| Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.01 - af Qualgeisten © Copyright Den gamle kriger og kongen. Den gamle kriger gik langsomt hen ad vejen, han var træt og han var udkørt. Han satte sig i vejkanten, og kølede sine trætte fødder i det kolde grøftevand. Mens han sag der og hvilede sig, der kom der et prægtigt følge. Det var den stor konge, der var på vej rundt i landet. Kongen så den gamle kriger, som sad i grøften, og han gjorde holdt. Kongen steg af sin store stridshingst, og gik hen til den gamle kriger. Og spurgte og der var noget der trykkede ham, for tristheden stod malet i den gamle krigers ansigt. Og den gamle kriger sagde: ” Konge jeg drog til den by, som du sendte mig til. Jeg advarede menneskene der levede der, og at fjenden lå på lur, og at han og hans svende kunne angribe når som helst. Og de lo af mig, og sagde at de selv havde jaget fjenden på flugt flere gange, og at de ikke var bange for ham og hans lejesvende ”. ”Jeg advarede dem atter, og de sagde at det var på tide, at jeg lærte freden at kende. Og da jeg sagde, at freden ikke ville komme før, at fjenden var jaget ud af landet, der hånede de mig, og latterlige gjorde mine ord ”. ”Jeg advarede dem atter engang, og jeg begyndte at grave voldgrave omkring byen, og kaste store volde op. Men den nedbrød voldene, og fyldte voldgravene igen, og se kaldte mig mange frygtelige ting” ”Men jeg blev ved med at grave og bygge, og der var da et par stykker i byen, som gav en hånd med. For de kunne godt se, at byen faktisk var forsvarsløs”. ”Disse blev også hånet, og latterliggjorte og til sidst opgav de også at gøre noget til byens forsvar” ”Jeg sammenkaldte alle folk, inde på byens torv, og jeg sagde at nu var det sidste chance, for ellers ville byens forsvarsværker ikke være klar til fjendens angreb”, ”Og jeg viste dem dit segl, min konge, så de kunne se, at jeg var sendt til dem af dig. Men dette gjorde dem blot mere vrede, og til sidst smed de mig ud af byen” ”Og få dage efter, så kom fjenden. Han stormede byen, hvilket var meget let der var jo ingen voldgrave, og der var ingen volde. Ganske vist stod jeg imod, sammen nogle få enkelte der både havde kampviljen og kamp modet”. ”Men forgæves kæmpede vi, for byens borgere ville hellere forhandle fred med fjenden, end at kæmpe imod ham”. Fjenden nedslog alle byens borgere, han viste ingen skånsel eller barmhjertighed. Kun jeg og de få der kæmpede, os lod han være. Fordi der skulle jo være nogen der kunne berette om hans store sejr”. ”Så nu føles det hele nyttesløst og forgæves, hvorfor skulle jeg dog sendes ud til en by, hvor indbyggerne ikke var interesseret i, at bevare deres by og deres liv ?”. Kongen svarede: ” Jeg forstår dig mere end du tror, gamle kriger !”. ” Jeg har selv prøvet det på egen krop, at de folk som jeg ville hjælpe, at de hånede og slog mig. De smed mig ud af byen, og lod mig ikke komme ind igen ”. ”De ville ikke høre hvad jeg sagde, de var ligeglade med, om jeg var kongen selv ”. ”Men da fjenden kom til byen, der forlangt de, at jeg skulle komme med alle mine krigere, og redde byen og alle indbyggere”. ”Men ser du gamle kriger, hvis folk ikke selv vil gøre noget for at redde dem selv. Så kan hverken jeg og alle mine krigere hjælpe dem”. ”Så deres store by, blev jævnet med jorden, og indbyggerne blev enten nedslagtede, eller de blev solgt som slaver”. ”Og i dag der er byen kun en ruinhob, helt tomt for liv hvor kun vinden rører på sig”. Den gamle kriger sagde:” Konge det er næsten ikke til at bære, at den ene by efter den anden, bare bliver ødelagt, og indbyggerne enten bliver slået ned, eller bliver solgt som slaver. Det hele virker håbløst, og er spild af tid”. Kongen sagde:” Du fortalte for lidt siden, at der trods alt var nogen i byen, som havde gjort modstand, og at der var nogen der prøvede at beskytte byen ”. Den gamle kriger svarede:” Ja konge, der var nogen, men nu er de spredt for alle vinde, for de gik ud i alle retninger, da fjenden rejste videre til næste by ”. Konge sagde:” kan du se mit store følge, af hærdede stridsmænd, kan du se deres hårde ansigter, kan du se deres kampvilje ?”. Den gamle kriger svarede:” Ja de er sandelig parat til kamp, de viger ikke for noget. De vil kunne nedkæmpe fjenden, og de vil blive ved med at jagte ham, indtil de får ham jaget ud af landet”. Kongen sagde:” Denne hær er de få mennesker der gjorde modstand imod fjenden, denne hær er samlet af disse modige mænd og kvinder, som fjenden ikke fik bugt med. Alle dem du her ser, er på vej efter fjenden, for at sige tak for sidst”. ”Og de er bevist på, at hverken dit arbejde, eller de andre krigers arbejde er forgæves, de er bevist på at der trods alt er nogen, der ikke angst for fjenden og hans følgesvende. Og det er dem som skal genopbygge, de faldne byer og de skal regere de byer, og gøre dem stærke, så at fjenden ikke kan indtage dem igen” Den gamle kriger sagde:” Er der trods alt et håb, eller er det bare de sidste krampetrækninger fra et døende land ? ”. ”Kan vi drive fjenden ud af landet, og kan vi genopbygge byerne ?”. Kongen svarede:” Ja der er altid håb, så længe at der er krigere, der er parate til, at advare nye byer”. ”Og for hver by der bliver advaret, og for hver by der bliver befæstet, så er der sandelig håb for, at fjenden selv bliver slået ned, og resterne af hans hær bliver jaget ud af landet”. ”Hver by som fjenden har ødelagt, der vil der rejse sig en ny by, og denne nye bys indbyggere vil huske fjenden, og de vil bygger deres by med voldgrave og volde, så de kan stå imod fjenden, når han kommer igen”. ”Og til sidst vil alle byerne være befæstet, og fjenden kan ikke vinde flere sejre. Og alle byerne vil så jagte fjenden på flugt, og jeg og min hær, vil jage ham helt ud af landet”. Den gamle kriger sagde:” Hvis du kan bruge en gammel kriger, så sig mig hvor jeg skal gå hen, og jeg vil gøre mit bedste !”. Kongen svarede:” Gå du bare i forvejen, jeg og min hær skal sikre området, og vi skal genopbygge og befæste denne faldne by”. ”Og når du går i forvejen, så kan du advare en ny by, og fortælle at jeg er på vej. Men om de vil lytte til dig, det kan jeg ikke garantere, men du skal også kun advare dem, resten er op til dem selv, hvordan de vil leve deres liv, det er jo deres valg. Du skal kun advare, og overlade resten til dem selv”. ”Men beder de dig, og at hjælpe så skal du bare blive i byen, indtil jeg kommer ” Dem gamle kriger fik sine støvler på, og rejste sig. Han rettede ryggen, så det knagede. Han tog sin rustning og sine våben på, tog sit udstyr på nakken og gik af sted med sin gamle slidte stridshingst. En af de store og flotte krigere i kongens følge sagde:” Det er trist, når de som er frontkæmpere mister håbet, og modet. For så er der ingen der kan advare folk, imod fjenden og hans håndlangere: Kongen svarede:” En frontkæmper kan blive træt, en frontkæmper kan føle sig tom, men modet og håbet mister de aldrig, uden dem ville krigen være tabt på forhånd” Den store kriger sagde:” Jeg vil følges med ham, så han ikke står alene når fjenden kommer”. ”Og hvis vi er to, så kan vi bedre overbevise folk om, at fjenden er på vej”. Kongen svarede:” Nej ! Lad ham bare gå alene, for han har overlevet flere slag, og han har erfaring og rutine, han skal nok klare sig !”. ” Du må aldrig undervurdere en frontkæmper, for de kan tåle flere slag og drøje hug, end andre krigere kan ”. ”Men efterhånden som han kommer frem, så vil flere og flere følge ham, og til sidst vil han jage fjenden. Tilbage til mig og min hær, så jeg kan jage fjenden helt ud af landet”. |
© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap