Manuela.dk - Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.08

Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.08 - af Qualgeisten © Copyright

Den gamle kriger og den lille kriger.

Den gamle kriger, og bueskytten Mignon, gik en tur i skoven. De ville jage lidt, for at få lidt vildt kød til spisekammeret.

De havde jaget den ½ dag, og de havde da også fået ram på flere dyr, end de havde regnet med, så de ville går hjem til Tårnet for at partere og ryge kødet, så det kunne holde sig. Da hørte Mignon det pusle i underskoven, i nærheden af stencirklen. Og de gik forsigtigt nærmere, og fandt et barn, troede de. Men da de kikkede nærmere, så opdagede de, at det var en lille kvinde, og det af rytterfolket, som åbenbart havde søgt tilflugt inde i skoven. Hun var besvimet af anstrengelserne, eller bare udmattet af kamp. For kamp det havde hun absolut været i, der var sår og skrammer alle vegne, så der var ingen tvivl om, at hun havde været i kamp. Men det kunne også ses, at det havde været for nogle dage siden, for sårene var ved at heles.

Den Gamle kriger tog den lille kvinde op på skulderen, og sammen traskede de hjem ad imod Tårnet. Mignon gik lidt bag ude, for at holde udkik efter mulige fjender.

Da de ankom til Tårnet, lagde de hende ind i en af de mange tomme senge. Og Mignon begyndte, at klæde kvinde af, for at gøre hende i stand. Den gamle kriger, gik ned i køkkenet for at gøre dyrene klar til rygning, og for at finde aftensmaden frem. Og det var jo nemt, når fadeburet var fyldt op. Lidt senere kom Mignon ned i køkkenet, og fortalte at kvinden sov meget tungt. Og de satte sig til bords, for dette var jo kun det andet måltid de havde fået den dag. Et par timer efter, mens de sad i den store sal, og kikke ud af det store vindue, med et flot syn ud over den store slette. Da hørte de at døren bag dem blev åbnet, og en lille stemme spurgte om hvem de var. Da de havde præsenteret sig, fortalte den lille kvinde, at hendes navn var Valerian, og at hun var ½ rytterfolk og ½ elver. Og at det var grunden til, at hun ikke følte sig velkommen hverken iblandt elvere eller rytterfolk.

Valerian var en smule bange for heste, og at det var grunden til, at hun havde valgt at være kriger. Hun havde ikke fået den store træning, så den første gang hun var i kamp, der fik hun klø. Hun havde søgt og fundet tilflugt i skoven, for hun havde opdaget, at de fjendtlige orker, ikke havde turde at følge efter hende ind i skoven, det virkede som om, at de havde en stor frygt for skoven. Mignon havde fundet noget mad og drikke frem til Valerian, og dette forsvandt meget hurtigt, for hun havde ikke spist siden dagen før kampen, som havde fundet sted 3 dage inden at den gamle kriger og Mignon havde fundet hende. Så da Valerian havde sat rigelige mængder mad og drikke til livs, så valgte de alle at gå i seng. De var god trætte, og godt forædte, og trængte til en god nats søvn.

Den næste dag, tog de Valerian med til byen, for hun trængte virkelig til nogle nye klæder. For de klæder hun havde på, de skjulte ikke meget. Nede i landsbyen, fandt man hurtigt nogle klæder frem, som hun kunne bruge, og hun kom til at se meget præsentabel ud. Det var være med våbnene, for nu var hun ikke ret stor, men våben det ville hun have. Så den gamle kriger fandt en gammel egetræsstav, og tilpassede den i længden, så hun ikke var helt forsvarsløs.

Efter en længere snak med landsbysmeden, så ville denne fremstille et lille sværd, og en lille metalkølle, og et lille skjold, så Valerian kunne blive udrustet på rette vis. Efter en dags tid, så kunne de hente udrustningen nede i landsbyen. Valerian var lykkelig for, at hun igen havde sine egne våben. Og hun besluttede sig for at blive boende i Tårnet, for at komme til kræfter, og fordi at hun vidste at rytterfolket først ville komme tilbage om nogle måneder. Og hun havde besluttet at hun i mellemtiden ville træne, og have undervisning i våbenbrug af den gamle kriger, og i bueskydning af Mignon.

Dette kunne de hurtigt blive enige om, så sådan blev det.

Tilbage

Udskriv denne side