| Digte - af Manuela Stjernerne Når jeg om natten søgende kigger op og op i universet, som virker uendeligt, så er himlen er mørk og spejlende. Månen er så smukt fremme og helt gul, stjerner titter klart frem i massevis som en blinkende hilsen til mig, hernede på jorden, som et symbolsk tegn på, jeg aldrig må glemme de varme og legende, berigende stunder som himlen, månen og stjernerne herved erindrer mig på. (MR 2005) Mødet Ved mødet med dig, oplevede jeg den smukkeste stærkeste kærlighed os to imellem en kærlighed som skød og udfoldede sig som den smukkeste rose. Ved vor omsorgsfuldhed, varme og milde hengivenhed, blomstrede den i så lang tid at vi begge troede den var udødelig. Lige til den begyndte og visne og miste sine smukkeste blade, en for en, måtte vi hjælpeløst se på at rosen var helt visnet og indtørret, som vor kærlighed ligeså. (MR 2005) Ene Når vi går igennem livet du og jeg, hånd i hånd, tæt og behørigt sammen, hvorledes kan det så være, at jeg alligevel føler mig så ene, men blot ikke kan finde ord herpå. Når vore blikke samtidig mødes, vore hjerter danser en smuk, farlig og meget sensuel dans, og det føles i et sekund, at vore sjæle er fuldkommen nære, hvordan kan det så være, at jeg alligevel føler mig så ene, men blot ikke kan finde ord herpå Når jeg mærker mit hjerte skrige i længsel, når hele min krop og sjæl higer og skriger efter dig, hvordan kan det så være, at jeg alligevel føler mig så ene, men blot ikke kan finde ord herpå Er det min angst for at miste dig, dig der både ser og kan rumme mig, og gang på gang kærligt viser mig at du vil igennem hele livet, altid vil være, sammen med mig , der er skyld i, at jeg alligevel føler mig så ene, men blot ikke kan finde ord herpå. (MR-2005) Livet Livet har vi kun en gang, i hvertfald, hvad vi ved af, og derfor gælder det om at leve, turde leve, og ikke mindst turde opleve og være til. Hvorfor begrænse og lukke sig inde, når man med en smule mod kan opleve at den bedste, dyreste og kostbareste rejse man kan foretage sig, det er den, i sig selv og sit dybe indre. Den rejse er værd at foretage, ikke kun en gang i livet, men gerne ofte, først der lærer man, sig selv at kende, og det store spørgsmål, der så rejser sig hver evig eneste gang er, Er man tilfreds ?` Kun en selv kan ændre på livet, tingenes tilstand, for hvordan skulle andre kunne hjælpe til, hvis ikke engang man selv er klar over og bevist om, hvad man egentlig vil. At stå på samme sten livet igennem, holder en tørskoet, men kunne det ikke være vidunderligt, om man bare engang imellem turde at få våde tæer. Det er først i sådanne situationer man enten falder i eller kommer tørskoet over, men uanset hvad, så udvikler man sig som et større stærkere, dybere og ikke mindst afklaret menneske. MR-2002 |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap