Kost og rensekure VII 

Herhjemme har Knud Lockwood m.fl. i en omdiskuteret undersøgelse vist, at ud af 32 kvinder med brystkræft, der havde spredt sig, var der ingen, der døde i studieperioden (forventet 4), ingen viste tegn på yderligere spredning, der var forbedret livskvalitet, og seks patienter viste delvis remission (tilbagegang af kræften). Behandlingen var med store doser af en række antioxidanter.
 
En væsentlig ting, som antioxidanter også kan udvirke, er en nedsættelse af risikoen for skader på DNA i sunde celler. Det er kendt sag, at kemoterapi og bestråling, der også udløser mængder af frie iltradikaler, øger risikoen for cancer senere i livet, netop på grund af skaderne på DNA. Oftest i form af akut leukæmi, som ikke sjældent optræder 4-5 år efter behandling af den oprindelige cancer. 
 
Antioxidanter modvirker også iltning af fedtstoffer, hvilket hæmmer kræftcellers vækst, og kemoterapien virker kun på hurtigt voksende kræftceller. Antioxidanter, fx E-vitamin, kan på denne måde øge kemoterapiens virkning.
 
Flavonoidet genistein fra sojabønner har vist sig at kunne øge ophobningen af visse kemomidler i kræftcellerne, og et andet, quercetin, har vist sig at øge flere kemoterapeutikas giftvirkning på kræftceller. Der mangler dog stadig kliniske studier af disse stoffers virkning på cancer kemoterapi.
 
I en omfattende gennemgang af problematikken vedrørende ernæring og cancer konkluderes det, at et tilskud af antioxidanter til kosten kan være en sikker og effektiv måde at øge virkningen af kemoterapi mod cancer. Patienternes livskvalitet kan blive forbedret ved at supplere kosten med antioxidanter, som nedsætter eller forebygger bivirkninger af kemoterapi.
 
Japanske forskere har i et dobbeltblindt forsøg vist, at en kombination af de tre antioxidanter E-vitamin, C-vitamin og N-acetyl cystein virkede beskyttende mod kemoterapifremkaldt hjerteskade uden at hæmme virkningen af kemoterapi. Det ville være dejligt, hvis danske kræftlæger og kræftforskere i højere grad ville interessere sig for antioxidanter.
 
Alt i alt taler utrolig meget for at kombinere kræftbehandlingen med først og fremmest en sund kost med rigeligt af grønt og frugt samt med tilskud af antioxidanter. Ved at give flere forskellige antioxidanter skabes der en synergi - et samarbejde mellem antioxidanterne, der forstærker virkningen af hinanden. Det er dog ikke nogen god idé at overdrive med noget, heller ikke antioxidanter, og det er som grundlag bedst at vælge dem i naturlig form. 
 
En japansk undersøgelse af den naturlige celledræbende aktivitet, som nogle af de hvide blodlegemer (lymfocytterne) udøver, forbedres ved indtagelse af grønsager og ved nedsættelse af kemisk belastning af kroppen, især stop med tobaksrygning. Resultaterne af undersøgelsen viser en sammenhæng mellem det naturlige immunforsvar og nedsat forekomst af almindelige kræftlidelser.
 
Sammenfattede kan man konstatere, at antioxidant-netværket med dets mange støtter holder kroppens celler og kroppen selv i god stand, modvirker aldring, øger modstandskraften mod cancersygdomme og hjerte-kredsløbslidelser samt er gode for hjernens funktion og modvirker demens. Desuden er det vigtigt for afgiftning af kroppen, især glutathion. 
 
Først og fremmest må vi sørge for at få en sund og vel afbalanceret kost med mindst 600 gram frugt og grønt hver dag. Tilskud af de enkelte antioxidanter kan hjælpe, men de kan ikke klare det alene. Friske grønsager og frisk frugt er det bedste, og hvor det er muligt gerne økologiske varer. 
 
Man bør også forsøge at undgå kemiske stoffer så meget som muligt, og sørge for at holde fedtprocenten i maden nede på 30, så vidt muligt som flydende, sunde olier, olivenolie og fiskeolie samt kæmpenatlysolie og hjulkroneolie, foruden det fedt, der findes i grønsagerne. 
 
Frie radikaler spiller en rolle i opståelsen og udviklingen af næsten alle kendte sygdomme, og ved at styrke kroppens antioxidant-netværk kan vi give kroppen de våben, den har brug for til at føre en effektiv krig mod sygdom. 


© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap