| Min super skønne hjemmefødsel III - af Zafir Bæk Idun kom ud til verden: Da jeg tog min baby op af vandet, nåede jeg lige at se at det var en pige, før jeg krammede hende ind til mig. Jeg TUD BRØLEDE. Vrælede i vildensky. Jeg græd af lettelse over at min baby KOM ud, af lykke over ENDELIG at se min baby, at få spændingen udløst, for hvad det var for en slags. – Altså han eller hun. Alle følelserne væltede ovenud af mig. Det eneste jeg fik fremstammet var: ”Du fik ret skat!”… Hvorefter de andre tænkte: ”Åhh!.. Hvad var det nu Tom havde sagt at det blev?!” *hihi* Kl. var 1217, da jeg tog imod hende. Jeg havde været i karret i 3 timer og 2 minutter. Hvis jeg var blevet spurgt, kunne ikke sige om det var 20 min eller 20 timer. Jeg var glad for, at finde ud af at det var 3 timer. Jeg lignede en rynket rosin. Faktisk syntes jeg det er lidt vildt at tænke på, at jeg åbnede mig fra 2 fingre til 5 fingre og fik hende ud på 3 timer, når jeg havde været 2 fingre åben i 3 uger, inden jeg fødte. Men Tom fik ret. Han fik ret i det hele. Han sagde: Vi får en pige, født på en solskinsdag og hun kommer til at veje over 3500 g. Og det var en solskins dag. Det var en solskinsdag at vi blev tre i Plejerup. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var en pige og hun vejede 3740 g. Vores baby skreg ikke da hun kom op af vandet. Hun knirkede lidt og åbnede sine smukke smukke øjne og kiggede på sin far og mor. Hun var det SMUKKESTE jeg nogensinde havde set. Jeg kunne SLET ikke se at hun var krøllet og blålig. Som de fleste babyer jo er i større eller mindre grad. *GGG* Alle de navne vi havde talt om, på nær Idun forsvandt, da vi så hende og Idun blev hendes navn. Smukke Idun. Jeg sad med hende i armene, mens jeg stadig var i karret. Vi ventede på at moderkagen skulle komme. Hun var stadig ’hægtet på moderskibet’, da Hanne og Anne går ind for at navlestrengen først bliver klippet, når den ikke har nogen puls mere, altså efter moderkagen er kommet ud. 
Mine arme var som spagetti. Helt slaskede. Jeg fik hjælp af Tom og Anne med at holde Idun over vandet. Jeg tudede, Tom græd, Mickey græd. *S* Af glæde selvfølgelig. Vandet i karret, var stort set helt klart, til moderkagen var kommet ud. Først da, kom der lidt blod i karret, men det var på intet tidspunkt ulækkert. 
Da moderkagen var kommet fik jeg et par hænder, til at komme ud af karret. Jeg blev tørret og fik morgenkåbe på. Jeg satte mig på vores sovesofa op af en dejlig stor pude. Hanne stoppede babsen i munden på Idun. Hun suttede med det samme – og det har hun gjort ligesiden! *SSS* Anne sagde farvel og Hanne gav sig til at udfylde papirer. Idun suttede et godt stykke tid og endte så med at lave en fin kage på min mave. Det der sorte stads der kommer ud i starten. *hihi* Jeg nænnende næsten ikke at hun skulle have ble på, fordi jeg bare måtte GLO på hende. Undersøge hende og se hver en lille fold og tå. Tom og Mickey var de første der gav hende ble og tøj på. Mickey ringede rundt til familie og venner og skrev en mail til folk og fæ – Med billeder af vores skønne skønne barn. Jeg var glad, stolt, forundret, træt, euforisk, mættet, skrup sulten, lykkelig… En helt helt masse følelser på én og samme tid. Jeg var forundret over hvor ’let’ det havde været. Jeg havde brugt meget tid på, inden min fødsel at forberede mig på den ALLER værste smerte og at det faktisk næsten ikke ville være til at overkomme. Men jeg var ikke på noget tidspunkt bange for smerten. Jeg var tryg gennem hele min fødsel. Selvom det var prusten og stønnen og tårer og brøl, var jeg tryg ved situationen. Jeg vidste at smerten var der NU, men den ville ende og der ville komme noget godt ud af det. Det var derfor ikke en ubehagelig smerte for mig. Jeg vil ikke sige at jeg har glemt hvor ondt det gjorde. For det gjorde ondt. Det gjorde MEGA PISSE ondt faktisk. Men det var bare ikke ubehageligt, som når man er syg og ikke ved hvornår det stopper, eller ved hvorfor man har ondt. Jeg græd lidt. Kastede op én enkelt lille gang og bandede to gange i løbet af min fødsel. Ellers brummede jeg. Trak vejret. Gibsede og BRØLEDE… *S* Bagefter fortalte Hanne mig, at det med at brumme, faktisk er helt okay at gøre. Hun var bare træt i hovedet efter en lang nats arbejde og syntes derfor at det var skønt hvis hun kunne logge mig til at bruge min vejrtrækning i stedet for at brumme. *hihi* Men for mig gjorde det jo ingen forskel, jeg skulle bare koncentrere mig om at ændre det, jeg lige havde fundet ud af, til noget andet. Og vejrtrækningen virkede super også. *S* Fts. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap