| Den gamle kriger og kongen, afsnit 2.07 - Qualgeisten © Copyright Kongens besøg. En vidunderlig varm og tør solskinsdag, der kom der besked om, at der igen var fremmede i skoven, men denne gang var det ikke orker. Den gamle kriger, og Shadow gik ned i skoven, for at se hvem det nu kunne være. Og han fandt hurtigt de fremmede for de havde slået lejer et stykke inde i skoven. Da han kom nærmere genkendte han Fjendens lejesoldater, og det var almindelige mennesker, som havde lade sig lokke af Fjende til at angribe deres eget folk. Den gamle kriger sendte Shadow op i landsbyen for at hente folk, og for at hente Mignon og Valerian. Og mens Shadow var væk så udtænkte han en plan, og han morede sig ved tanken om den. Da Shadow vendte tilbage, med Mignon og Valerian, og flere af landsbyens borgere. Så satte han dem ind i hans underlig plan, og de gik alle stor smilende til værks. Han havde opdaget, at disse krigere ikke var de mest kloge af slagsen. Og han havde opdaget, at de var 20 krigere, og at 2 af dem stod nær nogle buske. Og det var de 2 det først gik ud over, for mens de stod og spejdede efter fjender. Så greb stærke hænder fat i deres ankler, og de begge forsvandt ind i buskene uden en lyd. Det var et par stærke knægte fra landsbyen, som havde taget fat på samme tid. Og de havde hevet dem ind bag buskene, og 2 andre havde smidt en gammel sæk over hovedet på krigerne, uden at de kunne forhindre det. Lidt senere kom deres officer hen for at se til dem, og han undrede sig over hvor de nu var. Så han kikkede om bag en af buskene, og han mærkede at noget tog hans hjelm af, og det sidste han mærkede, ar en trækølle der dunkede ham i hovedet, og så sov han. Sådan lidt efter lidt, så fik man fat i disse folk. Og de forsvandt stille og rolig uden en lyd, og underligt nok så var der ingen panik i lejeren. Arh ! måske bortset fra den sidste, som sad og lavede mad til de andre, da han kikke op, og så at der pludselig stod en hel masse vrede mennesker med meget vrede ansigter. Han eneste reaktion på det, det var at en våd plet bredte sig hurtigt ud på hans bukser, og den jord han sad på. Da nu alle fjender nu var bastet og bundet, så bar man dem til landsbyen. Og det gjorde man på lange stave, hvor de hang fast i bundet med hænder og ankler bundet op, så de lignede nogle byttedyr som en jæger havde nedlagt. Den position var de absolut ikke stolte af, for det var pinligt at blive båret rundt som var man nedlagt vildt. I landsbyen gik der rigtigt sjov i det, for man diskuterede højlydt om de nu skulle koges eller steges. For man var jo absolut nød til at æde dem, da de jo havde skræmt alle vilde dyr væk. Man diskuterede om man skulle starte med lårene første, eller om man skulle stege dem helt. Og måske man flå dem, så de kunne blive nedsaltet til dårlige tider. Og der var forslag om, man ikke hellere skulle ryge dem. De stakkels fanger blev mere og mere panikslagne, for de var helt overbevist om, at deres sidste time var kommet, og at de var faldet i hænderne på nogle menneskeædere. Landsbyens ældste havde sendt bud efter Kongen, som skulle være i nærheden. Og de 2 unge mænd som var sendt ud efter Kongen, kom tilbage, og de havde Kongen og nogle af hans mænd med sig. Kongen morede sig kosteligt, for det han så var ustyrligt morsomt, og han var hurtigt med på ideen. Så han sagde, at han gerne ville købe disse fanger, for han skulle holde fest, og han havde brug for frisk kød. Og så begyndte Kongen at forhandle med landsbyens ældste, om hvad han nu skulle give for dette friske kød. Man enedes sig hurtigt for 4 køer og 1 tyr, som landsbyen alligevel havde fået, men det vidste fangerne jo ikke noget om. Mens Kongens folk drog af sted med fangerne, så sagde Kongen at han havde noget med til dem. Og det var ikke flere køer eller brugs ting, men det var en del udrustninger, og en del våben. Og han havde sig smed med, så denne hurtigt kunne tilpasse tingene. Mignon fik en ny bue, med flere flotte pile til, og dem blev hun da glad for. Shadow fik ligeledes en ny bue, og flere pile. Valerian, fik et sværd der passede til hende, og hun fik et skjold, med Konges våben på. Og flere af landsbyens borger fik udleveret sværd, spyd og udrustning. Kongen sagde til den gamle kriger, at til ham havde han et stort og flot 2 hånds kampsværd til. Men den gamle kriger, at den kunne han give til en der bedre kunne bruge den, for han ville ikke af med sin Solfugl. Kongen grinede og sagde, at han godt huskede at den gamle kriger bedst kunne li´ sin dobbeltøkse. Men at denne nu efterhånden, var blevet godt slidt, og han skulle da have en ny. Men den tanke brød den gamle kriger sig ikke om, så han spurgte Kongen om han ikke hellere måtte låne smeden, og det fik han da lov til. Kongens smed kikkede på Solfuglen, og han sagde at den trængte til en tur i essen og den skulle have nye svingfjer. Så han hankede op i landsbyens smed, og samme gik de 2 hen til landsbyens smedje og begyndte reparere den gamle slidte kampøkse. Da det så ud til at det godt kunne tage længere tid, så blev man enige med Kongen, at så kunne man sætte sig til bords, og æde en god middag. Men det blev ikke kun ved middagen, for ved aftenstid der var smedene ikke færdige endnu. Da man spurgte Kongen om hvad der ville ske med fangerne, så fortalte han. At man prøvede at finde deres familier, og man viste dem hvad hvordan Fjenden behandlede de mennesker som faldt i hans hænder. Og de fleste af fangerne ville nok kæmpe for Kongen i stedet for, og dem som ikke ville, de blev sendt væk. Til et sted hvor de ikke vil kunne gøre nogen skade, og der var nok af ubeboede øer ude i havet. Først sent på aftenen, der kom de 2 smede tilbage. Den gamle kriger var spændt, for han holdt virkelig af sin gamle dobbeltøkse. Og den var blevet flot, den var blevet rettet op. Den havde fået 2 nye skær på begge sider, og det var af det samme jern som Kongens eget sværd var blevet lavet af. Og den var blevet bruneret, og den var blevet pudset, og graveringen af Solfuglen på den ene side, var blevet frisket op. Og da den gamle kriger så, at hans kære dobbeltøkse var blevet som ny, der kom der en lille tåre i det ene øje. Men Kongen sagde, at der var da sandelig meget støv i luften, for at dække over den gamle kriger. Og Kongen havde yderligere en ny rustning med, specielt lavet til den gamle kriger. Og det var en rustning, der var fremstillet til netop en øksekriger, så den havde den gamle kriger virkelig god brug for. Nu blev Kongen der i landsbyen i et par dage, for han synes at det var rart at kunne slappe lidt af. Og da han rejste videre, der havde næsten alle enten fået nye våben og udstyr, eller deres eget var blevet repareret så det var som nyt. Selv de gamle gryder og pander og kedler, var blevet rettet og repareret. Jo det var altid rart når Kongen kom på besøg, og han sagde da også at han ville komme igen. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap