Send mig et billede af dit underliv I - af Kristian Villesen Information

Tonen på de mange internet-datingsider er blevet mere rå de seneste år, og folk gebærder sig efterhånden markant anderledes på nettet end i det virkelige liv, mener Lise, som de seneste otte år har været administrator på forskellige dating-sites.

Det er blevet ganske almindeligt at møde sin partner på nettet. Lise Rasmussen har de seneste otte år været administrator på store og små dating-sites – både danske og internationale. Og hun vurderer, at der i dag er omkring en halv million danskere, der har en aktiv profil på nettet.

»Det er folk fra alle samfundslag, der bruger det. Det er blevet meget mere accepteret i dag, at man har mødt sin kæreste gennem en kontaktannonce. Hvis det ender med et bryllup, ved alle gæsterne det,« siger Lise Rasmussen. Men det er ikke kun med udbredelsen og accepten, at der er sket meget i løbet af de otte år, Lise Rasmussen har arbejdet med internet-dating. Mange ting har ændret sig siden de første danske chat- og datingsites så dagens lys i midt-halvfemserne.

»Der er virkelig rykket nogle grænser i forhold til, hvordan vi opfører os. Der har altid været nogle grænsesøgende på nettet, men da jeg startede, var det hele meget mere i overensstemmelse med det virkelige liv. Folk stod mere ved sig selv, og var mere forsigtige,« siger Lise Rasmussen. Hun sidder i en blød stol i hyggehjørnet af det kontor, hvor hun med firmaet LevDitLiv.dk til daglig arbejder som rådgiver for især unge iværksættere. På væggene er der både plads til malerier og pikante tegninger – og lokalet har en vis østlig inspiration over sig. På sofabordet står en ordentlig skål med sten i forskellige farver og udformninger, og en parfumeret citruslugt breder sig fra et såkaldt duftlys.

»Det tager lugten fra smøgerne,« forklarer Lise Rasmussen. I kopperne ud for de mange sten er der Café au lait. De harmoniske omgivelser står i kontrast til Vesterbrogades voldsomme trafikstøj, som vælter ind gennem vinduet.

Løgn
En af de markante ændringer, der er sket på området, er, at folk er begyndt at lyve mere i deres profiltekster.
»Jeg har efterhånden hørt mange historier om piger, der har stået på en togperron og kigget efter en 190 cm høj, mørkhåret fyr på 80 kilo. Det viser sig så ofte, at han er 175 cm og vejer 95 og at det billede, han havde sent med, var taget i studietiden.« Alder er det allermest almindelige at lyve om:

»Rigtig mange skriver sig yngre i profilerne. For ellers er de bange for ikke at komme med i søgningerne. Og hver gang en anden lyver, bliver der mere acceptabelt. Der er kendte mennesker, der lyver sig 20 år yngre i deres profiler. Og så tænker folk, at når de kan, så kan jeg også – og på den måde laver man sine egne spilleregler,« siger Lise Rasmussen. Hun har ad
gang til mange forskellige datingsider, og har derfor lagt mærke til en helt anden form for løgn:

»Folk bruger ofte de samme nick-names, fordi de føler, at det er en del af deres identitet. Men det bliver lidt morsomt, når ham, der præsenterer sig som svigermors drøm på den ene site pludselig er til swinger-partys og gang-bangs på den næste. Det synes jeg er betænkeligt, for hvornår skal han så sige ’Jeg har altså også en anden profil’?« spørger Lise Rasmussen. En anden ny tendens, som Lise Rasmussen finder betænkelig, er de krav, folk stiller til deres partnere. De er blevet markant større gennem årene:

»Du skal veje mellem det og det. Være så og så høj. Have et job, du er glad for. Matche intellektuelt, have humor, være lækker og sexet. Det er skræmmende. Og ofte er det lidt tragikomisk, at de personer sætter så høje krav. De går efter guldet, men kan kun selv levere bronze. Dér vil lidt selverkendelse være godt,« siger Lise Rasmussen.

»Folk er måske blevet skuffede – og er bange for følelser. Derfor skal det være den eneste ene, man søger, og så sætter man store krav. Men der er formentlig ikke nogen, der kan leve op til alle de krav,« siger Lise Rasmussen. Og så bliver det med løgnen igen aktuelt: »Det er klart, at så risikerer man, at folk begynder at lyve bare for at få kontakt.«

Fts.
copyright Kristian Villesen

© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap