Manuela.dk - Min super skønne hjemmefødsel II

Min super skønne hjemmefødsel II - af Zafir Bæk

Aftenen og natten inden:
Veerne fortsatte og jeg var vildt rastløs og kunne ikke sove. – Selvom Hanne havde sagt: Gå i seng og få SOVET… Altså…!! Hvem kan sove med 7 min mellem veerne?.. *G* Jeg kunne ikke!

Jeg sad og spillede ’Zuma’, et spil som jeg fordrev mange nætter med, når jeg ikke kunne sove, da jeg var gravid. *G*
Jeg begyndte at være mere ukoncentreret og spillede skidt… Jeg syntes veerne blev kraftigere og jeg tænkte så… Måske vi skulle ringe til Hanne? Kl. var ca. 1 og mit vand begyndte så småt at sive.

De veer jeg havde haft siden eftermiddagen var forholdsvis uforandret, lidt tiltaget i styrke, men stadig med 7-10 min mellemrum.

Kl. ca. 0130 var Hanne ude og kigge på mig. (Selvfølgelig) var der intet sket… Jeg var stadig 2 fingre åben og med lidt livmoderhals…Jeg blev VILDT ked af det og tænkte: Min baby kommer ALDRIG ud. – og nu er mit vand begyndt at sive og hvis jeg så ikke har født om 24 timer, så skal jeg på hospitalet!... Og jeg TUDEDE… Hanne sagde, at jeg bare skulle tage det roligt. Nu skulle baby nok komme ud og i øvrigt var 24 timer lang tid til, at logge den frem.

Hannes telefon ringede og en af de andre på hendes gravide fra APRILtermin var selvfølgelig gået i fødsel! *suk* Men hun var en 'hurtig føder', som hun sagde, så det kunne snildt klares inden der ville ske yderligere med mig.

Vi fik besked på lige at fylde en vandvarmer fuld i karret, så det gik Tom i gang med… Også SKULLE jeg gå I seng!!!!... og sove… Lidt… Hvilket jeg jo IKKE kunne. *GGG* Så jeg lå og vendte og drejede mig.

Fødslen:
Da klokken så var 04 sagde det bare SMÆLD og sjask.... Og KAPOW kom der VEEEEEER der virkelig sparkede mig omkuld. Jeg endte med at sidde nede på gulvet på en stor pude med hovedet lænene på sofaen imellem veerne. Når jeg havde veer kravlede jeg næsten helt op på sofaen og vred mig... Tom og Mickey fik dog bukseret mig op på sofaen, så jeg kunne ligge og vride mig der oppe. :)

Men, trods mine VEEEEEEEER, som nu var KRAFTIGE, kunne jeg holde hovedet koldt nok, til at udføre noget af en heltegerning! Lige over hovedet på Mickey, på gardinet, sad der en KÆMPE krabat af en edderkop. Jeg sagde til hende: ”Ikk kig op! IKK kig op! Sid STILLE!”, hun er nemlig bange for edderkopper. Selvfølgelig kiggede hun op og mens hun lå stiv af skræk, fik jeg møflet mig derhen og redede hende fra den grufulde edderkop. Jeg fik kremeret dyret i brændeovnen, i selv samme bevægelse.

Veerne var nu hyppigere, der var ca. 4-5 min mellem dem. Jeg var (selvfølgelig) stadig overbevidst om at det ville gå i sig selv igen, efter alle de andre gange hvor det havde gjort det... Men kl. 730 var jeg tilpas hjælpeløs til, at jeg sagde ja, til at Tom skulle ringe til Hanne endnu engang.

Han ringede til hende og hun havde så lige 'hevet' en lille pige ud af sin mor i Vig. Der var så lige noget arbejde at gøre færdig der oppe, inden hun kunne komme til os. :) Det tager ca. to timer, før hun kan tage videre, fordi moderkagen skal komme og hun skal fylde papirer ud og sådan…

På dette tidspunkt havde jeg PRÆCIS 3 min mellem veerne, som var SUUPER kraftige efter den store vandafgang. Da Hanne hørte om mine tider osv besluttede hun sig for FLUX at sende Anne, som er den anden hjemmeJM i vestsjællands amt. Hun RACEDE her op… Ved ikke hvor hurtigt hun har kørt, men bor et godt stykke væk og var her på 45 min.  Da hun ankom, sad Tom og Mickey og RÅ FNISEDE over mig, fordi jeg var som et ’urværk’ syntes de. Der var præcis 3 min mellem og der gik 2 min og 15 sek. hvis det var en stor ve og 2 min og 45 sek. hvis det var en lille ve… Jeg syntes ikke det var super morsomt, men dejligt at de kunne grine. *G*

Da Anne blev briefet af Tom og begyndte at undersøge mig… Jeg var STADIG 2 fingre åbent og med et lille stykke af livmoderen!... Jeg var ved at blive VANVITTIG… hvilket selvfølgelig betød at jeg ENDNU mere troede på, at det gik i sig selv igen og min baby ALDRIG kom ud. Anne grinede af mig og sagde: SELVFØLGELIG kommer din baby!!!

Hun spurgte mig om jeg havde lyst til at komme i karret og jeg sagde taknemmeligt JA!
Jeg blev så ’gjort klar’ til kar, hvilket betød at jeg fik klyx (*fnis*) og at resten af vandet skulle fyldes i karret. Jeg skulle så ligge og holde det klyx i mig i 10 minutter!?!?! Med totale mega veer… *GG* Og som om det ikke var nok, skulle så sidde på toilettet og komme af med det der skulles af med, med mega veer!! Jeg holdte både Anne og Tom i hænderne… Det var så ikke vildt skægt faktisk og jeg græd også lidt, selvom det nu er en lidt komisk scene at tænke tilbage på…

Da jeg var færdig på potten, kom jeg i karret. Det var SKØØØNT! Bare at ligge og flyde rundt der i, når jeg ikke havde veer, lindringen fra det varme vand når jeg havde veer. Jeg kom i karret 0915.

I starten af tiden i karret, kunne jeg sagtens snakke og sludre i mellem veerne. Jeg brummede mig igennem veerne. Toms fætter og hans kone, har født deres barn hjemme i kar og hun havde fortalt mig om ’brummetricket’. Jeg syntes det var skønt! Ikke noget med at hyle op eller noget. Bare brumme. j Efter den første time i karret kom Hanne susene. Hun sagde til mig at det var bedre, hvis jeg trak vejret igennem veerne. Det ville sætte spark i det. – Så jeg TRAAAK vejret og traaak vejret. Det var godt, men lidt svært at komme i gang med det. Tom hjalp mig meget.

Anne havde trykket mig på 2 punkter på lænden, mens jeg lå i karret. Hanne erstattede de tryk, med et par akupunkturnåle. Jeg ved ikke om det hjalp, for jeg ved ikke hvor ondt det havde gjort, hvis de ikke sad der. Men det var i hvert fald ikke ubehageligt. Jeg havde den første tid i karret siddet på alle fire, af en slags. Lidt ligesom en abe. De følte på mig inden i og min baby blev ligesom ved med at sidde fast, det samme sted. Heldigvis kunne jeg ikke rigtig følge med i hvad jordemødrene talte om. Tom hørte dem nemlig snakke om, at jeg måske blev nødt til at komme på fødegangen, hvis ’den’ ikke selv gav sig til at skrue sig længere ned RET snart…! Heldigvis hørte jeg det ikke, jeg var nok gået temmelig meget i panik…

Jeg blev bedt om at vende mig om, så jeg sad med ryggen ind mod karkanten. På den måde kunne de logge babyen til at dreje sig mere rundt, og sætte sig helt ud, hvor den kunne presses ud. Hanne satte noget tape på nålene, så de ikke skulle stritte ind i karret og genere mig.

Tom var ved mig hele tiden. Han talte til mig og ’oversatte’ hvad jordemødrene sagde. Hanne hjalp til med fingrende, til at åbne mig det sidste stykke. Jeg ved ikke hvor langt, men jeg syntes det gjorde nas. Mickey sørgede for at hente vand, håndklæder og hvad vi ellers manglede. Indimellem tog hun stillbilleder og skiftede bånd i det ene videokamera.

Selvom Hanne hjalp til med at flytte resten af livmoderhalsen, så min babys hoved kunne komme ned i rigtig fødestilling og selvom jeg havde ligget i fødekarret i over en time, og veerne virkelig bed, blev jeg VED med at tro at det gik over og i sig selv igen…

Jeg havde fuldstændig mistet min tidsfornemmelse. Jeg ANEDE ikke, om der var gået 20 minutter eller 20 timer. Jeg var stadig overbevidst om at det ville gå i sig selv igen og når de sagde til mig at jeg skulle mærke på mig selv og mærke at min babys hoved var på vej ned, kunne jeg slet ikke forholde mig til at det skulle være anderledes at mærke på end normalt. – Der blev vidst nok grinet lidt af mig og min manglende relativitetssans, på det tidspunkt. *GG* For selvfølgelig var der ingen vej tilbage for baby. Det eneste jeg rigtig havde at forholde mig til, var at det stadig var lyst udenfor. Ergo var der ikke gået 20 timer!

Meget kort tid efter at Hanne havde fået skubbet resten af min livmoder hals til side, fik jeg pressetrang. Jeg kom op på alle fire og jeg skulle bare presse, hvis jeg havde lyst. Jeg fik atvide at det var vigtigt at trække vejret igennem presseveerne og hvis jeg følte det som om det brændte og sve skulle jeg holde lidt igen, for ikke at sprække… Hanne klemte med hænderne på hver side af mit bækken, hver gang jeg havde en presseve og det føltes helt vildt rart!... :) Det var ligesom at mit bækken blev større og babyen bare fik PLADS. Melon følelsen blev en del mindre.

Mens jeg lå og pressede, spurgte jeg STADIG, om de nu var sikker på at det ikke gik over og min baby trak sig tilbage igen… Og de grinede…: ”Tro mig, søde Zafir, der er kun én vej nu… og det er ud”, fik jeg atvide.

Efter kort tids presseveer, havde jeg fået hovedet så langt ned, at jeg pludselig kunne mærke hår ’blafre’ i vandet mellem mine ben. Jeg udbrød højt: ”Min baby har HÅR!!! Min baby har hår!” og begyndte at STOR TUDE. Jeg græd og fik pludselig MASSER af kræfter. For første gang under hele min fødsel troede jeg nu på, at min baby rent faktisk KOM ud til mig. *SSS* Det var en helt fantastisk følelse. Få presseveer efter, at hendes hår kom ud i vandet, var hovedet ude. Hovedet drejede en omgang som det skulle og jeg tog selv imod min baby. *S* Det var SÅ FANTASTISK. Jeg vil nok tro, at jeg gav nogle brøl fra mig i pressefasen, men det er vel ikke af vejen, at man gør på det tidspunkt. *hihi* Det er jo trods alt ca. en melon der kommer UD der, på det tidspunkt. :o)

Fts.

Udskriv denne side