Kærligheden - af Manuela

Kærlighed er det bærende element i enhver udviklingsproces.

Kærligheden som mange giver og modtager, hver eneste dag, uden helt at erindre, hvor privilegeret mange af os er, over at være i stand til at berige og blive beriget.

Kærligheden som der er skrevet tusindvis af romaner og digte om. Utallige hjerteskærende film er optaget og har betaget mange. "Kærligheden" som så mange søger uden helt og forstå, hvorfor den ikke altid blot kommer, når de føler at de lige trænger til den.

Det er her vigtigt, at kende forskel på det vi normalt kalder kærlighed og sand kærlighed. Det vi kalder kærlighed, beskriver oftest en afhængighed af, at få opfyldt vore behov fra et andet menneske.

I sidste ende lider vi kun, fordi vi ikke kan elske. Vi lider fordi vi ikke elsker os selv. Fordi vi tror, at andre ikke elsker os. Når vi arbejder med indre vort barn, lærer vi at elske os selv og derved åbne os for andres kærlighed.

Når vi er elsket, kan vi elske andre. Når vi kan elske andre har vi ikke flere problemer, fordi vi forstår at andre gør som de gør, fordi de har vanskeligheder med dem selv, og ikke på grund af os.

Vi tager da ikke længere ting så personligt, men bliver i stand til at se ét andet menneske, ud fra hans/hendes egne forudsætninger. Først da kan vi sige, at vi elsker; elsker uden betingelser, overgiver os..

eller som Paulus første korintherbrev 13.4-7 udtrykker.
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. "

Et ultimativt forhold er i mine øjne, et forhold der er baseret på et dybt venskab, gensidig respekt, accept og glæde ved hinandens selskab. At begge parter tager ansvar og er villige til at yde en aktiv indsats, i erkendelse af, at intet kommer af sig selv.

Belært og ikke mindst efter en kraftig bearbejdning af fejlene fra tidligere forhold, vil der være gode chancer for at begge bliver en bedre partner i en ny relation. Viden om, at intet kommer af sig selv, at det kræver et stort ønske fra begge parter til at ville. Viljen er en utrolig stor del af en relation – efter min mening.

Endelig, vær varsom med hvad du ønsker dig, du kan "faktisk" risikere og få det. Er du klar til at modtage og give?


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap