Manuela.dk - Klimaforandringer I

Klimaforandringer og menneskehedens frie vilje I af Asger Lorentsen

Den gyldne cirkel © Copyright Asger Lorentzen

Hvad er Koyote-aftalen?
I disse dage bliver Koyoteaftalen bindende for de ca. 60 lande, der har underskrevet aftalen. Underskriverne er især de europæiske lande herunder Rusland, medens lande som USA, Kina og Indien (endnu) ikke har underskrevet, da de mener at aftalen er for dyr for dem. Aftalen er en milepæl i menneskehedens beslutningsprocesser vedrørende global ansvarlighed, fordi vi for første gang tager et forpligtende skridt til at ændre menneskeskabte klimaændringer, selv om ændringerne ikke vil gavne den nuværende generation af beslutningstagere.

Aftalen kun en lille begyndelse til at stoppe det store udslip af Co2, som de fleste klimaforskere ser som hovedårsagen til, at gennemsnitstemperaturen på Jorden er steget 0,5 grad de sidste 50 år, til at vi har haft 8 ud af 10 varmerekorder inden for de sidste 10 år, til at storme og cykloner tager til i styrke, til at gletchere på Grønland, på Antarktis og på Sysamerikas sydspids smelter, og til at havene bliver varmere. For at vi skal bringe Co2-udslippet i balance er det langt fra tilstrækkeligt at reducere forbruget af fossile brændsler med ca. 5%, som Koyoteaftalen lægger op til. Der skal antageligt en reduktion på ca. 70 % til, før balancen kommer.

Bjørn Lomborg og USA's regering argumenterer mod Koyoteaftalen ud fra, at der stadig er usikkerhed om, hvorvidt den globale opvarmning skyldes menneskeskabte faktorer, og ud fra at aftalen er så dyr, at det er langt billigere at kystsikre, når vandet stiger og omlægge afgrøder der tilpasses et varmere klima og at stormsikre husene bedre. Disse argumenter rækker imidlertid ikke i forhold til det virkelige problem i den globale opvarmning: Når opvarmningen når et vist momentum bliver den selvforstærkende, så temperaturstigningen vil øges hurtigere og hurtigere, selv om der ikke udledes mere menneskeskabt Co2! Dette skyldes selve den drivhusvirkning, at et overskud af varme bliver inden for det forøgede skydække og ikke kan forlade kloden. Herunder er der flere ubekendte, som kan skabe uoverskuelige klimaforandringer: Der findes enorme mængder metan bundet som is på havenes bund, som er på grænsen til at tø op: Hvor meget når at tø op, før vi selv bliver Co2-neutrale? Og klimamodellerne tyder på, at havstrømmene kan ændre sig, så f.eks. Golfstrømmen ikke længere fortsætter til den nordlige del af Atlanterhavet, hvorefter vi kan vente, at den sibiriske kulde får langt større indflydelse i Nordeuropa.

Er uforstanden utilgivelig?
For hele menneskeheden er det et grundlæggende problem at vi er ved at spille hasard om hele menneskehedens, dyrerigets og planterigets fremtid blot for at tilfredsstille nogle få generationers ønsker om materielle goder. Dette er i sig selv så uetisk, at det nærmer sig det utilgivelige, fordi virkningerne – hvis accelerationen tager til ud over nogle få grader – også vil opleves om 10.000´er af år og måske aldrig kan ophæves. Utilgiveligt skal her forstås i den forstand at generationerne om 10.000 år stadigt vil lide så meget under ændrede klimaforhold, at de vil tænke på 1950-2100 som præget af dumhedens og egoismens snæversyn.

Vil Gud hindre klimaopvarmningen?
For åndeligt indstillede mennesker er der den særlige problemstilling, at vi er forbavsende passive i denne hasard om klodens fremtid. Det er som om vi er faldet i søvn i en forventning om, at fremtiden under alle omstændigheder vil tegne lys, så der er intet at være urolig for. Bag dette gemmer sig en forventning om at Gud, rumfolket eller Det Store Hvide Broderskab vil gribe ind og hindre at det går galt. Her skal vi forholde os til følgende åndelige forståelser:

1. Det er rigtigt at Guddommen ultimativt vil gribe ind for at forhindre, at Jorden bliver ubeboelig for plante-, dyre- og menneskeriget. Men den guddommelige indgriben vil først og fremmest foregå ved at vække menneskeheden til større modenhed, ansvarlighed og holistisk forståelse. Denne vækkelse vil uundgåeligt ske gennem kollektive lidelser, der afspejler vor uforstand og er en respons på vore materielle begær. En acceleration af klimakatastrofer, fænomener der viser klodevæsenets feberrystelser, lidelser der skyldes forurening samt andre lidelser som skyldes klimaforandringer er således vor bedste læremester. Problemet med denne form for indgriben er at den kommer så sent, at megen acceleration af temperaturen allerede kan være i gang, før karmaen viser sin fulde virkning.

2. Guddommens hjælp til menneskeheden i begyndelsen til Vandbærerens Tidsalder er primært en hjælp i form af højere vibration, sjælsindstrømning, enhedsbevidsthed, indre skønhed og indre liv. Denne hjælp vil gradvist løfte menneskeheden ud af den nuværende materialistiske fokusering. Derved vil den indirekte afhjælpe den globale opvarmning efterhånden som den øgede orientering mod enhed og åndelige idealer slår igennem, men også her vil virkningen på den globale opvarmning være lang tid om at slå igennem.

3. Menneskeheden som rige er ved at blive en discipel i forhold til de højere riger. Det betyder, at vi er ved at udvikle selvbevidsthed med en indbygget voksen og ansvarlig holdning til vort liv og vor opgave som rige betragtet. I forhold til de højere riger på Jorden har vi den specielle langtidsopgave at repræsentere guddommens aktive intelligens. Det betyder, at det ikke er ønskeligt fra Shamballas og Det Store Hvide Broderskabs side at gribe for tidligt ind, som om vi er børn, der har brug for forældre. Vi har fået et fysisk livsområde, som vi selv skal lære at styre ved demonstrering af al vor erfaring og af alle vore evner og inspireret – men ikke dikteret – af det åndelige rige. Først hvis vore mangler er ved at lave for store skader for de andre riger, griber det planetare væsen ind direkte ind. En sådan indgriben kan være en kombination af jordrystelser og hjælp fra rumfolket, engleriget og Det store hvide broderskab. Hvis dette sker, kan det blive som en af de scenarier med global renselse, der især kendes fra litteratur, der er inspireret af rumfolket. Også denne form for indgriben kan forventes – i de mest gennemgribende former – at udskydes så længe som muligt i ønsket om, at menneskeheden ud fra sin frie vilje justerer sine handlinger ind efter sin opbyggende globale opgave.

4. Guddommen har forskellige måder at gribe ind på, som er mindre drastiske. Et eksempel herpå er skovenes genoprettelse efter den udprægede skovdød i Tyskland fra ca.1970 til ca. 1990. En tysk clairvoyant spurgte i midten af skovdødsperioden en stor landskabsdeva, om ikke devaerne kunne hindre skovdøden. Landskabsdevaen, der stod over en stor dal, svarede, at devaerne ville kunne vitalisere skovene og genoprette dem på få år, men de lod være med det indtil menneskene selv opdagede virkningerne af deres handlinger og selv tog ansvaret for at stoppe de handlinger, der skabte skovdøden. Når dette skete, ville de gribe ind og hjælpe, hvorefter genopretningen ville ske meget hurtigere. På samme måde har rumfolket forskellige måder til at hjælpe på, som kan neutralisere Co2-koncentrationen i atmosfæren, men det er ikke ønskeligt, at de anvender disse muligheder, før menneskehedens selv tager ansvar for deres handlinger og er rede til de afkald i levestandard og materialisme, som er nødvendige for at menneskerigets handlinger kan tilpasses Den Store Plan .

Fts.

Udskriv denne side