| Denne historie er citeret fra ”Martinus’ kosmiske verdensbillede – i hovedtræk” af Svend Åge Rossen: Lægen og forfatteren George Ritchie fortæller at han som ung lægeassistent blev sendt med et lægehold til Frankrig lige efter anden verdenskrig. De blev stationeret i en koncentrationslejr i Wuppertal hvor de oplevede utrolig mange menneskelige lidelser blandt de udsultede fanger hvoraf mange døde mellem hænderne på dem. Her traf han Wild Bill Cody. Det var ikke hans rigtige navn. Hans virkelige navn var syv uudtalelige polske stavelser, men han havde lang, nedhængende cykelstyrsmoustache ligesom på billederne af de gamle westernhelte, og derfor kaldte de amerikanske soldater ham for Wild Bill. Han var en af fangerne i koncentrationslejren, men øjensynlig havde han ikke været der længe: hans holdning var rank, hans øjne var klare, hans energi utrættelig. Da han talte flydende fransk, engelsk, tysk og russisk såvel som polsk, blev han en slags uofficiel lejrtolk. ”Vi kom til ham med alle slags problemer; alene papirarbejdet forsinkede os i forsøget på at placere folk hvis familie eller endog hele hjemsted kunne være forsvundet. Men trods det at Wild Bill arbejdede femten til seksten timer hver dag, viste han ingen tegn på træthed. Medens vi andre var ved at falde om af træthed, så det ud til at han fik flere kræfter. ’Vi har tid til denne gamle fyr,’ sagde han, ’han har ventet på os hele dagen.’ Medfølelsen med hans medfanger glødede på hans ansigt, og det var til denne varme jeg kom når jeg var i dårligt humør. Da Wild Bills egne papirer en skønne dag lå foran os, blev jeg forbavset over at se at han havde været i Wuppertal fra 1939! I seks år havde han levet af den samme sultekost, sovet i de samme indeklemte og sygdomsbefængte barakker som alle de andre, men uden den mindste fysiske eller psykiske medtagethed. Måske var det endnu mere forbløffende at alle grupper i lejren betragtede ham som deres ven. Han var den til hvem man bragte stridigheder mellem fangerne til voldgift. Kun efter at have været nogle få uger i Wuppertal gik det op for mig hvilken sjældenhed dette var i en forsamling hvor fangerne af de forskellige nationaliteter hadede hinanden næsten lige så meget som de hadede tyskerne. Hvad tyskerne angik, var følelserne imod dem så stærke at tidligere frigivne, forhenværende fanger havde grebet geværet, var løbet ind i den nærmeste landsby og simpelthen havde skudt de første tyskere de så. En del af vore instrukser gjaldt at forebygge den slags, og atter var Wild Bill vor største trumf, idet han talte de forskellige grupper til fornuft og rådede til tilgivelse. ’Det er ikke let for dem at tilgive,’ sagde jeg til ham en dag, da vi sad over vores tekrus i arbejdscentret. ’Mange af dem har mistet nogle af deres familiemedlemmer.’ Wild Bill lænede sig tilbage i den stive stol og nippede til teen. ’Vi boede i den jødiske del af Warszhava,’ begyndte han langsomt – det var de første ord jeg havde hørt ham sige om sig selv, ’min kone, vore to døtre og vore tre små drenge. Da tyskerne kom til vores gade, stillede de alle op ad en mur og åbnede ild med deres maskingeværer. Jeg bad om at få lov til at dø med min familie, men fordi jeg kunne tysk, anbragte de mig i en arbejdsgruppe.’ Han gjorde en pause, så måske sin kone og sine fem børn for sig. ’Jeg måtte bestemme mig til,’ fortsatte han, ’om jeg skulle hade soldaterne der havde gjort dette. Det var virkelig en let beslutning. Jeg var sagfører, og i min praksis havde jeg ofte set hvad had kan gøre ved folks sind og legeme. Had havde lige dræbt de seks mennesker som betød mest for mig i verden. Jeg bestemte mig så til at tilbringe resten af livet – hvad enten det ville vare få dage eller mange år – med at holde af hvert menneske jeg kom i kontakt med.’ At elske hvert menneske … det var den magt der havde opretholdt dette menneske gennem alle afsavn …” (George Ritchie: Tilbage fra i morgen) |
© Copyright 1999 - 2012 Manuela.dk - Sitemap