Parforhold og spiritualitet - af Yvonne Wassini Den gyldne cirkel © Copyright Yvonne Wassini

Hvornår får jeg en partner? Det er et spørgsmål, jeg ofte hører. Jeg får da ofte svaret til dem:
“Du får en partner, når din jæl ønsker det, og du er blevet et helt menneske, der ikke vil bruge en partner som en krykke til at fylde et hul ud hos dig, så I ikke ender i en tosomhed, hvor I lukker resten af verden ude” .

Måske skal du lære noget af at være ene og medens du er alene. Måske giver du mest til verden, når du bor alene. Måske skal du bruge tiden på at blive mere hel, så du ikke vil have en partner for at få opfyldt mange af de krav, du har til et mere spændende liv. Måske er dit ønske kun en undskyldning for din egen dovenskab: “Når jeg får en partner, så....”

Konklusionen er: Lad være at sidde med hænderne i skødet og vente på en partner. Skab dig et spændende liv her og nu. Gå heller ikke på jagt efter en, for da vil du udsende for lav en vibration og tiltrække den forkerte.

Mange spirituelle mennnesker lever alene, fordi de ikke vil gå på kompromis med det at få en partner. Før kunne de godt tænke sig en partner, der kunne tage følelsen af ensomhed fra dem og fylde tomrummet ud i deres liv. Nogle er gået ud af et parforhold, der kun var baseret på tryghed (både økonomisk og følelsesmæssigt), fordi det er noget andet, de søger nu. Hvad er det så de søger? De søger et mere helt forhold. Et forhold, hvor skæbnen, Sjælen eller en højere styrelse giver energi til forholdet. Hvor der også er en spirituel og udviklingsmæssig mening med forholdet. Et forhold hvor to hele kreative mennesker mærker, at deres liv bliver til større gavn for deres omgivelser, når de finder sammen.

Hvad vil det så sige at være hel? Det er, når du er harmonisk i dig selv og har skabt dig et godt og meningsfyldt liv.
Egentligt er dit liv så spændende, at du ikke har tid til en partner. Når du har nået denne tilstand, så sender du en helt anden
vibration ud, end hvis du hele tiden går og venter på, at en partner skal komme og fylde dit liv ud. Du skal blive spændende at være sammen med. Hvis din sjæl nu har bestemt, at du i dette liv udvikler dig bedre ved at være alene, så får du jo netop det ud af livet, som er bestemmelsen for dig. Skal partneren komme, så kommer han/hun tidligere ind i dit liv, hvis du lever uden at tænke på, om han eller hun nu ikke snart kommmer. Derved frigør du ressourcer, som kan komme til gavn andre steder. Se på dit motiv til at få en partner.

Glæde er et af dine tegn, når du har fundet din rette partner. Du skal ikke fokusere på savn, når I ikke er sammen, men
på glæde. Fyld hinanden op, når I er sammen. Mærk glæden ved hinanden og lad så denne glæde sprede sig til andre og videre til det, du er beskæftiget med i din daglige dont. Gå i begyndelsen langsomt frem. Tag et lille skridt ad gangen og mærk, om det kan bære. Lad være med at gå i seng med hinanden ved første møde. Alle chakraene forbindes ved det første samleje, hvor I mener, at det skal være jer to. Gives der så ikke mere parforholdsenergi fra Sjælens side, kan det være en stor smerte at skilles. Derfor gå langsomt frem. Den karma, der er imellem jer bliver mere udløst, efter at I har dannet par. Det er endnu en grund til at tage små skridt i begyndelsen.

Du har lov til at elske med hjertet. Men det må ikke blive et krav. Du skal kunne elske uden at få noget igen. Du må elske mange. Men du behøver ikke gå i seng med dem. Elsk med hjertet. Derved bliver der mere glæde og fylde mellem mennesker. Nogle søger det umulige hos en partner. De søger nemlig den grænseløse guddommelige kærlighed. Fader-moders betingelsesløse kærlighed. En form for nærhed og hjertevarme, som partneren ikke kan give. Den guddommelige kærlighed kan du næsten ikke finde hos en partner, for det er et forhold imellem dig og Gud. En Mester eller en indviet har denne kærlighed i deres hjerte, men da skal du selv være så udviklet, at du kan mærke denne guddommelige kærlighedsstrøm, der hele tiden strømmer fra deres hjertecenter.

Dit hjertecenter skal være så udviklet, at du kan fornemme denne fine subtile vibration. De fleste mennesker kender kun til den kærlighed, der vises i handlinger: Tosomhed, holden i hånd, sød tale, fuldstændig opmærksomhed og se hinanden i øjnene hele tiden. Men dette har et højt udviklet menneske ikke tid til. De føler, at deres verden bliver alt for lille og får klaustrofobi. De bruger det meste af deres tid på andre mennesker i deres opgave for Jorden og menneskeheden. De vil ikke bruge deres tid på at opfylde et enkelt menneskes ønske. De kan godt dette, men kun en lille del af tiden. Det er derfor din egen opgave selv at fylde dit hjerte med kærlighedslys, ikke en partners opgave.

Du skal derfor ikke gå at vente på denne kærlighed, for dem, der har den, bruger den til en større opgave og ikke kun til et enkelt menneske. F.eks. delte Jesus denne kærlighed med tusinder, og vi havde ham endda kun i 3 år med denne evne. Disse indviede kan ikke klare klisterenergi fra en forelsket partner med et hul, der skal fyldes ud. Hvis de mærker dette, flytter de opmærksomheden væk.

Mange englemennesker har det problem, at de fra de indre verdener er vant til denne kærlighed, som en partner her på Jorden ikke kan give. Derfor vil de hellere leve alene end i et utilfredsstillende kærlighedsforhold. Men de har jo kendt til den guddommelige fylde og kærlighed og savner den her på Jorden. Dette savn vil først forsvinde den dag, hvor de erkender, at denne kærlighed kan de kun få fra Gud. Deres eget hjerte skal åbnes for den gyldne kærlighedsstrøm, fyldes helt op og strømme over til dem selv og alt i deres nærhed.

Nogle har det modsatte problem. De har formået at få denne kærlighedsstrøm gennem deres hjerte, og derved har de fået en større udstråling og karisma. Deres øjne stråler af overskud, lys, glæde og harmoni. De skal nu passe på med ikke at udnytte denne større tiltrækningskraft til egen fordel. Der er eksempler på, at visse åndelige lærere udnytter denne karisma til at gå i seng med så mange som muligt. Et parforhold kan være en beskyttelse for dette. Visse kvinder synes ikke at have seksualitet. Det kan skyldes, at de kommer fra engleriget og ikke har lyst til den grovere form for dyreseksuallitet, vi har her på Jorden. Det kan også skyldes, at de har en hel række klosterinkarnationer bag sig. Det virker således, som om visse kvinder kan lukke for deres seksuallitet, når den er ubelejlig for dem – måske en form for optræning fra tidligere liv.


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap