Tre skridt fra livet - af Wolfgang Schmidbauer

I tilpasningen prøver jeg at være sådan, som den anden vil have mig. Jeg er ikke sikker på, om det er nok, hvis jeg bare elsker ham og ikke også indskrænker, forandrer og anstrenger mig for hans skyld. Jeg yder noget og vil have noget for det: nemlig at den anden, som jeg har været imødekommende overfor, også retter sig efter mine forventninger. Denne omgangsform giver gode resultater, hvor udvekslingen er normeret og kan afgrænseds, hvor arbejdskraft, varer, penge og tjenesteydelser spiller en rolle.

I kærligheden glæder jeg mig over at være sammen med den anden. Jeg udtrykker mine følelser, påberåber mig dem og ikke andet. Jeg indskrænker dem ikke til bestemt forventninger. Med eller uden ord siger jeg, hvordan jeg har det. At udtrykke mig er formål i sig selv, ikke noget middel til at opnå noget. Derfor er det trist, men ikke falsk, ondt eller udbytterisk, hvis jeg ikke får tilbage, hvad jeg ønsker mig. Jeg er glad for at kunne udtrykke mig og håber, at det, jeg har at give, bliver modtaget.

Tilpasning avler ofte had til den, der kræver den og derved fremtvinger den indre undertrykkelse af det utilpassede i mig. Dette had kan opstå i øjeblikket eller flyde fra et lager af gamle følelser, rette sig mod tidligere tyranner. Da det truer forholdet, må det skjules og gøres ugjort - ved nye tilpasninger, som styrker det yderligere. Da det undertrykte had vanskeliggør de spontane kærlighedsytringer, træder kontrollerede kærlighedsytringer i stedet. Forholdet bliver en forretning, hvor der handles med kærlighedsbeviser. Man overvåger modpartens præstationer og vurderer dem nøje.

Kærlighedsforholdet er uanstrengt. Samhørigheden behøver ikke at bevises og er dog tydelig. Parterne omgås ikke beundrende, men kærligt med hinanden. De kan lade hinandens svage punkter i fred ligeså vel som de stærke. Deres mål er at have det godt i den tid, de tilbringer med hinanden. Deres adfærd svarer i enkeltheder til dette mål.

I tilpasningsforholdet derimod arbejder man på at forbedre sig selv, modparten, forholdet. Kærligheden og lykken tilhører en stor fremtid, men tolereres ikke ret længe i nutiden, da den jo kunne gøre en for slap til den store opgave. Først når de og de forbedringer er opnået - måske! For at vinde ind på dette ophøjede mål kan man i den daglige omgang tillade sig at bruge mere eller mindre ukærlige midler for at fremme det høje formål.

Kærlighedsforhold er enkle og bliver enklere, jo længere tid de to har kendt hinanden. Tilpasningsforhold er svære og bliver sværere, jo længere tid de to har kendt hinanden. Kærlighedsforhold er ubelastede - begge parter bestræber sig på at mindske de forhindringer, som er mellem dem, eller som de hver for sig må trækkes med.

Tilpasningsforhold er belastede. Hver part gør sig et regnskab for sine ydelser, som bliver stadig længere og mere uigennemskueligt. Samtidig fører han bog over den andens ydelser og sammenligner. Den, der gør noget af kærlighed, får sin løn i selve handlingen, for ahn udtrykker en levende følelse og virkeliggør sig selv.

Den, der for tilpasningens skyld gør noget eller giver afkald på noget, som kunne krænke den anden, gør en indre regning op, som binder ham til fortid og fremtid, men i høj graad berøver ham nutiden. Således tilbringer begge parter i et tilpasningsforhold ofte lang tid mned at skændes om gamle handlinger og udeladelse af handlinger eller at skrive håbefulde regninger til fremtiden, for deres nutid med hinanden er utilfredsstillende og tom.

I det følelsesbestemte forhold udtrykker den kropslige hengivelse, hvad der er levende mellem parterne. ”Erotisk teknik”, omhyggelig anstrengelse for at opnå orgasme, er overflødig, fordi man kan tale om følelser og ønsker eller også lade være - om ønsker, der kan opfyldes og ønsker, der ikke kan.

I tilpasningsforholdet kommer man på gyngende grund ved at udtale et ønske, der ikke passer i den normerede udveksling af ydelser. Ønsker skal gættes og opfyldes uden åbent udtryk for ensidig trang. Den seksuelle aktivitet bedøver den smerte og utilfredshed, som skyldes, at man jo alligevel aldrig passer helt sammen i ydelserne for hinanden. Kroppen inddrages i præstation og byttehandel. SÅ kan dens unddragelse bruges som straf eller hævn for utilstrækkelig tilpasning til ens forventninger.

Elelr kroppen kan prisgives af tilpasning, ikke af kærlighed, og stilles til den andens rådighed, for at man kan stille modkrav. ”Hvis vi ikke forstår hinanden, kan jeg ikke gå i seng med dig!” - ”Hvis du ikke går i seng med mig, kan vi ikke forstå hinanden!” I dette skakspil opstår der hyppigt pat (dvs. blokeret, uafgjort spil).

Tilpasning dæmper angsten for et tab, der frygtes så stærkt, fordi trangen til at blive elsket og modtage kærlighedsbeviser er så meget stærkere end ens egen kærlighed og dermed tilliden til den andens kærlighed. Hvor kærligheden hersker, er angsten for at miste den til at bære. Tabet ville være sørgeligt, men det ville ikke nødvendigvis betyde, at man ikke har slået til, det ville ikke være anledning til raseri og hævn.

Hvor tilpasningen hersker, trues kærligheden altid af raseri, og angsten for tabet bliver ubærlig. Tilpasningen sigter på teknisk sikkerhed over for det uberegnelige, følelserne, der som livet selv aldrig er maskinelt ens. Den store stræben efter sikkerhed spiller tilsidst enhver sikkerhed af hænde, ganske som stadig higen efter lykke nødvendigvis må resultere i varig ulykke. Alle uforudsete forandringer er truende.

Overvågningen af modparten skal rekonstruere det tidligere forhold til moderen og sikre det med de magtmidler, der står til den voksnes rådighed. I grunden skal der kun være en i forholdet, den anden er hans forlængelse, som gør ham mægtigere og giver ham beskyttelse i en truende verden. Fordi anstrengelserne for at skabe sikkerhed er frugtesløse, ender det i raseri. Det truer tilpasningen og dermed forholdet, som man allerede har ofret så meget for. Dette skaber angst.

Tilpasning tilstræber lighed, kærlighed slår bro over forskellighed. Lighed vil sige: følelser, værdier, tid og sted må stemme overens og passe til forventningerne, ellers ryger forholdet, og ensomheden truer. For at gøre det mindre angstvækkende, at man er afhængig af en lighed, som aldrig kan tilvejebringes mellem to forskellige mennesker, prøver den tilpasningsberedte at befri den anden for byrder.

Hun (han) udsøger sig netop den vanskelige partner, den fremmede, den forstyrrede, for hvem hun kan og må gøre meget. Hun gør sig og ham til halvmennesker og gør så mange og så vanskelige ting for ham, at hun bliver uundværlig. Man omgås med den anden som med en fjendtlig by, som man kun kan slutte en mistroisk fred med. For at sikre freden udleverer man blomsten af ungdommen til hinanden. de må dø, hvis freden bliver brudt.

Den, der er blevet skuffet efter så megen tilpasning, forvandler sig til en hævngerrig forfølger. Han kan slet ikke andet end forestille sig den tidligere elskedes død som forholdets renligste opløsning. Børn, husgeråd og penge ofres i straffeekspeditionerr for at nå det nye mål, som er trådt i stedet for den tidligere tilstræbte lighed og harmoni: at tilintetgøre udbytteren, som unddrager sig fremtidig udbytning.

© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap