| Den gamle kriger og kongen, afsnit 4.06 - Qualgeisten © Copyright Spøgelsesbjørnen. Det var ved aftenstid igen, og de sad omkring bålet. De havde jagtet hele dagen, og de havde ædt så de var ved at revne. Den gamle kriger kikkede på Paddehat, og spurgte om hun ikke kendte en beretning, om den såkaldte spøgelsesbjørn, som skulle luske rundt i deres skov. Paddehat fortale: Da jeg var lille pige, der levede spøgelsesbjørnen endnu, altså før den blev til spøgelsesbjørnen. Den var fredelig, som dagen var lang. Og jeg og min familie kunne samle honning lige ved siden af den, og den jagede os ikke væk. Den var absolut ikke tam, men den havde et meget fredeligt gemyt. Og den kunne enes med alle dyrene, i hele skoven. Den havde en mage som den ikke så, så tit, men den fik da unger, og da det jo er hun bjørnen, der tager sig af ungerne, så luskede den gamle han bare rundt og nød livet. Den var utrolig stor, selv for en bjørn at være. Men det var også tydeligt, at den var gammel, for den flotte grå pels, var efter hånden blevet hvid, men hvor gammel den var det vidste ingen. Den havde mange ar, efter mange kampe med andre han bjørne, og selvfølgelig havde den da også fået en del af hun bjørnen, for hun bjørne er ikke særlig selskabelig når de har unger. Men den dag blev skoven opsøgt af Fjendens orker, og de ladte efter brænde, og mad. Og de nedlagde alt levende, uanset hvad, både mennesker og dyr. For orker æder kød, og så er de ligeglad med, hvor det kød kommer fra. I deres jagt på kød, der havde de mødt hun bjørnen, der havde en ½ år gammel unge. Og de havde nedlagt hun bjørnen, og de havde fanget ungen, for levende kunne kødet jo holde sig længere. Mens de sad og åd af hun bjørnen, der havde ungens skrig påkaldt den gamle han, og han var ikke særlig venlig, han så jo sin døde mage, og han så at han unge var fanget, men dum var han jo ikke, for ellers havde han ikke blevet så gammel. Så han luskede lidt væk igen, og ventede til det blev mørk nat. Midt om natten, der angreb han. Han slog først vagten ned, med et vip at hans ene store lap. Og han fik hurtigt fat i ungen, og løb af sted med den. Det gik så hurtigt, at ingen af orkerne nåede at reagere, for han var langt væk. Den nat kom han til min familie, og han lagde ungen udenfor mine forældres hus, og mine forældre tog sig af den. Og da den gamle bjørn, så dette så forsvandt han igen ind i skoven, for det der med unger, og han bjørne det holder ikke i længden. Og i tiden efter, der forsvandt orkerne sådan lidt efter lidt. Man fandt dem døde, og de var tæsket til døde af store bjørnelabber. Og jeg mener, at det havde de selv bedt om. Men til sidst fik de ram på den, og jeg fandt den ude i skoven, den var død af alle de sår og skader den havde fået. Men alle de orker der var i nærheden, de var lige så døde. Mine forældre begravede den gamle han, i den gamle gravhøj, som jo ligger midt inde i skoven. Og lige siden dengang, der har spøgelsesbjørnen lusket rundt, og den er konstant på ork jagt. Valerian sad med en stor åben mund, og gloede på Paddehat. Hvilket de andre var van til, at hun gjorde. Den gamle kriger sagde: Jeg har selv set spøgelsesbjørnen, og jeg var ved at hoppe ud af mine støvler første gang, for den er virkelig skræmmende. Og jeg har set den rydde, en lille ork lejer, og den er hurtig og meget effektiv. Men jeg tænkte om den der bjørn, der lever ude ved klippehulen, om den har forbindelse til spøgelsesbjørnen. Paddehat svarede: Ja det er den sidste unge, den store hun bjørn, er den sidste unge fra den gamle bjørn. Og det er måske derfor, at han lusker rundt endnu, for han beskytter jo sin familie. Den gamle kriger grinede, og smed en græsknold hen på Valerian. Og sagde at det vist var godt, at hun ikke havde angrebet hun bjørnen dengang hun mødte den, for så havde spøgelsesbjørnen jo nok kommet efter hende. Valerian sagde, at sådan noget skulle man ikke spøge med, for hun gøs ved tanken. Da de senere var gået, i seng. Der luskede den gamle kriger sig ind i den store sal, og han gav et ordentlig brøl fra sig, og brummede som en gammel bjørn. Han skyndte sig ind i sit rum, og lod som om at han i hvert fald, ikke havde hørt noget som kunne vække ham. Han grinede, for han kunne høre at de andre stille og rolig og forsigtigt åbnede deres døre til deres soverum. Og den gamle kriger faldt i søvn, men et ordentlig grin på læberne. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap