprimeredes ønsker. Det er vigtigt at lytte og bruge sin indlevelsesevne, frem for at give gode råd. Dem har den deprimerede fået rigeligt af i forvejen og gode råd falder ofte tilbage på giveren, når de alligevel ikke virker for den anden.
Tværtimod skal vi være lyttende, og hjælpe den deprimerede med at finde ud af hvad han eller hun selv har af ønsker og til at erkende hvad og hvem der forhindrer, at de kan opfyldes. Vi må støtte den deprimerede i at frigøre sig fra disse bånd, hvad enten de er selvpålagte eller der findes en reel plageånd, som man må tage et opgør med.
Risikoen for at man mister den man gør oprør mod er meget lille, snarere opnår man respekt ved at sige sin mening og holde fast i sine egne ønsker og mål. At komme godt igennem en depression er ofte en langvarig proces, men den er nødvendig og den der giver den deprimerede muligheden for et godt liv.
Et eksempel er den 40-årige mand med en del parforhold bag sig, som har haft flere depressioner igennem sit liv, som han selv har kæmpet sig igennem.
Imidlertid bliver hans depressioner værre og værre og op til den første indlæggelse har han formået at skubbe alle fra sig og har opgivet at gå på arbejde. Omgivelserne bliver tiltagende bekymrede, og overtaler ham til kontakt med en læge. Han bliver i starten indlagt på lukket afdeling på grund af selvmordsfaren, og overtalt til den nødvendige medicinske behandling.
Efter et par måneder klarer han op og kan tale om sin fremtid og genvinder selvtilliden og kræfterne. Under indlæggelsen deltager han efterhånden i forskellige aktiviteter og finder nye sider af sig selv og interesser, som tidligere har været skjult for ham. Gennem psykoterapi og gennem en sej kamp går det efterhånden op for ham at han lever efter sine forældres ønsker og ikke sine egne. Nye muligheder åbner sig og patienten udskrives og vælger at fortsætte i terapi og hans liv tager en ny og mere tilfredsstillende drejning.
Et andet eksempel er kvinden, der ikke vil se sine problemer i øjnene og periodevis drikker sine sorger bort og aldrig kommer i behandling eller møder den person, der har kræfter og indsigt til at trække hende ud af det sidespor hun er kommet ind i. Hun ender sit liv på en medicinsk afdeling med store skader på sit fysiske helbred udover den indre psykiske smerte, der blot er blevet værre og værre.
Den deprimerede vil ofte søge ensomheden, og føler sig ikke værdig til andres selskab. Det kan komme til udtryk på flere måder. Ved sin vrede og udskælden holder han måske omgivelserne på afstand eller ved evindeligt gentagne klager, som man til sidst ikke kan holde ud at høre på. Når vi herefter holder os væk bliver han/hun blot endnu mere sikker på sin egen utilstrækkelighed.
Det gælder om at kunne rumme vreden og beklagelserne. Vise at vi er der, uanset hvad der sker. Og at vi kommer tilbage, uanset hvad den deprimerede mener. Men også at vi er klar til at acceptere den deprimerede, som han eller hun er.
Vi skal holde fast i den deprimerede, også når depressionen er overstået. Livet skal også tages alvorligt i de gode perioder, for det er her, man finder kræfter til at ændre forholdene til det bedre.
Når det er gået rigtig galt, er det nødvendigt at have psykiatrien, medicinen og psykoterapien. Men det er bydende nødvendigt at vi også ser på og overvejer vores måde at leve på – for det er her vi har muligheden for at undgå at blive deprimerede.

FAKTA
Bjarne Hansen er læge og har siden 1997 uddannet sig med speciale i psykiatri (efter at have oplevet en påfaldende sammenhæng mellem somatiske sygdomme og personlighedstyper)

Kronik 23. september 2002 bragt i Information og lagt på, med tillladelse af Bjarne Hansen

© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap