Pro-oxidanter
Men oxidationen kan også være gavnlig. Immunsystemet benytter sig fx af frie radikaler i kampen mod virus og bakterier. Kommer der fx bakterier ind i kroppen (i tarmene og på kroppens overflade er de normale bakterier gavnlige og nødvendige), bliver de hurtigt opsporet af de hvide blodlegemer, der sender en kaskade af frie radikaler mod bakterierne, der herved bliver ødelagt. Det skader cellerne i nærheden, men de bliver ret hurtigt repareret.
Mennesker med fx forkølelsessår kan direkte følge med i denne proces. Først kommer der kløe, så blærer på huden og så kraftig rødme og betændelse, hvorefter det tørrer ud og forsvinder. Skyder de hvide blodlegemers "bomberegn" af frie radikaler over målet, kan der ske større vævsskade, som det fx kan ses ved leddegigt og andre autoimmune sygdomme, hvor immunsystemet angriber egne væv.
Frie radikaler har også betydning for vores hjernefunktion, sexliv, for at vi kan dræbe kræftceller. Der skal derfor være en god balance mellem antioxidanter og frie radikaler.
Der er imidlertid masser af pro-oxidanter i vores omgivelser i form af fx masser af kemiske stoffer, så normalt er det største problem at få nok antioxidanter. Så det gælder om at få tilstrækkelig mange antioxidanter gennem en sund kost og tilskud af antioxidanter, samt ved at nedsætte påvirkningen fra de pro-oxidanter i omgivelserne, som kan skade os. Fx er mange metal-ioner prooxidanter, ikke mindst, som nævnt, amalgam - kvik"sølvet" i tænderne, og det samme gælder for overskud af jern i kroppen.
Visse celledræbende stoffer, som bruges i kemoterapi mod kræft og visse autoimmune sygdomme, er prooxidanter. Antioxidanter kan som nævnt ved at blive angrebet af frie radikaler selv blive pro-oxidanter, men der er kun i en svag form, der hurtigt bliver reguleret i organismen.
Nogen kræftlæger fraråder deres patienter at tage antioxidanter sammen med kemoterapi, men dels peger tidligere studier på, at frie radikaler spiller en vigtig rolle for opståelsen af cancer og at antioxidanter, der ødelægger de frie radikaler, hjælper til at undertrykke cancer.
Dels kan cancerceller lave en overproduktion af frie radikaler, og disse frie radikaler kan sende signaler som fremmer yderligere ukontrolleret cellevækst. Det peger bl.a. et studie på Johns Hopkins Medical Institutions på. Dette studie er publiceret i Science, 14 marts 1997.
Forsøg med dyrkning af kræftceller uden for kroppen har bl.a. også vist, at et ekstrakt af kerne fra røde vindruer - ActiVin ® - kan hæmme væksten af kræftceller af forskellig art, samtidig med at normale celler vokser bedre.
Der er heller ingen studier, der har bevist, at antioxidanter kan gribe forstyrrende ind i kræftbehandling. Det er en ren hypotese, og kun få uden-for-kroppen studier - reagensglasforsøg - har støttet det. Tværtimod har C-vitamin vist sig at forbedre effektiviteten af kemoterapi hos dyr og i forsøg med menneskelige brystkræftceller uden for kroppen.
En modificeret form for A-vitamin har også arbejdet synergistisk (forstærket hinandens virkning) med kemoterapi i reagensglasforsøg. En oversigt over forskning på området (Cancer Treatment Rev 1997;23:209-40 [review] konkluderer, at man ikke behøver at man ikke behøver at undgå antioxidanter af angst for, at virkningen af kemoterapien forstyrres.
I et italiensk studie i 1996 fik 30 patienter med hjernesvulster enten strålebehandling eller hormonet melatonin, der er en meget kraftig antioxidant. Overlevelsen var højere i gruppen, der fik melatonin.
Et finsk forsøg har vist, at behandling med antioxidanter i kombination med kemoterapi og bestråling forlængede overlevelsen af patienter med småcellet lungekræft i sammenligning med de fleste offentliggjorte resultater af behandling med kombineret kemoterapi og bestråling alene (Anticancer-Res. 1992 May-Jun; 12(3):599-606).
Forts.
