Manuela.dk - Kærlighed II - af Mark Sullivan

Kærlighed II - af Mark Sullivan Den gyldne cirkel © Copyright Mark Sullivan
Oversat uddrag af foredrag på Den Gyldne Cirkels Esoteriske Sommerskole, juli 2001.

Medfølende kærlighed
Måske er vi er sammen med et andet menneske, som vi har medfølelse med, og vi oplever os selv miste vort centrum, miste sindsroen og blive nervøse og føle os mærkeligt til mode. Vi identificerer os med det andet menneske på en sådan måde, at vi bliver overvældet af dette menneskes frygt eller sorg på en måde, så det bliver vort eneste fokus, eller vi oplever os selv kæmpe med det. Så er vi ikke længere i balance, vi er ikke længere i hjertets sande centrum. Vi har bevæget os mere ind i hjertets følelsesnatur og har mistet klarheden, sandheden og vor balance. For at udtrykke det på en anden måde, så kender en indre del af os sandheden, som er lyset, men vi må også være villige til at opleve og deltage i andre menneskers og vor egen smerte, forvirring, tvivl, kamp, vrede og andre former for følelser og tilstande og søge at afbalancere disse følelser, for når vi gør det, kan vi forbinde os og bringe lyset ind dér.

Hvis vi kun er interesseret i en udstrålende kærlighed, kan vi på en måde holde os selv tilbage og blot udstråle, men kvaliteten af det lys vil være begrænset. For sand, dyb kærlighed er en balance af disse kvaliteter, er en balance mellem følsomhed og forståelse. Det lys, vi udsender, er ikke en form for abstrakt energi. Vor evne til at formidle åndelige kvaliteter er baseret på vor evne til at kende deres natur, at være i kontakt med dem. Og vi kan kun være i kontakt med dem, hvis vi kender dem. Vi må kende deres sande natur for at kunne virkeliggøre dem i os selv for igen at kunne formidle dem til andre.

Så selvom vi kan være formidlere og vække dybere kilder af lys for at sende til andre, er vor evne til at formidle dette lys afhængig af os selv. Kvaliteten af senderen er ikke ligegyldig, den er i betydelig grad afgørende for kvaliteten af det, vi formidler. Så hvis vor forståelse af kærlighed er, at vi ikke virkelig ønsker at føle og forstå, at vi ønsker at holde os tilbage og udstråle lyset på afstand, så vil det begrænse kvaliteten af det lys, vi formidler. For kvaliteten er ensbetydende med vor forståelse af, hvad lys er, og hvad kærlighed er. Det sande, dybe hjerte er ikke-dualistisk, det holder sig ikke på afstand, det deltager, det har indføling, det føler dybt, og det har omsorg. Og det kender sandheden, det viser vejen, og det er villigt til at være objektivt.

Så en måde at arbejde med det på er, at styrken af vor dybere bevidsthed kan holde os indtunet med sandheden, med det vi ved; en klarhed. Og vor følelsesnatur kan anvendes til at forbinde os med, til at forstå med og til indføling. Hvis vi holder en balance mellem de to, skaber vi en transmission og en kombination af lys og kærlighed til det, vi føler, til den sammenhæng, vi forbinder os med: Et menneske, Jorden, os selv, vor personlighed. Hvis vi indtuner os med vor dybere natur og omfatter kroppen på en måde, hvori vi er i kontakt med vor følelsesnatur, så hjælper vi til at indgyde den fornyet liv. Hvorimod hvis vi forbliver på en ophøjet plads, indtunet med en højere vibration og glemmer kroppen, så kan det ganske vist have en værdi i sig selv, men det hjælper os ikke rigtigt til at integrere den. Vi er nødt til rent faktisk at føle og forbinde os og holde både kroppen og den højere vibration i vor bevidsthed for at skabe grundlag for en healing, så det må vi også gøre i vort forhold til andre. Det vil sige rent praktisk at projicere vor følelsesnatur til dem og ikke blot som en iagttager betragte dem på en objektiv måde, men at være i samklang med dem.

Den modtagende form for kærlighed vil sige at deltage i, at tillade vore vibrationer at spejle andres vibrationer, og dog balancere dem med vor dybere sjælsbevidsthed, det vil sige hvor vi ikke fuldstændig identificerer os med deres lidelse. Det er som at sige "Jeg forstår, selvom jeg ikke ser det på samme måde". Og hvis jeg kan holde begge dele på samme tid og ikke dømme det ene standpunkt i forhold til det andet ved at sige, at "Du tager fejl ved at føle på den måde". Hvis vi forstår, og dog indtager vort eget standpunkt ved at sige "Jeg kan godt se tingene fra din side; jeg forstår, hvorfor du føler det på den måde, og jeg har respekt for det. Jeg forstår virkelig, hvordan du kan se tingene på den måde - kan du se, at der også er en anden måde at se det på? Prøv engang at betragte det på den måde." Ved at gøre det er du faktisk i stand til at føde den anden forståelse og følelse hos dig selv eller i verden omkring dig.

Modstand mod kærligheden
På en måde er det sådan, at det, der holder vor karma på afstand, er vor modstand mod at opleve den; vor mangel på accept af den. Så i takt med at vor villighed til at have kærlighed, at acceptere og at forstå vokser, vil alle de dele af os selv og verden komme op til overfladen, som har brug for forståelse og brug for at blive healet. Vi træder ind i et liv med forståelse af arbejdet og af det materiale, der kommer op for at heales, forløses og transformeres. På et tidspunkt bliver vi et brændende hjerte; et brændende, fortærende hjerte.

Verdens lidelse
Og her er vi - hele verden er fyldt med lidelse. Selv plante- og mineralriget lider, om end på en anden måde end vi gør. De lider ikke på en neurotisk måde. Men dybt i deres væsen føler de sig også adskilt fra Gud. De oplever følelsen af, at noget mangler, og de længes. Det er årsagen til, at der er evolution i mineralriget, og det er årsagen til at formerne udvikler sig, at stjerner dannes, at galakser fødes og kondenserer sig til konstellationer, og at mineraler og krystaller dannes. Alle disse former udtrykker ét liv, der stræber, der søger at udfoldes, at bevæge sig, og når det vågner og bryder igennem til næste niveau, overgår det til planteriget - og det fortsætter med at længes. Det er årsagen til, at planterne vender sig mod solen. De søger instinktivt lyset. De udvikler evner til at transformere lyset til mere liv igennem fotosyntesen og bliver bevidste om, at de ønsker at se det. Derfor bliver de dyr, så de kan udvikle øjne, og udvikle kroppe, der kan bevæge sig omkring. Derefter udvikler de det dybere øje; det øje, der bevidst siger "Jeg er et øje, og derfor kan jeg se. Hvad er det, der foregår?" og som bliver en bevidst aktør i en dybere forståelse af "Hvad det er, jeg søger efter."

Så når vi åbner hjertet, oplever vi, at der er liv overalt; liv, som i os selv og i alle livsformer længes efter opvågnen, bortset fra de, der har fundet fred, som har erkendt deres sande natur. Som er nået til erkendelse af den universelle kærlighed - som er blevet en kilde.

Der er ingen planeter, hvor dette ikke finder sted, selvom der er planeter, som i overvejende grad er glæde. Alle planeter deltager, så længe de overhovedet eksisterer, i samsara. Der er derfor både et element af lidelse, men samtidig, hvis planetens indre liv overvejende er oplyst, eksisterer det i en tilstand af lyksalighed og kærlig forståelse, og dermed er planetens primære og alt-overskyggende eksistens fredfyldt, lyksalig, harmonisk og oplyst. Så på den måde er der planeter, som er guddommelige, men hvis de er bodhisattva-planeter, fortsætter de deres vækst. De forsvinder ikke bare fra det manifesterede univers, men fortsætter med at tage del i universets lidelse.

Tilbage

Udskriv denne side