| Englevisdom - af Bremer m.fl. Tror du på engle, eller vil du blot gerne vide mere om dem? Så er "Englevisdom" måske noget for dig. Bogen der giver læseren mulighed for at kontakte englene - gennem 12 englekort til livets cirkel. Englene husker os på, hvem vi er og styrker kontakten til vores sjæls kvaliteter. Annmarie Bremer, Dorthe Steenberg, Anina Simon & Dorte Aurig har i fællesskab skrevet bogen Englevisdom, som er en arbejdsbog bestående af tolv englebilledkort, der kan spørges til råds. Det fungerer ganske enkelt ved, at man sætter sig med kortene og tænker på et spørgsmål, som man gerne vil have svar på eller inspiration til at løse. Herefter trækker man et kort, læser teksten, der hører til, og lader sine intuitive følelser modtage englens råd og viden. Herudover vejleder bogen dig i at hidkalde englene og visualisere og meditere på englekortene og deres symboler, dog er Englevisdom ikke helt nem at gå til hvis man ikke i forvejen er bekendt med den alternative verden. Men såfremt man ellers ved hvad affirmationer, meditationer m.m. betyder, så er Englevisdom en spændende bog. Englevisdom er en meget flot og inspirende bog, som helt klart har sin force i de 12 smukke englekort der er malet af den spirituelle billedkunstner Anina Simon. Englekortene kan benyttes både til inspiration og stimulere, at spørge englene til råds, til dekoration eller til at udsende god energi og til at beskytte mod dårlig energi. Hvis man tror på engle, så vil jeg klart anbefale denne bog. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

