Den gamle kriger og kongen, afsnit 4.1 - af Qualgeisten © Copyright

Den lysende stjerne.

Det var en nat, hvor alt var fredeligt og roligt. Mignon stod vagt, og hun stirrede det bedste hun kunne ud i mørket, og der var virkeligt mørk den nat. Hun kunne ikke se en hånd foran sig, og derfor lyttede hun mere end hun stirrede.

Hun kunne høre lydene fra skoven, og fra dyrene der levede der. Hun kunne høre en ulv hyle i det fjerne, og det lød som om, at den kaldes sin flok til sig.

Den gamle kriger var gået op for at afløse hende, for det var hans vagt nu hvor det hele var sort i sort. Og han kom bare gående, som om, at der var højlys dag, og som om han kunne se alt.

Mignon undrede sig, for hun turde ikke bare sådan at vade af sted, for man kunne jo ramle ind i alt muligt, når det nu var så mørkt. Hvilket hun da også gjorde, da hun vendte sig for at gå ind i Tårnet.

Den gamle kriger grinede lidt af hende, da han hjalp hende op. ” Sig mig, ser du dig aldrig for, lille pige ? ”, ”Den mur har ligesom stået der i flere hundrede år ! ”.

Mignon hvæsede noget om gamle krigere, der kunne se i mørke, og om små kriger tøser, som intet kunne se.

Den gamle kriger grinede lidt, og sagde at han nu heller ikke kunne se i totalt mørke. Men at det var længe siden, at han havde set mørket.

Den måtte Mignon havde forklaret lidt nærmere, men den gamle kriger sagde, at det ville han hellere fortælle når de andre var der, for ellers ville Valerian plage livet af ham.

Så Mignon hentede Valerian og Shadow, for så kunne han fortælle det hele, med det samme kunne han. Så hun famlede sig tilbage til døren, til Tårnet.

Lidt efter stod de tre der, og nu ville de høre om hvorfor, at den gamle kriger påstod, at han ikke kunne se mørket.

Han satte sig i den tronestol i sten, som stod i midten af tårnet. Der hvor han altid sad, når han var på vagt.

” For længe siden, der så jeg mørket, sådan som i ser det. Men jeg havde en oplevelse, som mange måske ikke vil kunne forstå.

Jeg mødte en ældre kvinde, som var kommet galt af sted. Hun var faldet, og havde brækket det ene ben. Og dengang anede jeg intet om, hvordan man sætter et brækket ben sammen. Så jeg løftede hende op, og bar hende til det nærmeste hus.

Og det viste sig, at det var der hvor hende og hendes mand boede. Og han vidste noget om at sætte brækkede ben sammen, så det blev hurtigt ordnet.

Jeg blev i huset indtil, at den gamle kvinde kunne gå igen. Og jeg hjalp til, med hvad der nu skulle gøres. For manden som var lige så gammel som kvinden, han havde nok at gøre med at hjælpe hende. Så jeg hjalp til i stalden, og jeg gik på jagt, og alt hvad der nu skulle gøres.

Da hun var blevet rask igen, og da jeg så ville videre. Da ville hun gerne give mig noget, men det var da ikke nødvendigt, for det var jo rare og hyggelige mennesker, og rige var de absolut ikke.

Men da sagde manden, at han vidste noget jeg ville få glæde af. Han kendte en hemmelighed, fra hans ungdom, og den ville han give videre til mig.

Da han var ung, der var han en kendt tyv. Han kunne færdes alle steder, også i totalt mørke, for han havde fået den lysende stjerne, den som man også kalder for tyvenes lys.

Jeg undrede mig lidt, og jeg spurgte hvad jeg dog skulle med den. For jeg var absolut ingen tyv, så hvad skulle jeg med tyvenes lys.

Han tog mig med ud, den samme nat. Og oppe på den stjerne fulde nattehimmel, der pegede han på én bestemt stjerne. Og han sagde, at netop denne stjerne var hans stjerne. Og fordi, at det var hans stjerne, så ville han altid kunne se netop denne stjerne.

Så det eneste jeg skulle gøre, det var at finde netop den stjerne, som jeg holdt af. Og det skulle ikke bare være en tilfældig stjerne, men en den stjerne som jeg følte kaldte på mig. Så skulle jeg finde ud af navnet på den stjerne, og så ville den altid lyse for mig.

Jeg takkede, og rejste videre. Og jeg undrede mig lidt over dette, for sådan noget snak havde jeg aldrig hørt om før. Men jeg vænnede mig til, at stirre op i himlen efter netop den stjerne, som jeg ville holde af.

Og da jeg en nat fandt en stjerne, som altid var på nattehimlen. Så spurgte jeg en klog mand, og hvad den hed. Og det vidste han da ikke, men han ville da godt undersøge det. Efter et par dage, der kom han med navnet.

Og så har jeg lige siden sagt navnet på min stjerne, hver eneste aften eller nat når jeg stod på vagt. Og siden dengang, der har jeg altid kunne se om natten, selv i denne begsorte nat, som vi har nu. Der kan jeg se langt ud på sletten, og se hvad der sker.

Så det i skal gøre, det er at i skal kikke op i stjernehimlen, og findes jeres stjerne. Og lad den lede jer, og vise jer hvor i skal sætte jeres fod.

Og skrub nu i seng med jer, for i forstyrrer mig på min vagt ”.

De tre kvinder gik, men både Mignon og Valerian kom nu ikke langt, for de gloede op i himlen for at kikke efter stjerne, hvilket ikke er særligt smart, når man skal gå ned af trapper.

© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap