| Aktuel kommentar til oversvømmelseskatastrofen i Asien 26.12.04 af Asger Lorentzen. Inspiration ved Yvonne Wassini, intro og efterskrift ved Asger Lorentsen Den gyldne cirkel © Copyright Asger Lorentzen Store naturkatastrofer har en sammenhæng med en befolkningsgruppes, en nations eller hele menneskehedens karma. De er virkninger af en af det planetare væsens måder at heale sig selv på svarende til at gå gennem en febertilstand for at opnå en bedre balance. Denne voldsomme genoprettelsesproces sker kun, hvis den passer ind i udløsningen af kollektiv karma i et bestemt område. En kollektiv karma i disse årtier hænger igen sammen med, hvor der er behov for at speede en bestemt type udvikling op via en vækkelses- og transformationsproces. I virkeligheden har menneskeheden i denne tidsalder med så megen hensynsløs udnyttelse og forurening af den levende jord meget mere kollektiv karma ”til gode” end der udløses, fordi vi får hjælp af Det Store Hvide Broderskab (i tilknytning til Det Karmiske Råd) til, at der kun udløses minimal karma og på måder der gør mest mulig gavn for flest mulig mennesker eller nationer. I det lys har den nuværende katastrofe en maksimal virkning, fordi så mange nationer er blevet ramt direkte eller – via turisme – indirekte. I forbindelse med katastrofen i Syd-østasien kom følgende inspiration gennem Yvonne Wassini d. 28.12.04: ”Når der opstår store begivenheder på Jorden, søger Hierarkiet at skubbe mest muligt på udviklingen fra gruppebevidsthed til individualisering og åndelig søgen (de 2 fysiske indvielser, der kommer før den første indvielse). Jordskælvet giver en påmindelse om, at livet ikke er statisk, og at selv for dem, der lever i velhavende og sikre lande, kan tilværelsen ændres på få sekunder. Derved hjælpes menneskene til ikke at falde i søvn i trygge og statiske liv. Samme formål og virkning havde fyrværkeri-katastrofen i Kolding. Ved sådanne vækkelser tænker mennesker over, hvad der virkelig har betydning, hvilke værdier, de bygger deres liv på, og hvad deres livsengagement er. Jorden skælver under åget fra menneskenes overgreb, og vandet renser ud i menneskenes begær. Når store naturkatastrofer sker, kan det ikke altid styres, om den enkelte kan overleve. For de fleste mennesker har det heller ikke så stor betydning, om deres liv afsluttes før planen for den enkelte. Men for de indviede og andre, som i særlig grad hjælper deres medmennesker, er der en særlig englevagt, som hjælper med ikke at være i en bestemt zone, hvor man kan rammes, eller som hjælper med netop at være i et område, hvor man kan hjælpe uden selv at blive ramt. Der var således mange hjælpere til stede i katastrofeområderne, som netop har evnen til at træde til og hjælpe, og som blev beskyttet mod selv at omkomme. For de overlevende kommer spørgsmålet: Hvorfor var det lige netop mig der overlevede? Sådanne spørgsmål åbner til en større livsforståelse, en større fleksibilitet i tænkningen, en udvidelse af verdensbilledet og en mulighed for at se længere end til sine egne behov. Derved går mange af de overlevende, deres pårørende og andre der lader sig berøre af katastrofen, videre til: Hvordan kan jeg anvende mit liv til at gøre en forskel i verden?” Efterskrift: Hvordan kan vi hjælpe? Mange lysarbejdere har opdaget, at de har været mere fraværende eller trætte i dagene efter naturkatastrofen. Det skyldes, at de har været engageret i deres indre lysbevidsthed med at heale, transformere sorg eller – i nogle få tilfælde – hjælpe dem, der er gået over i chok, med at komme videre på det astrale plan. For os alle gælder, at vi ud over at hjælpe med at donere til en hjælpeorganisation kan: · Gå i forbøn for ofrene, således at de kan få maksimal hjælp fra engleriget · Fjernheale ved at påkalde guddommelig kærlighed (evt. via Østens verdensmoder Quan Yin) til de lidende på det fysiske og det indre plan og ved at formidle medfølende, forvandlende eller opløftende kærlighed |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

