Når lygterne tændes I - af Søren Dreier

Copyright - Søren Dreier 2004 - bogen kan købes på Intuitiv.dk forlaget.

"Kærlighed, du" den bliver mere kompliceret med årene", var der en ven der sagde til mig. Jeg mener ikke han har ret. Jeg mener at kærlighed bliver mere enkel med årene, og måske også mere forvirrende, men kompliceret, nej - kun hvis man tror den sidder i hjernen, den kærlighed.

Mens vi er børn, så skelner vi ikke så meget i, hvem, hvad og ikke mindre væsentligt hvorfor, vi deler ud vores kærlighed, eller evne til at elske. I vores grundtilstand virker det som om, at vi kan være uendeligt glade for mange mennesker og hinanden. Og denne glæde eller umiddelbare kærlighed, virker troløs, set med bornerte øjne. Børn har et mere uskyldigt forhold til kærligheden end de voksne, da de ikke sætter konventioner og takt og tone bag. Børn besidder kærlighed og deler gerne ud af den. Man kunne sige at kærligheden sidder i hjertet og at evnen for den, er universets vuggegave og fælles for os alle er, at vi faktisk har været der engang og nu søger at komme tilbage til den tilstand, vi kendte som små børn. Måske derfor taler mange om at hele det indre barn.

Jeg vil derfor påstå, at vi kan få et kompliceret forhold til kærligheden, da vi så at sige, har den plantet godt og grundigt i nogle skuffer, hvor den ikke hører hjemme. Den burde flyde som en kilde, men kilden bliver grundigt tilstoppet undervejs, af konventioner, fordømmelse, fortjenthedskriterier og videre i den dur, og så er vi afskåret fra at formidle vores kærlighedsevne og bliver derfor også, meget lidt elskende individer, eller i bedste fald forvirrede, rastløse elskende individer. Jeg kan også sige, at vil man lære at elske, så skal man gå bag ved årsagen til at elske.

Denne lange rejse, er der mange mennesker der bruger et halvt liv på at komme til livs, for at kunne føle sig hele igen og mærke deres kærlighedsrum igen. Og dog er der ikke langt, cirka 30 centimeter fra hjerne til hjerte. I vort samfund hedder det som regelen, at der er forskel på seksualitet og kærlighed. Det er der ikke. Hvis man lider under dette slogan, er der grund til at se det efter i sømmene. Selvom det måske ikke er come il faut, at tale om, så har børn faktisk ikke adskilt deres seksualitet og deres kærlighed, det gør de senere. Sagt meget firkantet er dette argumentet som hele psykoanalysen bygger på. Måske er det derfor, at det er så uendeligt smertefuldt for et barn at blive seksuelt misbrugt, da det "tror" at det er et udslag af kærlighed fra den voksne misbruger - der måske oven i købet tror det samme, men burde være klogere. "Jamen" siger min kloge ven så, "hvad med pornofilm du". Pornofilm har ikke noget med seksualitet at gøre - de er en demonstration af seksualitet, så er man også hoppet på den, jamen, så kan man da prale af at man demonstrerer seksualitet, men ikke selve seksualiteten. Seksualitet skal være autentisk og indebære følelser, hvis man vil andre steder hen end vaginaltrækninger og udløsninger.

Mange voksne der har arbejdet sig gennem diverse parforhold, kommer til at stå ved en skillevej, hvor der er en meget mangelfuld skiltning. Noget er galt, men hvad? Det kniber med at finde en partner, der kan opfylde alle ens behov og man har måske trukket nogle blodige spor i sandet, på det opløste forholds kringlede bjergstier fordi ingen lige fortalte en om hvor man kunne være galt afmarcheret.

Et gennemsnitsforhold i Danmark varer 3,5 år og dette gælder både registrerede partnerskaber og ikke registrerede. Man vælger at kalde det lineært eller serielt monogami, men noget kunne tyde på, at man ganske enkelt ikke ved hvad man skal gå frem efter for at vælge den rette eller det rette. Man shopper og tror at sjælen sidder i øjet. Lad mig give et bud.

Vi har tre aspekter af kærligheden:

Vi har det fysiske aspekt, her tiltrækkes vi af hinanden rent fysisk. Og nogle synes at strande her. Det holder ikke længe. Stegen ser morgentræt ud, maven begynder at melde sig og røven bliver bredere. Går ikke, videre til den næste.

Så har vi det følelsesmæssige aspekt. Her bruger vi den anden som et spejl på vore følelser. Et andet menneske kan faktisk ikke give os kærlighed! Et andet menneske kan rejse, en følelse af kærlighed i os. Og forbavsende mange mennesker hopper på den og snupper vedkommende, bare fordi der var et menneske der blev forelsket i en. Man kan ikke elske et menneske der ikke vil elskes, eller måske ikke er i stand til det, fordi de følelser man har overfor vedkommende, ganske enkelt ikke finde genklang. Når vi har spejlet os tilstrækkeligt i vore egne følelser, kigget nok ned i skovsøen i vort narcissistiske egoflip, så vil vort rastløse hjerte videre, for at finde mere gyldne spejle.

Så er der det mere rationelle mentale aspekt. Her tiltrækkes vi af den anden rent mentalt. Føler måske, at vi har en del at lære af vedkommende og elsker at høre hvad vores kærlighed har at sige, men hurtigt føles ordene monotone og hule og vi føler os som elever der ikke kan høste mere hos den lærer, og så er vi smuttet igen. En læreproces af denne art, uden de store følelser og uden at fysikken er en for begge ligeværdig medspiller, er også den sikre død.

Min erfaring fra mennesker jeg har arbejdet med som terapeut og mit eget liv, fortæller mig, at det kunne forholde sig sådan. Hvis der ikke i dig er de store protester, så ved du, at det er disse tråde der skal samles og hvis du undersøger dit forhold og finder ud af – hovsa jeg er på den hylde, så gælder det om at dyrke de andre sider op med det samme, for skabe balance i forholdet og få tændt de lygter en gang for alle. Med andre ord, hvor er I gået kolde og hvordan kan vi komme denne kulde til livs og her skal man være opfindsom og begge parter skal ville forandring, men sylter ofte problemet ind i tavshed og det er den værste fare. Det kræver kommunikation at komme tilbage til hvor man var med sin passion engang og det kræver tilgivelse. Dette vil jeg gerne vende tilbage til i en senere artikel.

Forts.

© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap