| Tomsnak af Søren Dreier Intuitiv.dk Tågetale ” Øhhhh, jeg får ligesom ind, at dine energier er i ubalance ”. Siger synsken med himmelvendte øjne, stearinlys ved sin side og new – age musik, som altid stresser mig mere end den dulmer. Alt sammen rekvielier i en alternativ biks – der vil frem nu om dage. Okay – svigter strømmen og vil jeg falde og slå mig ? – Hvad ska` man tænke. Den der energisnak er ved at gøre mig vanvittig. Den hærger den alternative verden, , og ingen anden end den der siger sætningen, synes at vide hvad der i bund og grund bliver talt om. Det kan man jo så betale sine surt sammensparede for eller man kan bede om en yderligere forklaring. Men når clairvoyanten, eller healeren eller oraklet først er startet op på den måde, så reagerer jeg som regelen ved at blive frygteligt dørsøgende. Det er nemlig en lige så træls besked at få, som at gå til lægen, forvente et svar og så få at vide : at det er en virus. Tit har jeg lidt på fornemmelsen at lægen ikke aner hvad han taler om, og efter at have frittet et par stykker af slagsen, vil jeg venligt konstatere at min fornemmelse ikke var helt skæv. Men tilbage til de alternative, som jeg jo også tilhører. Hvis man ikke aner hvad man skal sige kan man altid snakke om energier. Men hvad menes der. Som sagt sikkert ingenting, men floskerne har altid hængt som fuldmodne blommer på det alternative træ, parat til at svuppe ned i hovedet på en, hvis man skulle ligge sin retning under et. Bed om en forklaring og sig : Hva` mener du i grunden ? Vil du uddybe ? Hvad er det du siger ?. Hvis alternativen så fortsætter med : Jeg kan ligesom mærke at du lukker af, SÅ ER DU GÅET TIL DEN FORKERTE. Ordet energi er smeltet ind i den alternative verden via kvantefysikken, hvor man mener at alt fast stof er et vibrerende felt af energi. Og det er det jo. Men her står ordet energi mere for de kræfter der ligger på det atomare og molekylære plan. Det er sådan set Einstein og Bohr, der står fadere til den virkelighed. Og det er da fint nok. Sammensmeltningen mellem den kvantefysiske verden og den menneskelige verden er også OK, da vi jo som bekendt også består af disse atomer. Derfor kunne man fint tale om dig og mig, som et vibrerende kvantefelt og det gør vi da også, både i den fysiske verden og den alternative. Så dukker den holistiske tanke op, det vil sige, tanken om at hvert individ eller ” ting ” i den fysiske verden står i nogle meget fine forbindelser med hinanden. Det er også OK. ” Når en sommerfugl basker med vingerne i Kenya, så blæser der en vind i Sverige ” – tankegangen. Den kan man jo selv med selvsyn konstatere, det ved de noget om i Miami, som for et par år siden blev hærget af to meget kraftige orkaner. Men på CNN kunne man så se anskueliggjort via vejrsatellit, at disse orkaner var opstået ud for Elfenbenskysten som små søbriser, for derefter at vokse sig store og smuttede over havet og splittede nogle byer af på den Amerikanske kyst. Vi kan imidlertid udnytte dette kvantefelt til vores fordel. Ved at påvirke vores tanker i en mere positiv retning, skaber vi så at sige en højere vibration i vores eget kvantefelt, hvilket umiddelbart skaber en positiv svingning i vores krop og i andres for den sags skyld også. Ligeledes med vores følelser. Det er meget svært at tiltrække en ordentligt sygdom, hvis man er smask forelsket eksempelvis. Så bliver vores kvantefelt jo ekstatisk, vi får højere puls, mere liv og glade dage i hele kroppen, sover ikke så meget og spiser heller ikke så meget, så hele vort energifelt i ordets reelle betydning, er ud på de vilde vover. Det er derfor det er så træls at blive af - forelsket igen. Ned med hele skidtet igen og så trøstespiser vi og småskranter og det hele er tungt. Så derfor kan den alternative verden og den fysiske verden jo sagtens enes om nogle grundprincipper her, som så er gået hen og blevet en slags spirituel tungetale uden nogen form fro mening overhovedet. Det er meget, meget ærgerligt, da disse tilstande som jeg har gjort rede for, jo sagtens kan dyrkes og nydes og forståelsen og brugen af dem, kunne hjælpe mennesker der havde det virkeligt skidt. Det kunne jeg godt tænke mig en debat omkring. Det andet vås – det har jeg ikke energi til. |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap

