Constantine af Søren Dreier

En fremragende film udi det okkulte spirituelle univers.

Filmens hovedperson som spilles af Keanu Reeves hedder John Constantine. J.C. ( Jesus Christ ? ).

JC er en desillusioneret kæderygende eksorcist, der prøver at købe sig ind i himmelen ved at sende så mange dæmoner tilbage til helvede som han kan overkomme.

Ærkeenglen Gabriel er flot lavet med vinger og det hele, men desværre en håbløs lykkeridder og lidt ligeglad med hvem han/hun samarbejder med.

Djævelen bliver portrætteret som en lidt dysfunktionel ældre herre, der næppe har styr på sit afkom. Han viser sig i øvrigt som en fremragende healer......

Filmen giver et fornemt indblik i en del okkulte spilleregler, balancen mellem det gode og det onde, og ” de grå ” problematikken som i filmen kaldes: indflydelses – jonglørerne , hvis ikke man var betænkelig før - så bliver man det nu.
Her er der tale om en ekstremt underholdende film, som overholder de okkulte spilleregler og forholder sig loyalt overfor dem.

Det eneste misvisende i filmen er dens billede af underverdenen – men det får den ikke skrammer af.
Filmen er kemisk renset for diverse spirituelle klicheer og alene det er en befrielse. Filmens dæmonunivers er også renset for klicheer så det er på ingen måde en skrækfilm, men nok ikke en man skal se sammen med de mindste rollinger.
Hvid og sort magi mødes og der opstår en helt anden form for magi i en når man ser den. Filmens magi. Og den indre diaologs magi.

Som det bliver sagt i filmen : ” Det at vide – er ikke det samme som at tro ”. Og det er jo ganske rigtigt.

Hvis man skulle analysere alt hvad denne film indeholdt af katolsk mysticisme, esoterisk viden og de universelle love - ville den kræve et weekend seminar.

Jeg har set den 5 gange og ser og hører noget nyt hver gang.

Iøvrigt er det også befriende at filmens kvindelige hovedperson er modig og handlekraftig og ikke er reduceret til kønt følge for hovedpersonen.

Den udkom den 2 august på dvd og video, så ned efter den.


© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap