| Uddybende kommentar til Asien-katastrofen - af Asger Lorentzen og Yvonne Wassini 31.12.04 Den gyldne cirkel © Copyright Asger Lorentzen Under en indtuning på 2.stråles ashram i Hierarkiet kom følgende indtryk: Er så stor en katastrofe planlagt? I Jordens fysiske legeme er der visse nødvendige bevægelser såsom kontinentalpladernes bevægelser mod og fra hinanden, som Den Planetare Logos ikke giver megen opmærksomhed. Dog kan der vælges at lade visse spændinger udløses langsommere eller i mindre ryk, hvis menneskehedens karma og læreproces taler herfor. Det er ikke i Den Store Plan, hvor mange mennesker der vil miste det fysiske liv, da meget afhænger af menneskehedens frie vilje, herunder varslingssystemer og indsats for at undgå epidemier. Under store naturkatastrofer og omfattende krige kan det heller ikke planlægges for de enkelte berørte individer med undtagelse af dem, der har en særlig englevagt som f.eks. dem der har særlige hjælpeopgaver. Passer så stor en katastrofe til Den Store Plan? Ja, den passer ind i Den Store Plan, idet den har følgende virkninger: 1. Der opstår en sorg i hjertet, som uddyber hjertet, som skaber evne til medfølelse og som tiltrækker Kristus. 2. Den fremmer individualiseringen fra familie- og lokal-bevidsthed til at tænke og leve mere individuelt og med mere selvstændig tænkning og dybde. 3. Der vækkes mange dybere livsspørgsmål om hvorfor skete det for mig? Er der et liv efter døden? Hvilke værdier skal jeg leve på? Hvad skal jeg bruge mit liv til? 4. Mange får vækket evnen til at ofre sig mere for andre – nogle konkret på katastrofeområdet, andre ved at give penge og andre ved at blive bevidst om, hvad de selv ville have gjort, hvis de havde været på stedet. Offerviljen vækker kristusprincippet. 5. Mange lande berøres. Dette giver international solidaritet, forståelse for at menneskeheden er én, forståelse af at fattige befolkningsgrupper rammes hårdest og har brug for mere hjælp – også efter katastrofen. De rige lande indser, at de også må hjælpe fattige lande med varslingssystemer og infrastruktur. Overordnede virkninger Det skete stimulerer menneskehedens første indvielse, som er så vigtig ved overgangen til Den Nye tidsalder. Det er som om Guds Finger berørte vandet i jordskælvszonen, og menneskehedens reaktion med lidelse, erfaringsprocesser og nye beslutningsprocesser er en af mange vigtige skridt på vej mod en ny form for bevidsthed og en ny civilisation. Det internationale samarbejde vil blive styrket og der vil komme en tendens til at nationale og internationale konflikter vil få mindre vægt, som om vi modnes til at se større perspektiver. Blandt de mere statiske samfund, der blev hårdt ramt af katastrofen, sker en udvikling fra det stillestående til mere dynamik i bevidstheden. Mange vesterlændinge har brugt ferieparadiser til investering i hoteller eller til fornøjelser og det lette liv uden at føle ansvar for det lokale samfund. Dette vil gradvist ændre sig pga. katastrofen. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

