Når lygterne tændes II - af Søren Dreier

Copyright - Søren Dreier 2004 - bogen kan købes på Intuitiv.dk forlaget.

Det klinger så underligt hult ikke, når nogen siger: Vi har ikke seksuelt samkvem mere, men vi er de bedste venner, det kan vi godt undvære. Det er da muligt, men en sådant standpunkt kræver jo sådan set 100 procents enighed eller en spiritualitet noget nær klosterniveau. Eller: Nej, han siger mig ikke rigtigt mere på det følelsesmæssige plan, jeg mangler passionen, men det går jo meget godt.

Det er da muligt, men hvor ligger passionen så. En man ikke tænder på følelsesmæssigt kan man næppe have noget seksuelt med, medmindre det som sagt er en demonstration af seksualitet. Eller: jeg kan ikke holde ud at høre på denne person, pladen kører i samme rille, men vi har jo huset. Det er muligt, men behovet for at være sammen med en inspirerende person må i så fald skrige mod himmelen.

Nej, vi skal have de lygter tændt, skal vi. Hvis vi vil medbringe hele os selv i et parforhold, må den anden også gøre det – ellers er det skævridning så det klodser til noget.

Paradokset er så at, hvis vi er i sådant et forhold hvor hele lazershowet blinker lystigt, og vi møder en anden person, der får alle tre lamper til at lyse, den fysiske, den følelsesmæssige og den mentale, så sidder vi i saksen som en ræv ved morgengry. Hvis vi er i et forhold allerede, så gør det ondt at være utro, men det gør ligeså ondt at lade være. Hvis vi er uden for et forhold, og måske trives som single, så gør det ondt at gå ind i sådant et forhold, idet et møde mellem potentielle elskende af denne art kræver overgivelse. For at være sand må passion indebære overgivelse. Ja, men overgivelse til hvad? Til den kraft vi alle har så rigeligt af, men som vi har fjernet os så rigeligt fra, vores egen kraft til forening med et andet menneske, uden forbehold.

Når lygterne tændes, lad os kalde det for det, så kommer kærlighedens smerte med som en skræmmende uvelkommen gæst i forholdet og tør man det? Tør man nu stå med denne person i hånden og kaste sig ud over den højeste klippe og dykke ned på det dybeste vand og kaste sig ud i noget der kunne minde om, at opgive sig selv og smelte sammen med den anden. Eller vil man blive hvor man stadig har kontrol? Et stort valg. På papiret ser det enkelt ud, i praksis er der tale om en meget dyb overgivelsesproces som i sit væsen er selvudslettende. Et yderligere problem dukker nemlig op, jo bedre man er til at elske, jo flere vil man møde af andre potentielle partnere, der repræsenterer dette store tema, også selvom man er i et forhold, hvor alle lygter er tændt. Og så må man til at bruge sin hjerne igen og spørge sig selv om det er hensigtsmæssigt, at gå på utroskabssjopping, eller stå ved tingene og erkende at ethvert parforhold repræsenterer en læreproces. En af grundende til i øvrigt, at sådanne meget dybe forhold, selv kan støde på grund, da det overordnet set tjener et udviklingsformål.

Men når et menneske står på dette sted og skiltningen er mangelfuld, fordi kendskabet til denne følelse er fremmed for vores "brug og smid væk kultur", så er der dømt indre kamp, så det vil noget. Skal - skal ikke. Ofte sidder jeg i den situation med et menneske, med en fremragende evne til at elske på dette meget dybe plan, der nærmest er selvdestruktivt af samvittighedskvaler. Faktisk er der kun få ting at sige: gå efter følelsen og hvad kan denne nye person tilbyde dig, som du ikke har i forvejen og så i sit stille sind håbe på, at dette menneske finder ud af det selv.

Det bliver frygteligt vanskeligt, men også frygteligt frydefuldt, at mærke at 100 mennesker kan indeholdes i ens kærlighed om det skulle være, men man bliver hos sig selv og det man har. Erkendelsen af, at hvor kærligheden sætter sine tydelige spor nu - der følger seksualiteten med. Man kan ikke kende forskel og bliver forvirret, men det er der ingen grund til. Forskellen er en illusion og derfor er det i praksis så svært. Så er det bedre at erkende man er et seksuelt væsen,
men at man kan forvalte sin egen proces og samtidig gå ind i det der vidtfavnende rum af kærlighed og omfatte dem man møder, der får lamp-ometeret til at blinke, med sin uforbeholdne sympati. Man tænker ikke med underlivet mere her, man tænker med hele kroppen og det indebærer både hjerte og forstand.

Freud så det og skrev, alt er begær, begær mest som seksualitet. Andre mener, og dem tilhører jeg, at alt er begær, men begær efter forening. Forening med sin elskede, som vi før kun troede kun kunne ske gennem seksualiteten, forening med mennesker der har deres gang ind og ud af ens liv, på et åndeligt og intellektuelt plan. Man kan faktisk elske dem alle sammen på en lidt rørende måde, idet man er nødt til at transformere sin seksualitet et sted hen hvor den er gangbar. Dette giver sig som regelen udslag i en "spirituel" indgangsvinkel til andre mennesker. Hjælpsomhed, er et udtryk for forening. Medfølelse, er også et udslag af samme og listen af højere følelser er alenlang.

Man forstår de er i ens liv af en årsag eller med en hensigt og den bliver man taknemmelig overfor. Man bliver ærbødig overfor den læreproces man deltager i. Man er gået ind i et rum hvor: enhver kærlighedsaffære på jorden er en kærlighedsaffære med Gud, ikke Gud forstået som et religiøst koncept nødvendigvis, men som et udtryk for en højere følelse af kærlighedskraft, som vi faktisk har få ord for. Lad mig præsentere dig for et dækkende begreb: sjæleligt fællesskab, man føler et sjæleligt fællesskab og dermed tænder man lys i et rum, som mange ikke anede eksisterede, hvor kærligheden er intakt - til trods for de omstændigheder den måtte være i og hvor man ser sit eget og sin partners lys, tindrende klart. Det er smukt.


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap