Hvordan man bør lave en god profiltekst - af Manuela

Hvis man skal begå sig på nettet, er det en god idé allerførst at have gjort sig nogle tanker om, hvad man søger, og ikke mindst, hvad man kan tilbyde en potentiel partner, ven, eller hvad man nu søger.

Find et dating-sted, som virker seriøst, og hvor du mener, at du måske kan finde en for dig potentiel partner.

Lade være med at sprede dig over hele nettet og kaste profiler rundt på må og få. Det bliver hurtigt opdaget, og du vil så af mange blive betragtet som useriøs i din søgen, især hvis du har forskellige profiltekster på dine forskellige profiler.

Vær så ærlig i din kontaktprofil, som du overhovedet kan, uden at du føler, at du udleverer dig selv, og lad være med at kopiere fra andres profiler, fordi du synes, de ser ”trendy” ud. Profilen skal og bør afspejle dig og din person.

I stedet for ensformigt at fokusere på, hvad du skal have fra en anden – ved at lave en kravspecifikation på 100 punkter, som du alligevel ikke engang selv kan leve op til – så skriv, hvad du kan tilbyde et andet menneske. Brug tid og omhu på det, for du vil vel ikke i kontakt med hvem som helst, eller...?

Lad for himlens skyld være med at udgive dig for noget, du ikke er, eller for at være en anden person. Og lad være med at tro på, at du kan nå at ændre dit liv, inden du skal mødes med personen.

Vær ærlig om dit udseende, og undlad naivt at tro, at når du har været i skriftlig kontakt med en person, så overser vedkommende hjertensgerne, at du vejer 15 kg mere, end du havde beskrevet, eller pludselig er 15 cm kortere end oplyst.

Vær ærlig om din alder ud fra devisen om, at alle aldre har sin charme, og der findes også en til dig. For helt ærligt – er det særlig tilfredsstillende at få kontakt til en person, som har andre forudsætninger for kontakten end fakta? Det er i mine øjne ikke acceptabelt med et klik at gøre sig ti år yngre, end man er.

Hvis der skal udveksles foto, så lad være med at sende et studiofoto eller et gammelt foto. Det virker blot afskrækkende, hvis det kommer til et møde, og du vil stå som en komplet idiot, som er hamrende useriøs, hvis du da ikke lige ryger ind i en person, som har gjort det samme.

Vær ærlig om dine familiære forhold. Hvis du har tre børn, så oplys det til det den person, du har en kontakt med. Selv om vi alle elsker vore egne små/store møgunger, så er der faktisk andre, som ikke finder det særlig charmerende at få deres liv forstyrret af mindre/store børn eller børn overhovedet. Det skal selvfølgelig respekteres, og man kan derfor lige så godt få det frem i starten af en kontakt.

Vær ærlig om dine seksuelle præferencer. Hvis du som mand har en for vild lyst til at gå i lækre nylonstrømper, så bør du oplyse det, da de færreste kvinder finder det specielt charmerende eller som et turn on, når deres dyre strømper forsvinder lidt efter lidt. Ved at være ærlig kan kvinden måske acceptere det, blot de ved det på forhånd og selv kan vælge til og fra.

Lad være med at tage beslutninger for andre ved at udvise manglende ærlighed om dig og din person. Fordi det jo er sådan set det, du gør, når du tager et andet menneske ind i en drømmeverden, som er ikke-eksisterende.


© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap