Manuela.dk - Den gamle kriger og kongen, afsnit 3.01

Den gamle kriger og kongen, afsnit 3.01 - af Qualgeisten © Copyright

Bjørnen.

Mignon og Valerian var taget i skoven, for de ville før det første finde noget vildt de kunne nedlægge, for det andet så ville de gå på opdagelse, og for det tredje så ville Valerian overraske sin mor med lidt godt. Og de tog af sted tidligt, for så have de jo hele dagen, og de havde lidt brød og lidt drikkevarer med.

De kom ud i en del af skoven hvor de aldrig havde været før, og det var jo spændende, især når man er så nysgerrig som de to. Næsten enhver sten blev vendt, og enhver krog blev undersøgt. Og da de så en lille hule, i en klippevæg, så skulle den da sandelig også undersøges.

De fik fremstillet nogle fakler, og de fik også efter lidt asen og masen, ild på disse fakler, og nu gik de på huleopdagelse. Og som sagt de var jo et sted, hvor de aldrig havde været før, så de var rigtige nysgerrige.

De opdagede at hulen havde flere rum, både store og små rum, der nærmest ligesom havde et stort rum i midten. Og de var virkelig tændte nu, for nu skulle de på opdagelse.

De kunne finde flere tegn på, at der havde boet nogen i de forskellige huler, og de kunne se at det var længe siden, at der havde været nogen der.

I en lille hule der opdagede Valerian noget helt spændende, hun hentede Mignon som var inde i en anden hule, og fortalte at hun havde fundet de sødeste og kæreste mini bjørne, hun havde set.

Mignon undrede sig lidt over det der med mini bjørne, så hun blev nysgerrig, og hun gik med Valerian ind i den lille hule. Og da hun så de der mini bjørne, da blev hun bleg.

For det var absolut ikke mini bjørne, der var bjørneunger og det af den store hulebjørn. Og som hun rigtigt nok sagde, så plejer bjørneunger at have en mor. Så både Mignon og Valerian begyndte at bakke ud af hule.

Valerian gik forrest, og meget langsomt. Men blev hele tiden puffet til, og da hun ikke kunne gå hurtigere, så vendte hun sig om og snerrede :” Lad være med at skubbe, jeg kan ikke gå hurtigere !”. Hvortil Mignon spurgte om hvem hun dog snakkede til, for hun gik jo ved siden af hende.

De vendte sig begge, og pludselig så de ind i fjæset på hun bjørnen. Håret rejste sig på hovedet af dem begge, og de stak i et højt hyl, de smed faklerne og spænede ud af hulen. Bjørnen kikke forundret på dem, og luntede bagefter dem.

Hvad Valerian og Mignon ikke vidste, det var at bjørnen var opvokset iblandt mennesker, og derfor vidste den, at mennesker ikke gjorde den nåde. Men den kunne jo ikke fortælle dem det, for de var jo spænet meget hurtigt af sted.

Mignon og Valerian spænede bare ud i skoven, og da de var kommet et stykke væk, så satte de farten ned. De kikkede på hinanden, og de grinede for det havde både været farligt og spændende, og begge dele holde de jo meget af.

Så da de var faldet lidt til ro, så fortsatte de deres opdagelses tur. Men nu passede de meget mere på, for nu var de ligesom klar over, at der var store dyr i skoven.

Da de var kommet et godt stykke væk fra hulen, så hørte de en høj summen. Og da de undersøgte det, opdagede de at de havde fundet en masse bistade, og fra vilde bier.

Og da de begge var vild med honning, og Valerian vidste at hendes mor gerne ville have honning, så ville de ”plyndre” en af bistade. Så de samlede lidt træ sammen, og fik ild i det. Så lagde de nogle grønne blade på bålet, for de vidste at røg fik bierne til at flade til ro.

Efter et lille stykke tid, der kunne de fiske nogle voksplader ud, som var fyldte af honning. Det var noget klistret, men honning er honning, og honning er sundt, som Valerian´s mor plejede at sige.

Bjørnen som var blevet vækket af de nysgerrige piger, gik ud i skoven for at finde noget spiseligt, og den havde taget sine 2 unger med. Og sammen med ungerne, var den i færd med at ”plyndre” en stor busk med saftige og søde bær.

Men det bål som Valerian og Mignon havde tændt, var blevet opdaget. Der var 3 orker som var ude for at finde noget spiseligt, som havde opdaget røgen. Og de fulgte lugten fra bålet, og de fandt også bikuberne. Da orker også holder af honning, så gik de i gang med at ”plyndre” en bistade.

De opdagede da også sporerne fra de 2 piger, og de fulgte efter disse spor. Og snart fik de øje på pigerne, med de holdt sig lidt på afstand, for de kunne se, at pigerne var bevæbnet. Så de lagde sig på lur, for at fange dem.

Men Mignon havde opdaget dem, og hun havde advaret Valerian. Så de gik videre som om, at de intet havde set eller opdaget. Og da de var kommet sådan bare lidt længere væk, så begyndte de at løbe igen. Orkerne indså nu at de var opdaget, så de stormede frem, og så gik den vilde jagt.

Valerian og Mignon delte sig, så de rendte hver sin vej, et gammelt trick men det plejede at virke. Og selvfølgelig virkede det igen, for 2 af orkerne fulgte efter Mignon, og den sidste fulgte efter Valerian.

Pigerne rendte rundt for at forvirre orkerne, og pludselig kom de forbi en stor bærbusk. Og de kom fra hver sin side, og de så lidt forvirret på hinanden, da de passerede hinanden.

Orkerne kikke før efter den de jagede, derefter den pige som rendte forbi dem. Men mens de drejede hovedet, så rendte de to sammen med den ene af orkerne, så pludseligt lå de alle tre i én stor stak.

Men det var ikke alt, for de var samtidig kommet imellem bjørneungerne, og deres mor. Og det er én af de ting man absolut ikke skal gøre, hvilket de opdagede for sent. De hørte en dyb brummen, og kikkede op på en hulebjørn hun, som var alt andet en tilfreds med deres opførsel.

Og hun rejste sig på bagbenene, og selv om, at orker er større end de største mænd, så var hun endnu større. Hun målte mindste 4 meter, når hun stod på bagbenene, og hun svingede labben, og klask der lå den første ork, og smask der lå den anden ork.

Den tredje ork nåede væk, men han havde glemt, at hvor der er en hun bjørn, der plejer der også at være en han bjørn i nærheden. For hulebjørne kunne godt være sammen to og to, men hannen går som regel alene, men han holder øje med hun bjørnen.

Så den sidste ork, oplevede en meget sur bamse far, der hurtigt rejste sig, og med sine næsten 5 meters højde var virkelig imponerende. Og det sidste orken så, var en meget stor bjørnelab, der hurtigt blev meget større, og smak.

Mignon og Valerian synes at nu havde de oplevet rigeligt for én dag, så de luntede hjemad. Og de smuttede forbi Valerian´s mor, som blev glad for honningen. Og hun beordrede dem begge i bad, for de var møgbeskidte, og de stank af bjørn. Og hun var da så flink, at hun hjalp dem, med at fjerne nåle og andet godt, de havde fået i fødderne og andre steder på kroppen.

Tilbage

Udskriv denne side