Kærlighed - defination IV - Kilde fra http://www.leksikon.org/html/dk/kerlighed.htm

Teorier om kærlighed
Mennesket er afhængig af andre for at vide, hvem det selv er, og for at blive bekræftet, som det som han/hun er. Denne bekræftelse sker ikke mindst i et kærlighedsforhold. Sociologiske og psykoanalytiske undersøgelser af, hvad der gør, at to mennesker vælger at gifte sig eller leve sammen, har understreget, at bekræftelse af egen identitet er en vigtig faktor i valget af samlivspartner. Sociologiske undersøgelser har overvejende vist, at man har tendens til at vælge en person indenfor samme race og klasse, og en person, der har omtrent de samme værdier og det samme livssyn som man selv. Disse undersøgelser peger i retning af, at «lige børn leger bedst». Kærlighed bliver da knyttet til en bekræftelse af det man er som socialt individ.

Psykoanalytisk forskning er gået et niveau dybere og har oversat kærlighed med ubevidste behov. Man vælger en person, som på en eller anden måde tilfredsstiller dybe behov i en selv. Behov som man ofte ikke er klar over, og som man ikke har rationel kontrol over. Ofte har en person behov og forventninger, der er bestemt ud fra de erfaringer, som vedkommende har gjort tidligere. F.eks. kan forholdet til forældrene have været så vanskeligt, at man selv i en voksen alder ikke er færdig med det - psykologisk set. Der vil være en tendens til at repetere det vanskelige forhold, når man møder nye mennesker.

En mand kan f.eks. være så bundet til en dominerende mor, at han leder efter hende i alle kvinder, som han møder. Han vil have en tendens til at tillægge den kvinde, som han møder, de egenskaber, som han ønsker, at hun skal have og som tilfredsstiller ham, og således bliver han ude af stand til at se, hvem denne kvinde egentlig er som selvstændig person. Både mand og kvinde bærer rundt på psykologiske billeder af, hvad en mand/kvinde skal være. Disse billeder kan ofte være negative. Kvindebilledet er skabt ud fra forholdet til en kontrollerende mor eller mandebilledet ud fra en aggressiv far. I psykoanalytiske undersøgelser finder man belæg for den folkelige indsigt: «modsætninger tiltrækker hinanden». Familiepsykologiske undersøgelser har ofte fastslået, at ægtefæller udfylder hinanden psykologisk set; f.eks. er den ene dominerende og den anden underkastende.

Valg af partner er et valg på mange niveauer samtidig. En sammenstilling af forskellige forhold, bl.a. klasse, livsopfattelse, værdier og mere ubevidste behov bestemmer, hvem man kommer til at elske. Kærlighed bestemmes både af rationelle vurderinger (man elsker og værdsætter det som den elskede står for) og af irrationelle, ofte barnlige behov. Imidlertid er det umuligt at sige, at kærligheden kun er en bekræftelse af egne behov. Psykologien har i alt for høj grad koncentreret sig om de egocentriske, selvoptagne sider af kærligheden. Psykoanalysen har f.eks. på en lidt reduktionistisk (forenklende) måde fremhævet tendensen til at repetere gamle og fastlagte mønstre. Et forhold af gensidig anerkendelse giver imidlertid også anledning til at bearbejde og overskride gamle mønstre til udvikling og forandring: I dialogen med den anden får man anledning til at skabe sig selv på ny.

Kvindekampens radikalitet
De værdier kærligheden forsøger at virkeliggøre, er værdier der har ringe plads i vor kultur. Det har gerne været kvindernes opgave at drage omsorg for følelsesmæssige forhold. Kvinderne er «bærere» af visse dele af det, der kan kaldes den totale menneskelige erfaring. De står for den kropslige, erotiske, æstetiske og følelsesmæssige erfaring af verden. Psykoanalysen har påpeget, hvilken grundlæggende betydning de kropslige, seksuelle og infantile ønsker og behov har for den menneskelige udvikling, og hvor vigtigt det er, at samfundet tager disse behov alvorligt. Wilhelm Reich viser i sit studium af fascismens massepsykologi, at den fascistiske ideologi spillede på behov af ubevidst og irrationel karakter. Bl.a. at den manglende tilfredsstillelse af erotiske behov i videste forstand gjorde, at folk lod sig rive med af fascismens blodmystik og æstetik. Kvindekampens radikalitet ligger ikke mindst i kravet om, at samfundet skal tage de følelsesmæssige og erotiske behov alvorligt.

Kilde fra http://www.leksikon.org/html/dk/kerlighed.htm


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap